1 Mosebog 29
1 Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.
Na ka turia atu e Hakopa, ka haere ki te whenua o nga tangata o te rawhiti.
2 Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor.
Na ka titiro atu ia, a ka kite i tetahi poka i te parae, na, ko etahi kahui hipi e toru e takoto ana i te taha; i whakainumia hoki e ratou nga kahui ki te wai o taua poka: he nui hoki te kohatu i te waha o te poka.
3 Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa Brønden, paa sit Sted.
I huihuia hoki ki reira nga kahui katoa: a whakataka atu ana e ratou te kohatu i te waha o te poka, kia whakainumia ai nga hipi, na ka whakahokia ano e ratou te kohatu ki te waha o te poka, ki tona wahi.
4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi.
Na ka mea a Hakopa ki a ratou, E oku tuakana, no hea koutou? A ka mea ratou, No Harana matou.
5 Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn? og de sagde: Vi kende ham.
Na ka mea ia ki a ratou, E mohio ana ianei koutou ki a Rapana, tama a Nahora? Ka mea ratou, E mohio ana ano matou.
6 Og han sagde til dem: Gaar det ham vel? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene.
A ka mea ia ki a ratou, E ora ana ranei ia? Ka mea ratou, E ora ana ano: ko Rahera ano tenei, ko tana tamahine te haere mai nei me nga hipi.
7 Da sagde han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem!
Na ka mea ia, Nana, he nui ano te ra, ehara tenei i te wa hei huihuinga mai mo nga kararehe: whakainumia nga hipi, haere hoki ki te whangai.
8 Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene.
Na ka mea ratou, E kore e taea e matou, kia huihuia mai ra ano nga kahui katoa, kia whakataka hoki e ratou te kohatu i te waha o te poka; katahi ka whakainu matou i nga hipi.
9 Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.
I a ia ano e korero ana ki a ratou, ka puta mai a Rahera me nga hipi a tona papa: ko ia hoki te kaiwhangai.
10 Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbroder Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen fra Hullet paa Brønden og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
A, no te kitenga o Hakopa i a Rahera tamahine a Rapana, tungane o tona whaea, me nga hipi hoki a Rapana, tungane o tona whaea, na ka haere a Hakopa, a whakataka atu ana e ia te kohatu i te waha o te poka, whakainumia ana e ia nga hipi a Rapana, tungane o tona whaea.
11 Og Jakob kyssede Rakel og opløftede sin Røst og græd.
Na ka kihi a Hakopa i a Rahera, a nui atu tona reo ki te tangi.
12 Og Jakob sagde Rakel, at han var hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
Na ka whakaaturia e Hakopa ki a Rahera ko ia te iramutu o tona papa, he tama hoki na Ripeka: a ka rere ia ki te korero ki tona papa.
13 Og det skete, der Laban hørte den Tidende om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse Ting.
Na, i te taenga atu ki a Rapana o te rongo o Hakopa, tama a tona tuahine, ka rere ia ki te whakatau i a ia, ka awhi i a ia, ka kihi hoki i a ia, a kawea ana ki tona whare. A ka korerotia e ia enei mea katoa ki a Rapana.
14 Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit Kød; og han blev hos ham en Maanedstid.
Na ka mea a Rapana ki a ia, He pono ko toku whenua, ko toku kikokiko koe. A kotahi te marama i noho ai ia ki a ia.
15 Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig mig, hvad din Løn skal være.
Na ka mea a Rapana ki a Hakopa, No te mea ko taku iramutu koe, me mahi noa ano koe ki ahau? korero mai ki ahau, me aha he utu mou?
16 Og Laban havde to Døtre: Den ældstes Navn var Lea, og den yngstes Navn Rakel.
Na tokorua nga tamahine a Rapana: ko te ingoa o te tuakana ko Rea, ko te ingoa hoki o te teina ko Rahera.
17 Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af Anseelse.
