1 Mosebog 30
1 Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg.
Tedae Rakhel loh Jakob ham ca cun pawh tila a hmuh vaengah Rakhel te a maya taengah thatlai. Te dongah Jakob la, “Kai he capa m'pae lah, te pawt koinih ka duek ni,” a ti nah.
2 Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt?
Te dongah Jakob kah a thintoek te Rakhel taengah sai tih, “Kai he nang bung kah a thaih aka hloh Pathen yueng la ka om a?,” a ti nah.
3 Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende.
Tedae, “Ka taengom Bilhah taengah kun mai saw he. Te daengah ni ka khuklu ah ca han sak vetih anih lamloh kai khaw ka thoh eh?,” a ti nah.
4 Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende.
Te dongah a taengom Bilhah te a yuu la a paek tih Jakob loh anih taengah ip.
5 Og Bilha undfik og fødte Jakob en Søn.
Bilhah khaw pumrhih tih Jakob ham ca a cun pah.
6 Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan.
Te vaengah Rakhel loh, “Pathen loh kai n'yan cakhaw ka ol te a yaak bal tih kai he ca tongpa m'paek coeng,” a ti. Te dongah anih ming te Dan a sui.
7 Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn.
Te phoeiah koep pumrhih tih Rakhel kah taengom Bilhah loh Jakob ham capa pabae te a cun pah.
8 Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster, jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali.
Te vaengah Rakhel loh, “Pathen kah rhaknah dongah ka maya te ka hnueih tih ka na coeng,” a ti. Te dongah anih ming te Naphtali a sui.
9 Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru.
Tedae Leah loh ca cun ham bawt coeng tila a hmuh dongah a taengom Zilpah te a khuen tih Jakob taengah a yuu la a paek.
10 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn.
Te dongah Leah kah taengom Zilpah loh Jakob ham capa a cun pah.
11 Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad.
Te vaengah Leah loh, “Yoekam loh a loh,” a ti dongah anih ming te Gad a sui.
12 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn.
Te phoeiah Leah kah taengom Zilpah loh Jakob ham capa pabae a cun pah hatah,
13 Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.
Leah loh, “Kai bahoeng ka omngaih, te dongah tanu rhoek loh kai he n'uem uh ni,” a ti tih anih ming te Asher a sak.
14 Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kære, giv mig af din Søns Dudaim!
Cang ah tue vaengah Reuben te a caeh hantah lohma ah hloih a hmuh tih a manu Leah taengla a khuen. Te vaengah Rakhel loh Leah taengah, “Na capa kah hloih te kai hamla khueh mai,” a ti nah.
15 Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudaim? Og Rakel sagde: Derfor maa han ligge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim.
Tedae Leah loh anih la, “Ka va te nan rhawt tih rhoeh dae ka ca kah hloih te khaw na lo a ya? a ti nah hatah Rakhel loh, “Then, na capa kah hloih yueng la khoyin ah nang taengla yalh saeh,” a ti nah.
16 Der Jakob kom af Marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat.
Te dongah pong lamkah Jakob halo hlaem ah anih aka doe la Leah te cet tih, “Ka capa kah hloih neh nang a paang la kan paang coeng dongah kai taengah na ip ni,” a ti nah. Te dongah tekah khoyin ah anih taengla yalh.
17 Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn.
Tedae Pathen loh Leah te a yaak dongah pumrhih tih Jakob ham a panga nah capa a cun pah.
18 Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar.
Te vaengah Leah loh, “Ka va taengah kamah taengom ka paek dongah kai khaw Pathen loh thapang m'paek,” a ti tih anih ming te Issakhar a sui.
19 Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn.
Te phoeiah Leah te koep pumrhih tih Jakob ham parhuk nah capa a cun.
20 Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon.
Te vaengah Leah loh, “Pathen loh kai he kutdoe then koep m'paek tih anih ham capa parhuk ka cun pah. Te dongah ka va loh kai n'hmaiben pawn ni,” a ti tih a ming te Zebulun a sui.
21 Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.
Te phoeiah a hnuk la canu a cun tih a ming te Dinah a sui.
22 Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv.
Tedae Pathen loh Rakhel te a poek. Te dongah Pathen loh anih ol te a hnatun tih a bung te a ong pah.
23 Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse.
Te dongah pumrhih tih capa a cun hatah, “Kai kah kokhahnah he Pathen loh a coi sak,” a ti.
24 Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn!
“BOEIPA loh kai ham capa a tloe han thap saeh,” a ti tih anih ming te Joseph a sui.
25 Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land.
Tedae Rakhel loh Joseph a sak phoeiah tah Jakob loh Laban taengah, “Kai he kamah hmuen la, kamah khohmuen ah pongpa ham n'tueih laeh.
