1 Mosebog 32
1 Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham.
Tedae Jakob loh amah longpuei aha caeh hatah anih te Pathen kah puencawn rhoek a doe uh.
2 Og der Jakob saa dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim.
Tedae Jakob loh amih te a hmuh vaengah, “Hekah he Pathen kah rhaehhmuen ni,” a ti tih tekah hmuen ming te Mahanaima sui.
3 Og Jakob sendte Bud for sig til Esau sin Broder, til det Land Sejr, paa Edoms Mark.
Te phoeiah Jakob loh Edom kho, Seir khohmuen la a maya Esau taengah a hmai la puencawn rhoek te a tueih.
4 Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har været fremmed hos Laban og dvælet der indtil nu.
Te vaengah amih tea uen tih, “Ka boei Esau taengah he he thui pah. Na sal Jakob tah Laban taengah ka bakuep tih tahae duela ka uelh.
5 Og jeg har Øksne og Asener, Kvæg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne.
Te phoeiah kai taengah vaito neh laak boiva khaw, sal neh salnu khaw om. Na mikhmuh ah mikdaithen dang hamla ka boeipa taengah aka puen la kai n'tueih,’ ti nah,” a ti nah.
6 Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham.
Tedae puencawnrhoek te Jakob taengla maeluh tih, “Na maya Esau taengla ka cet uh coeng, te nangte doe ham a taengkah hlang ya li neh halo coeng,” a ti na uh.
7 Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære.
Te vaengah Jakob loh bahoenga rhih tih amah te a te daengdaeh uh. Te dongah a taengkah pilnam te khaw, boiva khaw, saelhung khaw, kalaukrhoekkhaw rhoi nit laa tael.
8 Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaar den, da kan den Hær, som bliver tilovers, undkomme.
Te khaw Esau loh rhoi at tea paan tiha ngawn atah rhoi at aka om te khaw rhalyong la om saeh a ti dongah ni.
9 Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig;
Te phoeiah Jakob loh, “Kai taengah namah khohmuen neh na pacaboeina taengla bal lamtah nang te kan hoeikhang sak ni,” aka ti a pa Abraham kah Pathen neh a pa Isaak kah BOEIPA Pathen,
10 jeg er ringere end al den Miskundhed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære.
Sitlohnah cungkuem neh uepomnah cungkuem te na salpa taengah nan saii ham tah rhaidaeng. Ka cunghol neh Jordan he ka kat ngawn dae rhoi nit la ka lo coeng.
11 Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene.
Ka maya kut lamloh, Esau kut lamkah kai n'huul mai dae. Anih te ka rhih, halo vetih camoerhoek neha manu rhoek khaw, kamah khaw n'ngawn ve.
12 Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed.
Tedae namah loh, 'Hoeikhang ham khaw nang te kan hoeikhang sak vetih nang kah tiingan te tuitunli kah laivin bangla ka khueh vetih tae thai mahpawh,’ na ti,” tila thangthui.
13 Saa blev han der samme Nat og tog af det, han havde under sin Haand, til en Skænk for sin Broder Esau;
Te dongah teahte khoyin puet rhaeh. A kut aha khuen te khaw a maya Esau ham khosaa la,
14 to Hundrede Geder og tyve Bukke, to Hundrede Faar og tyve Vædre,
Maae a la yahnih neh maaetal pumkul, tumanu yahnih neh tutal pumkul.
15 Kameler, som gave at die, og deres Føl tredive, Køer fyrretyve, og Øksen ti, Aseninder tyve, og ti Føl.
Kalauk cacunte a carhoek hmaihneh thumkip, vaito a la likip neh vaitotal pumrha, laak a la pumkul neh laaktal pumrha,” a paek.
16 Og han gav dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og sagde til sine Tjenere: Gaar foran mig og gører Rum imellem hver Hjord!
Te phoeiah tuping, tupingte amah loh a salrhoek kut aha tloeng tih a salrhoek te,” Kai hmai ah cet lamtah tuping laklo neh tuping laklote hnalak khueh uh,” a ti nah.
