1 Mosebog 42
1 Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre?
Egypt ah cangthama om te Jakobloh a hmuh vaengah a carhoek te Jakob loh, “Ba dongah lae sut na sawt uh thae? a ti nah.
2 Og han sagde: Se, jeg hører, at der er Korn til føls i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø.
phoeiah, “Egypt ah cangtham om tila ka yaak dongah he, n'duek uh pawt tih n'hing uh mak atah te lam khaw cet uh lamtah mah hamla koivawn uh saw,” a ti nah.
3 Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten.
Te dongah Joseph kah a maya hlang rha rhoek loh Egypt kah cang lai ham suntla uh.
4 Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke.
Tedae Joseph mana Benjamin te tah nganboh yook vea ti dongah a mayarhoek taengah Jakob loh tueih pawh.
5 Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan.
Kanaan kho te khokhaa om dongah koivawn ham aka cetrhoek lakli ah Israel carhoek khaw cet uh.
6 Og Josef var Regent over Landet, han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden.
Te vaengah Joseph tah a kho kah boei neh diklai pilnam boeih ham cang a yoih. Te dongah Joseph kah a maya rhoek te a caeh uh vaengah anih taengaha maelhmai neh diklai la bakop uh.
7 Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise.
A hmuh vaengah Joseph loh a mayarhoek tea hmat ngawn dae amih taengah muet uh tih rhaprhapa voek phoeiah, “Me lamkah lae na lo uh,” a tinah hatah, “Caak lai ham Kanaan kho lamkah ka lo,” a ti na uh.
8 Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.
Joseph loh a mayarhoek tea hmat ngawn dae amih loh Josephte hmat uh pawh.
9 Og Josef kom de Drømme i Hu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot.
Te vaengah Joseph loh amih kawnga man vaengkah mueimang tea poek. Te dongah amih te, “Nangmih he rhalyuep ni, khohmuen kah a yah te sawt hamnina lo uh,” a ti nah.
10 Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise.
Tedae amah taengah “Pawh, ka boeipa, na salparhoek halo he caak lai ham ngawn ni.
11 Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere.
Kaimih he hlang pakhat kah a carhoek boeih ni. Kaimih hmantang rhoek ni, na sal kaimih ah he longyama om moenih,” a ti uh.
12 Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot.
Tedae amih te Joseph loh khohmuen kah a yah dongah sawt hamna lo uh pawt het nim,” a ti nah.
13 De svarede: Vi, dine Tjenere, vare tolv Brødre, een Mands Sønner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til.
Na salrhoek kaimih boeinaphung he hlang pakhat kah a ca rhoek la Kanaan kho ah hlai nit ka lo uh tiha poeih tah tahaeah a pa neh om rhoi dae pakhat te om voelpawh,” a ti na uh.
14 Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere.
Tedae amih te Joseph loh, “Nangmih taengah ka thui bangla nangmih he longyam ni ka ti,
15 Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid.
Pharaoh kah a hingnah vanbangla he nen he kan noem ni. Na manaa poeih te he la halo pawt atah he lamlohna voei uh mahpawh.
16 Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere.
Nangmih khuikah pakhatte tueih uh lamtah na mana te lo saeh. Nangmih ngawntah kang khoh uh vetih nangmih kah olkate na khuikah oltak la a om atah kan nuemnai pueng ni. Te pawt koinih Pharaoh kah a hingnah vanbangla nangmih he longyam ni,” a ti nah.
17 Og han satte dem tilsammen i Forvaring i tre Dage.
Te dongah amih te thongim ah hnin thuma khoh.
18 Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.
Tedaea thum khohnin ah Josephloh a mayarhoek la he tlam he ka saii dae, kai khaw aka hing Pathen te ka rhih van.
19 Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse,
Na thuem uh atah na manuca khatte im kah thongim khuiah khoh saeh. Te vaengah nangmihte cet uh lamtah na im kah aka lamlum ham cang khuen pauh.
20 og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes.
Tedae na manaa poeih te kai taengah nan khuen uh vaengah nangmih kah olka te khaw cak vetihna duek uh van mahpawh,” a tinah dongah te tlam te a rhoi uh.
21 Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os.
Te vaengah amah boeinaphung te khat khat ah, “Manuca a hinglu kah citcaite hmuh uh tih mamih taengah calcal a pang lalah n'yaak pah uh pawt dongah tekah citcai loh m'mah taengla ha thoeng tih mamih he rheprhep n'rhaem coeng,” a ti uh.
