1 Mosebog 39

1 Og Josef var ført ned til Ægypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en ægyptisk Mand, købte ham af Ismaeliterne, som havde ført ham did ned.

Og Josef, han vart førd ned til Egyptarland, og Potifar, ein egyptar, som var hirdmann hjå Farao og hovding yver livvakti, kjøpte honom av ismaelitarne, som hadde ført honom dit.

2 Og Herren var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Ægypters Hus.

Men Herren var med Josef, so han vart ein mann som alt gjekk vel for. Han vart verande hjå husbonden sin, egyptaren,

3 Og hans Herre saa, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes ved hans Haand.

og då husbonden hans såg at Herren var med honom og let alt han gjorde, lukkast for honom,

4 Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand.

so vart Josef både gjæv og gild i hans augo, og laut ganga honom til handa; og han sette honom til å styra huset sitt, og alt han åtte, lagde han i hans hender.

5 Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld; og der var Herrens Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken.

Og alt ifrå den tid han hadde sett honom yver huset sitt og yver alt det han åtte, so velsigna Herren huset åt egyptaren for Josef skuld; det fylgde ei Herrens velsigning med alt det han åtte, både i hus og på mark.

6 Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.

So let han då Josef råda yver alt det han åtte, og såg ikkje etter med honom i nokon ting, anna berre åt og drakk. Josef var både velvaksen og væn.

7 Og det hændte sig derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig!

Og det hende, då det leid um ei tid, at kona åt husbonden hans kasta augo på Josef og sagde: «Kom og ligg med meg!»

8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand.

Men han bar seg undan, og sagde med kona åt husbonden sin: «Sjå, husbonden min ser ikkje etter med meg i nokon ting i heile huset; alt han eig, hev han lagt i mine hender.

9 Han selv er ikke større i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud.

Han hev ikkje meir å segja i dette huset enn eg, og hev ikkje meinka meg nokon ting utan deg, etter di du er kona hans. Korleis kunde eg då gjera so stygg ei gjerning, og so synda mot Gud?»

10 Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at være med hende.

Som ho no tala til Josef dag etter dag, og han ikkje vilde lyda etter henne og liggja innmed henne eller vera i hop med henne,

11 Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Husets Mænd der i Huset,

so hende det ein gong at han kom inn i huset og skulde gjera arbeidet sitt, og det var ingen av husens folk inne.

12 da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.

Då greip ho honom i kjolen og sagde: «Kom og ligg med meg!» Men han rømde ut og let kjolen etter seg i henderne hennar.

13 Og det skete, som hun saa, at han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor,

Då ho såg at han hadde rømt ut, og at kjolen hans var att i henderne hennar,

14 da kaldte hun ad sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst.

so ropa ho på husfolket sitt, og sagde med deim: «Sjå, her hev han drege innpå oss ein hebraisk mann, som fer og vil gantast med oss. Han kom inn til meg og vilde liggja med meg. Då ropa eg so høgt eg kunde,

15 Og det skete, der han hørte, at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede og gik udenfor.

og då han høyrde eg sette i og ropa, rømde han brått ut, og kjolen hans vart liggjande att hjå meg.»

16 Og hun lod hans Klædebon ligge hos sig, indtil hans Herre kom hjem.

So let ho kjolen hans liggja hjå seg til husbonden hans kom heim.

17 Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske Tjener, som du har ført os paa, kom til mig at drive Spot med mig.

Då sagde ho det same med honom: «Den hebraiske tenaren, » sagde ho, «som du hev drege inn i huset åt oss, kom inn til meg og tok til å gantast med meg.

18 Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.

Men då eg sette i og ropa, brårømde han ut, og kjolen hans vart liggjande att hjå meg.»

19 Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din Tjener gjort imod mig, da blev han meget vred.

Då no husbonden hans høyrde rødorne åt kona si, korleis ho lagde ut og sagde: «So og so for tenaren din åt mot meg, » so vart han brennande harm.

20 Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus.

Og husbonden hans Josef tok honom og sette honom i fangetårnet, der dei sat dei som kongen heldt fengsla, og han vart verande der i fangetårnet.

21 Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander,

Men Herren var med Josef, og vende alle hjarto til honom, og laga det so at styresmannen i fangetårnet fekk godvilje for honom.

22 at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne.

Og styresmannen i fangetårnet sette Josef til å sjå etter alle fangarne som var i tårnet, og alt som der skulde gjerast, det laut han gjera.

23 Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.

Styresmannen i fangetårnet såg ikkje etter nokon verdeleg ting som Josef hadde under hender. For Herren var med honom; og kva han so gjorde, so lagde Herren lukka til.