17 Saa befalede han den første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du rejse hen? og hvem høre disse til, som du driver for dig?
Te phoeiah lamhma taengah, “Ka maya Esaute na hum uh tih, 'Nang ulae? Melamna caeh eh? Na hmaikahrhoek he u kah lae a ti tih n'dawt vaengah,
18 da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skænk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os.
'Na sal Jakob kah ni. Hekah he ka boeipa Esau taengah khosaa la ham pat tih amah khaw kaimih hnukkah halo ke,’ ti nah,” a ti tih a uen.
19 Og han befalede den anden ligesaa og den tredje og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Paa denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham.
Te phoeiaha pabae te khaw, a pathum te khaw, tuping hnukah aka cet boeih te khaw, “Nangmih khaw Esau neh na hum uh vaengah hekah olka he thikat la thui uh lamtah,
20 Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skænk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person.
nang kah sal Jakob khaw kaimih hnukah om ke,’ na ti uh ni,” a ti tih a uen. Ba dongah tikoinih ka mikhmuh kah aka pongpa khosaa neh a hmai ka saak pah vetih, te phoeiah tah a maelhmai ka hmuh vaengah kai maelhmai khaw a hlam khaminga ti.
21 Saa gik den Skænk foran ham; men han blev selv samme Nat ved Hæren.
Te dongah khosaate a hmai laa caeh sak. Tedae amah tah rhaehhmuen ah hlaem at rhaeh pueng.
22 Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjenestekvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok.
Tedae tekah khoyin ah thoo tih a yuu rhoi neh a salnu rhoi khaw, a carhoek hlai at te khaw a loh tih Jabbok lamkai ah a kat puei.
23 Og han tog dem og lod dem drage over Bækken og førte over, hvad han havde.
Amihte khawa khuen tiha thak phoeiah amah taengah aka om rhoek te khaw soklonglaa tueih.
24 Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes.
Te vaengah Jakob te amah bueng la a cul coeng dongah anih te hlang pakhat loh khothaih tom duea hnueih.
25 Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham.
Tedae anih te ka na pawh tilaa hmuh vaengah Jakob kah a hlit tea koi pah tih anih te a hnueih pangthuem Jakob kah a hlit te voeng nong.
26 Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig.
Te vaengah, “Khothaih loh n'kae coeng tih kai n'hlah laeh,” a tinah hatah Jakob loh, “Kai he yoethen nan paek hlan atah nang khaw kan hlah mahpawh,” a ti nah.
27 Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn? og han sagde: Jakob.
Te dongah amah la, “Nang mingte balae,” a tinah hatah, “Jakob,” a tinah dae,
28 Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand.
“Na mingte Jakob ti voel boel lamtah Pathen neh hlangrhoek tena hnueih tihna na coeng dongah Israel ti laeh,” a ti nah.
29 Og Jakob spurgte og sagde: Kære, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der.
Te phoeiah Jakobloh a dawt tih, “Na ming te thui lah,” a tinah hatah, “Ka ming he ba ham lae nan dawt,” a tinah tih anih te yoethen pahoi a paek.
30 Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi, sagde han, jeg har set Gud Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst.
Te dongah Jakob loh, “Pathen maelhmai tea hmai lamloh hmuh coeng dae ka hinglu huul uh,” a ti dongah tekah hmuen mingte Peniela sui.
31 Og der han kom forbi Pnuel, gik Solen op for ham, og han haltede paa sin Hofte.
Tedae Penuel tea poeng vanneh a soah khomik thoeng. Anih khaw a hlit dongah cungdo phai.
32 Derfor æde Israels Børn ikke den Spændesene, som er paa Hofteskaalen, indtil denne Dag; thi han rørte Jakobs Hofteskaal paa Spændesenen.
Te dongah Israel ca rhoek loh a hlit dongkah tharhui thanal te tihnin due ca uh pawh. Jakob kah tharhui thanal ah aka om a hlit tea koi pah coeng.
