1 Mosebog 31

1 Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Faders har han faaet al den ne Rigdom.

Lao esa, Yakob rena Labꞌan ana nara ola-olaꞌ rae, “Yakob namasuꞌi seli, huu ana ao nabasaꞌ hita ama na hata-heto nara.”

2 Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn.

Yakob o mete ama ari na matan nda matetuꞌ sa ena, ma nda malole onaꞌ feꞌesaꞌan sa.

3 Da sagde Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.

Basa ma, LAMATUALAIN olaꞌ no Yakob nae, “Ia naa, fai na losa ena. Ho musi baliꞌ misiꞌ ina-ama mara. Dei fo Au o nggo.”

4 Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit Kvæg.

Basa naa ma, Yakob denu reu roꞌe Rahel no Lea, fo reu randaa ro e sia mooꞌ mamana banda ra.

5 Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig.

Boe ma nafadꞌe se nae, “Fai maꞌabui na ia, au mete hei ama ma mata na nasat, ma nda maloleꞌ no au sa onaꞌ maꞌahulu na. Te Lamatualain fo ama ngga namahereꞌ a, no au.

6 Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt.

Hei ruꞌa nggi bubꞌuluꞌ, doo basa ia, au tao ues itaꞌ mamate ngga fee hei ama ma!

7 Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt.

Te onaꞌ naa o, ana eꞌedik au lao hetar ena. Ana nggati au bebꞌengge ngga losa lao sanahulu. Mae onaꞌ naa o, Lamatualain nanea nahereꞌ au.

8 Naar han sagde saaledes: De spættede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget spættede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget brogede;

Leleꞌ hei ama ma olaꞌ nae, ‘Banda kokotoꞌ ra, seba neu ho,” boe ma, banda ra bꞌonggi na basa se kokotoꞌ. Faiꞌ ruma te, ana olaꞌ fai nae, ‘Ia naa, banda eꞌeꞌta ra dadꞌi ena ma,’ boe ma banda ra bꞌonggi na akaꞌ a eꞌeꞌta ra.

9 og Gud har borttaget eders Faders Kvæg og givet mig.

Lamatualain tao taꞌo naa, fo Ana haꞌi nala ama ma banda nara, fee neu au.

10 Og det skete, naar Tiden kom, at Kvæget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvæget, vare brogede, spættede og haglede;

Lao esa, leleꞌ banda ra fula-fai rahoo na, au ulumein, ae basa banda mone mana mahooꞌ ra, akaꞌ a kokotoꞌ ma eꞌetaꞌ.

11 og den Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg.

Au ulumein onaꞌ a Lamatualain ate na mia sorga noꞌe au nae, ‘We! Yakob!’ De au utaa ae, ‘Taꞌo bee, Lamatuaꞌ?’

12 Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig.

Ma ana nafadꞌe nae, ‘Mete dei! Basa banda mana mahooꞌ ra, akaꞌ a kokotoꞌ ma eꞌetaꞌ ra. Au mana tao naa ra, huu Au ita Labꞌan tatao na neu nggo.

13 Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde mig Løfte; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land.

Au ia, Lamatualain mana natudꞌu Ao na neu nggo mia Betel. Sia naa, ho muririi fatu, ma mbori mina neu ata, de beꞌutee neu Au. Boe ma ho tao hehelu-fufuliꞌ mo Au sia naa. Ia naa, ho musi lao hela nusaꞌ ia, fo baliꞌ misiꞌ ina-ama ma nusa na.’”

14 Da svarede Rakel og Lea og sagde til ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus?

Boe ma Lea no Rahel rataa rae, “Neu! Hai tunggaꞌ a! Hai nda afiꞌ miꞌena hata-hetoꞌ saa-saa mia ama Labꞌan sa ena.

15 Ere vi ikke regnede for ham som fremmede? thi han har solgt os, ja endogsaa aldeles fortæret, hvad han fik for os.

Dꞌoo na basa ia, toulasiꞌ a tao hai onaꞌ a atahori feaꞌ. Ana seo hendi hai ma naa hendi hai feli ma ena.

16 Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig.

Basa hata-heto fo Lamatualain haꞌi mia ama Labꞌan, ia naa dadꞌi hita to tititi-nonosiꞌ tara hata-heto na ena. De mete ma Lamatualain nae taꞌo bee, naa, hai tunggaꞌ a!”

17 Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne

Basa naa ma, Yakob mbedꞌaꞌ-nggao sudꞌi a saa nara, de nafufuaꞌ sao-ana nara reu banda onta ata. Ana o mboo nendi basa banda nara, ma nendi sudꞌi a saa nara fo ana hambu mia Padan Aram, fo baliꞌ Kanaꞌan reu.

18 og bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvæg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader i Kannans Land.

19 Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder.

Leleꞌ naa, Labꞌan neu nggute hiek-lombo ra fulu nara. De Rahel namanaꞌo nendi ama na paton sosonggo na.

20 Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede.

