< 1 Mosebog 29 >
1 Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.
Basa ma, Yakob lao nakandoo seriꞌ rulu neu.
2 Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor.
Faiꞌ esa, ana nita oe mataꞌ sa deka kamboꞌ esa. Hiek-lombo nononggoꞌ telu, nea-nea rae rinu sia naa. Te fatu monaeꞌ esa tatana oe mataꞌ a.
3 Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa Brønden, paa sit Sted.
Mia doo na, mete ma hiek-lombo basa se raꞌabꞌue, dei fo manatadꞌa ra oꞌo dinggoꞌ fatu a, fo hando oe fee se rinu. Basa fo, ara tatana baliꞌ oe mataꞌ a.
4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi.
Yakob natane manatadꞌa ra nae, “Hei ma bee ima?” Ara rataa rae, “Hai, mia kambo Haran ia.”
5 Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn? og de sagde: Vi kende ham.
Yakob natane seluꞌ nae, “Mihine toꞌo Labꞌan ngga, do? Eni, Nahor anan.” Ara rataa rae, “Hai mihine.”
6 Og han sagde til dem: Gaar det ham vel? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene.
Ma Yakob natane fai nae, “Ana malolole, do?” Ara rataa rae, “Tou lasiꞌ a malolole. Sobꞌa mete dei. Naa, eni ana feto na, naran Rahel. Ana mboo nendi hiek-lombo nara rema rinu sia ia. De muhani e.”
7 Da sagde han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem!
Basa ma Yakob olaꞌ nae, “Oras ia, feꞌe rereloꞌ. Malole lenaꞌ banda bee raꞌabꞌue sia ia ena, naa, hei fee se rinu leo. Basa fo, mboo mendi se nembe reu, fo raa selu uru.”
8 Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene.
Te ara rareresi rae, “We, nda taꞌo naa sa! Hai musi mihani manatadꞌa ra basa se mboo rendi banda ra raꞌabꞌue sia ia dei, fo hai feꞌe oꞌo dinggoꞌ fatu a, fo hani se.”
9 Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.
Yakob feꞌe ola-olaꞌ no atahori ra ma, Rahel losa no ama na hiek-lombo nara. Eni mana biasa mboo banda naa ra.
10 Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbroder Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen fra Hullet paa Brønden og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
Yakob nita Rahel ma hiek-lombo nara ma, ana neu oꞌo dinggoꞌ oe mataꞌ a tatana na. De hani toꞌo na banda nara.
11 Og Jakob kyssede Rakel og opløftede sin Røst og græd.
Basa ma, ana neu holu-idu Rahel, ma nggae.
12 Og Jakob sagde Rakel, at han var hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
Ana dui Rahel nae, “Odꞌi! Au ia, ho ama ma odꞌi na Ribka anan.” Boe ma, Rahel nela baliꞌ neu nafadꞌe ama na.
13 Og det skete, der Laban hørte den Tidende om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse Ting.
Labꞌan rena Rahel dui soꞌal Yakob, eni odꞌi na Ribka anan ma, ana nelaꞌ neu soru e. Ara randaa ma, Labꞌan holu ma idu e. Basa ma, no Yakob ume neu, de Yakob dui basaꞌ e neu e.
14 Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit Kød; og han blev hos ham en Maanedstid.
Ma Labꞌan olaꞌ nae, “Memaꞌ tebꞌe! Hita ruꞌa nggita bobꞌonggiꞌ!” Yakob leo no se losa fula esa ena ma,
15 Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig mig, hvad din Løn skal være.
Labꞌan olaꞌ no e nae, “Taꞌo ia, Ako! Au nda nau ho tao ues mudꞌaꞌ sa, huu ruꞌa nggita bobꞌonggiꞌ. Ho moꞌe nggadiꞌ baꞌu sa?”
16 Og Laban havde to Døtre: Den ældstes Navn var Lea, og den yngstes Navn Rakel.
Labꞌan ana feton rua. Aꞌa ka, naran Lea, ma odꞌi ka, naran Rahel.
17 Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af Anseelse.
Lea, akaꞌ mata deke na fo maloleꞌ, te Rahel meulau na seli.
18 Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.
Yakob sue Rahel, de nataa Labꞌan nae, “Au tao ues fee toꞌo too hitu, sadꞌi toꞌo fee au sao ala Rahel.”
19 Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig!
