< 1 Mosebog 39 >

1 Og Josef var ført ned til Ægypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en ægyptisk Mand, købte ham af Ismaeliterne, som havde ført ham did ned.
Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter.
2 Og Herren var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Ægypters Hus.
Men HERREN var med Josef, saa Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus;
3 Og hans Herre saa, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes ved hans Haand.
og hans Herre saa, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham.
4 Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand.
Saaledes fandt Josef Naade for hans Øjne og kom til at gaa ham til Haande; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Haand;
5 Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld; og der var Herrens Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken.
og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og HERRENS Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, baade inde og ude;
6 Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.
og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og saa godt ud.
7 Og det hændte sig derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig!
Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: »Kom og lig hos mig!«
8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand.
Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: »Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Haand;
9 Han selv er ikke større i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud.
han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru — hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!«
10 Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at være med hende.
Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
11 Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Husets Mænd der i Huset,
Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset,
12 da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.
greb hun fat i hans Kappe og sagde: »Kom og lig hos mig!« Men han lod Kappen blive i hendes Haand og flygtede ud af Huset.
13 Og det skete, som hun saa, at han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede udenfor,
Da hun nu saa, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset,
14 da kaldte hun ad sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst.
kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem: »Her kan I se! Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg raabte af alle Kræfter,
15 Og det skete, der han hørte, at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede og gik udenfor.
og da han hørte, at jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!«
16 Og hun lod hans Klædebon ligge hos sig, indtil hans Herre kom hjem.
Saa lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem,
17 Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske Tjener, som du har ført os paa, kom til mig at drive Spot med mig.
og sagde saa det samme til ham: »Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig;
18 Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klædebon hos mig og flyede udenfor.
men da jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset.«
19 Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din Tjener gjort imod mig, da blev han meget vred.
Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: »Saaledes har din Træl behandlet mig!« blussede Vreden op i ham;
20 Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus.
og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Saaledes kom Josef i Fængsel.
21 Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander,
Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Naade hos Fængselets Overopsynsmand,
22 at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne.
saa at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
23 Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.
Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Haand, eftersom HERREN var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.

< 1 Mosebog 39 >