26 Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig.
Ka yuu rhoek neh ka ca rhoek te m'pae. Amih ham nang taengah ka thotat tih ka thohtatnah khaw nang ham ni ka thohtat tila na ming coeng dongah ka cet pawn ni,” a ti nah.
27 Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld.
Tedae anih te Laban loh, “Nang kong ah BOEIPA loh ka yoe han then sak tila ka hmuhming. Nang mikhmuh ah mikdaithen la ka om atah bet om mai dae,” a ti nah.
28 Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig.
Te phoeiah, “Kai taengkah na thapang te mingpha sak lamtah kan paek bitni,” a ti nah.
29 Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig, og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig.
Te dongah Jakob loh Laban te, “Nang taengah ka thohtat te khaw, na boiva loh kai taengah a om te khaw na ming.
30 Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har det udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus?
Ka mikhmuh ah nang kah a yol ni a om dae a cungkuem te pungtai coeng. Te dongah BOEIPA loh nang te ka kho kung ah yoethen m'paek. Tedae me vaengah lae kai loh ka imkhui ham khaw ka saii coeng?,” a ti nah.
31 Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget; dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar.
Te vaengah, “Nang te balae kan paek eh?,” a ti nah. Jakob loh, “Kai he pakhat khaw m'pae boeh, he ol he kai hamla nan khueh atah, ka mael neh na boiva te ka luem puei vetih ka dawn mai bitni.
32 Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke, hvert sort Stykke iblandt Faarene, og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn.
Tihnin ah nang kah boiva boeih taengla ka cet eh. Te lamkah tu boeih te rhikrhak neh a tairhi khaw, tuca khuikah tu pol boeih khaw, maae khuiah a tairhi neh rhikrhak khaw ka khoe saeh lamtah ka thapang la om saeh.
33 Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag i Morgen, naar du kommer at bese min Løn; hvad som ikke er spættet eller spraglet iblandt Gederne og sort iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig.
Na mikhmuh ah maae khui lamkah a rhikrhak neh a tairhi pawt boeih, tu khui lamkah a pol pawt te ka taengla a huen khaw, thangvuen khohnin kah ka thapang dongah na pai vaengah, kai yueng la ka duengnah thui nawn saeh.
34 Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som du har sagt!
Te dongah Laban loh, “Namah olka bangla a om saeh ne,” a ti nah.
35 Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns Hænder.
Te dongah amah khohnin ah maaetal a rhangcam neh a tairhi te khaw, maae nu rhikrhak neh a tairhi boeih te khaw, a soah aka bok boeih neh tuca khuikah aka pol boeih te a khoe tih a capa kut ah a tloeng pah.
36 Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde.
Te phoeiah hnin thum longcaeh te amah neh Jakob laklo ah hnalak a khueh. Te daengah Jakob loh Laban kah boiva la aka sueng rhoek te a luem sak.
37 Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og udskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene.
Tedae Jakob loh amah ham khabok neh yungkha neh hlimbok kah a hlaeng te thingsup la a loh. Te phoeiah a dakda aka bok te a hlih tih cungkui dongah a bok la a tai.
38 Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i Renderne, i Vandtrugene, hvor Faarene skulde komme at drikke, ret lige for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke.
Te phoeiah thing hlaeng a baeh te tuilong ah khaw, tuisoi tui taengah khaw, tui ok hamla boiva a kun nah ah khaw, boiva hmai ah khaw a khueh pah. Te dongah tui o la a caeh uh vaengah a pacu uh.
39 Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og spraglede.
Boiva te cungkui taengah a pacu tih boiva khaw a rhangcam, rhikrhak la thang tih a tairhi pah.
40 Saa lod Jakob Lammene skille fra og stillede Faarenes Ansigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord.
Te vaengah Jakob loh tuca rhoek te a hoep tih Laban kah boiva khuikah a rhangcam neh aka pol boeih taengla boiva kah a hmai a khueh. Te phoeiah amah loh amah kah tuping te amah la hloep a khueh. Tedae te rhoek te Laban kah boiva taengah khueh pawh.
41 Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde parre sig ved Kæppene.
Te phoeiah om tih boiva loh a pa a cuk takuem vaengah a tanglue te tah cungkui taengah a pa a cuk sak ham Jakob loh cungkui te tuilong kah boiva hmuh ah a khueh.
42 Men naar Faarene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs.
Tedae boiva te a rhae ngai atah a khueh pah pawt dongah a rhae rhoek te Laban ham om tih a tanglue te Jakob ham vik om.
43 Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.
Te dongah tekah hlang tah lut lut boei tih anih taengah boiva khaw, taengom neh sal khaw, kalauk neh laak khaw muep om.