Ma Labꞌan nataa nae, “Au nau! Malole lenaꞌ au fee ne sao nggo, fo au bobꞌonggi ngga. Naa fo, atahori feaꞌ afiꞌ sao rala e. De leo siaꞌ a ia, fo tao ues fee au.”
20 Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at være faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende.
Boe ma Yakob tao ues too hitu, fo bisa sao Rahel. Huu ana sue Rahel seli, naa de, too hitu naa ra, ana medꞌa onaꞌ fai hiraꞌ a.
21 Og Jakob sagde til Laban: Giv mig min Hustru; thi min Tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende.
Basa too hitu naa ra ma, Yakob fee nesenenedꞌaꞌ neu Labꞌan nae, “Toꞌo! Au tao ues fee toꞌo too hitu ena. De fee au sao Rahel leo.”
22 Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen og gjorde et Gæstebud.
Boe ma, Labꞌan lemba-dꞌodꞌe se, de narolo basa atahori sia nusaꞌ naa.
23 Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham, og han gik ind til hende.
Tetembaꞌ naa, Labꞌan nda fee Rahel sa, te ana fee Lea nisiꞌ Yakob lalaat na rala. De Yakob sungguꞌ no e. Mbila fefetu na ma, Yakob feꞌe bubꞌuluꞌ nae, eni sao Lea. De ana neu natane Labꞌan nae, “Saa de toꞌo eꞌedꞌik au? Au tao ues too hitu, fo ae sao Rahel! Taꞌo bee de nggati no Lea?” Ma Labꞌan nataa nae, “Afiꞌ mumunasa taꞌo naa! Tungga hai adat ma, odꞌiꞌ afiꞌ sao naꞌahuluꞌ aꞌaꞌ. Malole lenaꞌ taꞌo ia! Muhani lemba-dꞌodꞌeꞌ ia losa fai hitu basa dei. Basa fo, ho sao Rahel, sadꞌi ho tao ues fee au too hitu fai.” Boe ma Labꞌan fee ate ina na, naran Silpa, fo dadꞌi Lea ate na.
24 Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter.
25 Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? har jeg ej tjent hos dig for Rakel? og hvi har du bedraget mig?
26 Og Laban sagde: Det sker ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte.
27 Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar.
28 Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru.
Yakob o nau boe. Naa de, fefeta fai kahituꞌ a basa ma, Labꞌan naꞌasasaoꞌ Rahel no Yakob.
29 Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende.
Labꞌan fee ate inaꞌ na esa fai, naran Bilha, fo dadꞌi Rahel ate na.
30 Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syr andre Aar.
Basa ma, Yakob sungguꞌ no Rahel. Ana sue Rahel lenaꞌ Lea, de tao ues seluꞌ too hitu fee ama ari na.
31 Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.
LAMATUALAIN nahine Yakob sue Rahel lenaꞌ Lea. De Ana fee Lea bꞌonggi, te Rahel nda bꞌonggi sa.
32 Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig.
Lea nairu, de bꞌonggi ana touꞌ esa. Ana nae, “LAMATUALAIN memaꞌ nita au sususa ngga. Ia naa, sao ngga nau mete-seꞌu au, huu anaꞌ ia.” Naa de, ana babꞌae anaꞌ a, Ruben (lii na, naeꞌ a onaꞌ dedꞌeat esa fo sosoa na, ‘ana nita au sususa ngga ena’).
33 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon.
Basa ma, Lea nairu seluꞌ, de bꞌonggi ana touꞌ esa fai. Ana nae, “LAMATUALAIN rena au sao ngga nda tao mataꞌ neu au sa. Naa de, Ana fee au anaꞌ esa fai.” Naa de, ana babꞌae anaꞌ naa, Simeon (sosoa na ‘atahori rena ena’).
34 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi.
Basa ma, Lea nairu seluꞌ, de bꞌonggi ana touꞌ esa fai. Ana nae, “No anaꞌ ia, au dedꞌeat ngga basa ena. Au sao ngga musi nenepaꞌaꞌ no au, huu au bꞌonggi fee ne ana touꞌ telu ena.” Naa de, ana babꞌae anaꞌ naa, Lewi (sosoa na ‘nenepaꞌaꞌ’).
35 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.
Basa ma, Lea nairu fai, de bꞌonggi ana touꞌ esa. Ana nae, “Oeꞌ ia, au ae koa-kio LAMATUALAIN!” Naa de, ana babꞌae anaꞌ naa, Yahuda (sosoa na mbei ma ‘koa-kio’). Basa naa ma, Lea nda bꞌonggi sa ena.