Basa ma, Yakob se lao neneeꞌ a, nda rafadꞌe ama ari na sa.

21 Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead.

Ana haꞌi nendi basa hata-heto nara, ma lao haelalai tungga loe Efrat, mbali lete Gilead reu.

22 Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendegivet, at Jakob flyede.

Seli fai telu ma, Labꞌan hambu haraꞌ oi, Yakob se rela ena.

23 Saa tog han sine Brøde med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead.

Ana naꞌabꞌue atahori nara, de reu oi tungga ana mone feu na. Ara oi tungga se basa fai hitu, dei de hambu se mia lete-leteꞌ mana sia Gilead.

24 Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt.

Tetembaꞌ naa, Lamatualain natudꞌu ao na neu Labꞌan mia meit rala. Ana nae, “Labꞌan! Mete ma olaꞌ mo Yakob, naa, munea mulolole bafa ma.”

25 Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead.

Tetembaꞌ naa, Yakob naririi lalaat sia lete Gilead. Ma Labꞌan se o raririi sira lalaat na nda naꞌadꞌodꞌooꞌ no naa sa.

26 Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som var de fangne med Sværd?

Basa ma, Labꞌan nema nandaa no Yakob. Ana olaꞌ nae, “He! Yakob! Taꞌo bee de ho mela mendi au ana feto nggara neuꞌ ena taꞌo ia? Onaꞌ a rambas mala se mia musu a.

27 Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til Kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer?

Hieꞌ o ho mela neeneeꞌ a, nda mutea au saꞌ boe! Onaꞌ a ho mufadꞌe au no malolole na, au tao fefetas, fo ro hei mo lii-liiꞌ ra, basa fo mboꞌi hei lao.

28 Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre? nu, du har gjort daarligen.

Ho sala ma esa fai, ho nda fee au idꞌu umbu-ana nggara, dei fo mboꞌi hei sa. Tatao ma ia, nggoaꞌ!

29 Jeg havde vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt.

Au bisa tao deꞌulaka neu nggo no mudaꞌ! Te tembaꞌ a, Lamatualain, fo ama ma namahereꞌ a, ai au nae, mete ma au olaꞌ o nggo, naa, musi unea bafa ngga malolole.

30 Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder?

Memaꞌ ho mae lao o nda saa saꞌ boe, huu hii maeꞌ a baliꞌ ena. Te taꞌo bee de ho feꞌe mumunaꞌo mendi au paton sosonggo nggara?”

31 Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døtre fra mig;

Yakob nataa nae, “Toꞌo afiꞌ mumunasa au! Au lao nenee na, huu umutau, afiꞌ losa toꞌo ai hela ana nggara, naa, taꞌo bee?”

32 men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem.

Te Yakob nda nahine nae sao na Rahel haꞌi nendi paton naa ra sa. De ana nae, “Toꞌo! Paton naa ra sangga neuꞌ ena! Mete ma hambu sia seka, naa, hukun misa e. Lengga-ofe basa e! Mete ma toꞌo hambu bua pusaka feaꞌ mara, naa, haꞌi mala baliꞌ se. Hela fo basa atahori ia ra, dadꞌi sakasii.”

33 Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt.

Boe ma Labꞌan neu lengga-ofe esa-esaꞌ lalaat na. Naꞌahuluꞌ mia Yakob lalaat na. Basa de, mia Lea lalaat na. Dei de ate ina karuaꞌ ra lalaat nara. Te nda nita paton na sa. Dei de, ana nisiꞌ Rahel lalaat na.

34 Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet.

Te Rahel funi paton naa ra sia banda onta lalakat na raeꞌ. De ana endoꞌ neu lalakat naa ataꞌ. Labꞌan lengga-ofe lutuꞌ-leloꞌ sia Rahel lalaat na, te nda nita sa.

35 Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne.

Ma Rahel olaꞌ no ama na nae, “Amaꞌ afiꞌ mumunasa. Au nda umburiiꞌ ala sa, te au hambu hedꞌi inaꞌ.” Boe ma Labꞌan sangga fai, te nda nita paton naa ra sa.

36 Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes?

Boe ma Yakob namanasa, de bua Labꞌan nae, “Au tao salaꞌ saa o toꞌo? De toꞌo nema oi tungga au, onaꞌ au atahori deꞌulakaꞌ!

37 Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj, hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? læg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to!

Toꞌo lengga-ofe basa sudꞌi a saa ra ena. De toꞌo hambu saa? Tao sobꞌa se reu mataꞌ ia fo basa nggita mete! Naa fo atahori ia ra raꞌetuꞌ, sudꞌiꞌ a saa ra, seka ena na.

38 Jeg har været hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og Vædrene af dit Kvæg har jeg ikke ædet.

Au dadꞌi toꞌo kuli na, too rua nulu ena. Au unea toꞌo banda nara, esa nda hendir saꞌ boe. Ma au nda ua esa saꞌ boe!

39 Hvad som var revet, har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du krævede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten.