He papahewa nga kanohi o Rea; he mea ahuareka ia a Rahera, he ataahua hoki ki te titiro atu.
18 Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.
Na i aroha a Hakopa ki a Rahera; a ka mea ia, Kia whitu nga tau e mahi ai ahau ki a koe mo Rahera, mo tau tamahine o muri.
19 Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig!
Na ka mea a Rapana, Engari te hoatu e ahau ki a koe, kei hoatu ki te tangata ke: e noho ki ahau.
20 Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at være faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende.
Na e whitu nga tau i mahi ai a Hakopa mo Rahera; a he rangi torutoru noa ake te rite o aua tau ki tona whakaaro, i tona aroha ki a ia.
21 Og Jakob sagde til Laban: Giv mig min Hustru; thi min Tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende.
Na ka mea a Hakopa ki a Rapana, Homai taku wahine, kua rite nei hoki oku ra, kia haere ahau ki roto, ki a ia.
22 Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen og gjorde et Gæstebud.
Na ka huihuia mai e Rapana nga tangata katoa o taua wahi, a tukua ana e ia he hakari.
23 Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham, og han gik ind til hende.
A, i te ahiahi ka mau ia ki a Rea ki tana tamahine, a kawea ana ia ki a ia; a ka haere ia ki roto, ki a ia.
24 Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter.
A i hoatu e Rapana a Tiripa, tana pononga wahine, hei pononga ma Rea, ma tana tamahine.
25 Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? har jeg ej tjent hos dig for Rakel? og hvi har du bedraget mig?
A, i te ata, na, ko Rea ia: a ka mea ia ki a Rapana, He aha tenei mahi au ki ahau? ehara ianei a Rahera i taku i mahi ai ahau ki a koe? he aha ra koe i tinihanga ai ki ahau?
26 Og Laban sagde: Det sker ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte.
Na ko te meatanga a Rapana, Ehara tenei i te tikanga o to matou whenua, kia hoatu te teina ki mua o te tuakana.
27 Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar.
Whakatutukitia te wiki mo tenei, a ka hoatu ano hoki tera e matou ki a koe mo te mahi e mahi ai koe ki ahau i etahi atu tau e whitu.
28 Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru.
A pera ana a Hakopa, a whakatutukitia ana e ia te wiki mo tenei: a ka homai e ia a Rahera, tana tamahine, ki a ia hei wahine mana.
29 Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende.
I homai ano e Rapana a Piriha, tana pononga wahine, ki a Rahera, ki tana tamahine, hei pononga mana.
30 Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syr andre Aar.
Na ka haere ano hoki ia ki roto, ki a Rahera, a nui atu tona aroha ki a Rahera i tona ki a Rea; e whitu atu ano nga tau i mahi ai ia ki a ia.
31 Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.
A ka kite a Ihowa e kinongia ana a Rea, ka whakatuwheratia e ia tona kopu: he pakoko ia a Rahera.
32 Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig.
Na ka hapu a Rea, a ka whanau he tama, a huaina ana e ia tona ingoa ko Reupena: i mea hoki ia, Mo Ihowa hoki i titiro mai ki toku tangihanga; ta te mea hoki akuanei taku tahu aroha ai ki ahau.
33 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon.
Na ka hapu ano ia, a ka whanau he tama; a ka mea ia, I rongo hoki a Ihowa e kinongia ana ahau, koia i homai ai hoki e ia tenei ki ahau: a huaina ana e ia tona ingoa ko Himiona.
34 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi.
Na ka hapu ano ia, a ka whanau he tama; a ka mea ia, Katahi ano taku tahu ka piri mai ki ahau, no te mea hoki ka tokotoru a maua tama ka whanau; na reira i huaina ai e ia tona ingoa ko Riwai.
35 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.
Na ka hapu ano ia, a ka whanau he tama; a ka mea ia, Katahi ahau ka whakamoemiti ki a Ihowa: koia i huaina ai e ia tona ingoa ko Hura: a ka mutu tana whanau.