22 Og Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke? og se, nu kræves ogsaa hans Blod.
Te vaengah Reuben loh amih tea doo tih, “Nangmih taengah ka thui moenih a? Camoe te veet uh boeh ka ti lalahna ya uh pawt tih a thii han suk coeng he,” a ti nah.
23 Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem.
Tedae amih lakloah oldoeaom dongah Josephloh a yakming te amih loh ming uh pawh.
24 Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne.
Te dongah Joseph loh amih taeng lamkah mael tiha rhah phoeiah amih taengla koep halo. Tedae amih tea voek phoeiah amih khui kah Simeon tea loh tih amamih kah mikhmuh aha khoh pah.
25 Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen; og han gjorde saa mod dem.
Tedae Josephloh a uen coeng dongah amih kah hnopai te canga sang thiluh. Te vaengah a tangka te khaw a tolkhui khuiah rhipa khueh ham khaw, amih hamte longpueng kah lampu khaw paek ham khaw, a saii pah.
26 Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra.
Te dongah amamih kah cang te laak donglaa pom hang uh tih pahoi cet uh.
27 Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose.
Tedae rhaehim ah tah pakhat loh laak rhamcak loh ham a tolkhui tea hlam hatah a tangka te sungkoi kah a rhai ah lawta hmuh tarha.
28 Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?
Te dongah a manucarhoek taengah, “Kai kah sungkoi dongah kamah kah tangka koep ham mael bal he,” a tinah hatah amih lungbuei khaw mawt sut dongah lakueng uh tih a boeinaphung khat rhip loh, “Pathen loh mamih ham balaea saii he,” a ti uh.
29 Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var dem vederfaret, og sagde:
Te dongah Kanaan kho kah a napa Jakob taenglaa pha uh vaengah amih taengah aka thoeng boeih te amah taengah puen uh.
30 Den Mand, som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere.
Tekah hlang, a kho kah boei te kaimih taengah rhaprhap cal tih kaimih tea kho kah longyam bangla n'khueh.
31 Og vi svarede ham: vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere.
Tedae anih taengah, 'hmantangah kaimih he longyam la ka om moenih.
32 Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader i Kanaans Land.
A pa kah a ca rhoek la ka boeinaphungah hlai nit ka lo uh dae pakhat om voelpawt tiha poeih ngawn tah tihnin ah khaw a pa neh Kanaan kho ah hmaih om,’ ka ti na uh.
33 Da sagde Manden, Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hungeren for eders Huse, og farer hen
Tedae tekah hlang, a kho kah boei loh kaimih te, 'boeinaphung kah pakhat te kai taengahna caehtak uh tih te nente nangmihna thuem ka ming phoeiah na im kah aka lamlum ham caak khuen uh lamtah cet uh.
34 og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet.
Tedae na manaa poeih te kai taengah han khuen uh. Te daengah ni nangmihte longyamrhoek pawt tih na hmantang tila ka ming eh. Na manuca te nangmih taengla kan paek vetih khohmuen ah na thenpom uh bitni,’ a ti,” a ti uh.
35 Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader, og frygtede.
Te dongah amamih kah tolkhui te a kong uh hatah a tangka cunte tolkhui dongah rhip tarha om tih tangka cuna hmuhuhvaengah amamih long khaw a napa long khawa rhih uh.
36 Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen.
Te vaengah a napa Jakob loh amih te, “Kai taengah, Josephna hlong uh tih om voelpawh. Simeon khaw om voelpawh. Tahaeah Benjamin bal atah kai taengkah aka om boeih te lo loh ne,” a ti nah.
37 Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen.
Te dongah Reuben loh a napa taengah, “Anihte namah taengla kan khuen pawt atah kai ca rhoi khaw ngawn mai. Ka kut dongah han tloeng lamtah kamah loh nang taengla kang khuen bit ni,” a ti nah tih a thui pah.
38 Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. (Sheol h7585)
Tedae anih loh, “Ka cate a maya duek tih amah buenga sueng dongah nangmih taengla ha suntla boel saeh. Longpuengna caeh uh vaengah yoethae puei vetih kai sampok he saelkhui ah kothae la nan hla uh ve,” a ti nah. (Sheol h7585)