Mete ma banda fui ra tao risa toꞌo banda na esa, au nda ufadꞌe toꞌo sa, te au nggati. Ma mete ma atahori ramanaꞌo toꞌo banda na, toꞌo fee au nggati, mae au nda sala sa o.

40 Saa gik det mig: om Dagen fortærede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne.

Rereloꞌ na, relo a haa au. Ma tetembaꞌ na, au maꞌarini huu maꞌasufuꞌ a. Au beꞌe nda sungguꞌ ala sa, huu unea toꞌo banda nara.

41 Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvæg, og du har forandret min Løn ti Gange.

Memaꞌ taꞌo naa, losa too rua nulu. Au tao ues too sanahulu haa, de hambu toꞌo ana feto nara. Basa ma, tao ues too nee fai, de hambu banda nggara. Tao ues doo basa na, te toꞌo nggati naꞌamiminaꞌ au sesebꞌa ngga lao sanahulu.

42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat.

Andiꞌ a Lamatualain, fo baꞌi Abraham no baꞌi Isak ramahereꞌ a. Onaꞌ Ana nda nanea au sa, naa, toꞌo denu oi hendi au ena, no lima rouꞌ. Te Lamatualain nda naꞌapopokeꞌ mata Na neu au sususa ngga sa, ma Ana nita basa ue-taos nggara. Naa de, tembaꞌ a, Ana nema ai toꞌo.”

43 Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvæg er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født?

Labꞌan rena Yakob olaꞌ taꞌo naa ma, ana nataa nae, “Taꞌo ia! Ana ina karuaꞌ ra naa ra, au ana nggara. Ara bꞌonggi ralaꞌ ra, au umbu nggara. Basa banda ia ra, au ena nggara. Basa ho mitaꞌ ra, memaꞌ au ena ngga. Te au ae tao saa? Au nda bisa ai se sa.

44 Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et Vidne imellem mig og imellem dig.

Malole lenaꞌ, ruꞌa nggita tao hehelu-fufuliꞌ, fo tasodꞌa tungga e.”

45 Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke.

Basa ma, Yakob haꞌi fatu monaeꞌ esa, de naririi neu naa, dadꞌi tatandaꞌ.

46 Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben.

Ana o denu atahori nara, reu kumbu fatu, fo lutu mbatu. Basa ma, ara endoꞌ raa deka fatu naa ra.

47 Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead.

Labꞌan babꞌae lutu mbatu naa, Yegar Sahaduta. Te Yakob babꞌae naran, Galeed.

48 Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead,

Boe ma Labꞌan nae, “Fatu nenelutu mbatuꞌ ia dadꞌi sakasii fee ruꞌa nggita.” Naa de, mamanaꞌ naa, naran, Galeed.

49 og Mizpa; thi han sagde: Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne.

Labꞌan o babꞌae mamanaꞌ naa naran, Mispa (onaꞌ dedꞌea feaꞌ esa, fo sosoa na ‘mamana nenea naruꞌ’), huu ana olaꞌ nae, “Dei fo LAMATUALAIN nanea ruꞌa nggita, fo mae hita esa naꞌadooꞌ no esa o, ata afiꞌ liliꞌ hehelu-fufuliꞌ ia.

50 Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.

Mete ma ho tao deꞌulakaꞌ neu au ana ngga ia ra, do sao mo ina feaꞌ fai, naa, au nda bubꞌuluꞌ sa. Te musunedꞌa! Lamatualain dadꞌi sakasii neu rua nggita.

51 Og Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig,

Mete sobꞌa fatu mana ririiꞌ ia, no fatu manalutu mbatuꞌ ia. Musunedꞌa, fatu ia ra, o dadꞌi lalaneꞌ. Ho afiꞌ lao seli fatu lalaneꞌ ia ra, fo tao deꞌulakaꞌ neu au. Ma au o afiꞌ lao seli fatu ia ra, fo tao deꞌulakaꞌ neu nggo.

52 denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være Vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde.

53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel.

Hita tao hehelu-fufuliꞌ ia, tendiꞌ hita bei-baꞌi nara Lamatualain na. Eni, ho baꞌi ma Abraham, ma au baꞌi ngga Nahor Lamatualain na. Dei fo Ana dadꞌi mana maꞌetuꞌ hita dedꞌea na.” Yakob rena taꞌo naa ma, ana soꞌu susumbaꞌ, nendiꞌ Lamatualain naran fo ama na Isak beꞌutee neuꞌ a.

54 Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten.

Basa naa ma, Yakob hala banda, de nendi dadꞌi tutunu-hohotuꞌ fee Lamatualain sia leteꞌ naa ata. Ana noꞌe basa atahori ra, de raa raꞌabꞌue, ma beꞌe losa fefetun.

55 Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.

Mbila fefetu na ma, Labꞌan neu holu-idꞌu basa umbu-ana nara. Ana olaꞌ fee se papala-babꞌanggiꞌ, de baliꞌ nisiꞌ nusa na.