1 Mosebog 29
1 Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.
Te phoeiah Jakob loh a khoa kan tih khothoeng ca rhoek kah khohmuen la cet.
2 Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor.
Te vaengaha sawt hatah lohma kah tuito khaw, tekah tuito lamkah tui te tupinga tul dongah tuping loh a kaepah pathumlaa kol uh khaw, tuito kah a rhai kah lungrhang te khaw lawta hmuh.
3 Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa Brønden, paa sit Sted.
Te la tuping boeiha tingtun vaengah tuito rhai kah lungto tea paluet uh tih boiva tea tul uh. Te phoeiah lungto te tuito kah a rhai ah amah hmuen laa khueh uh.
4 Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi.
Te dongah Jakob loh amih te, “Ka manucarhoek nangmih he me lamkah rhoek lae,” a tinah hatah, “Kaimih he Haran lamkah ni,” a ti uh.
5 Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn? og de sagde: Vi kende ham.
Te phoeiah amih te, “Nakhaw capa Laban tena ming uh a? a tinah hatah, “Ka ming uh ta,” a ti uh.
6 Og han sagde til dem: Gaar det ham vel? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene.
Te dongah Jakob loh amih taengah, “Anih tea sading ngawn a? a tinah hatah, “A sading tih a canu Rakhel khaw boiva neh halo ke,” a ti na uh.
7 Da sagde han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem!
Te vaengah, “Kho muep om pueng ta he, boivaa tingtun tue moenih. Boiva te tuitul, te phoeiah hlah lamtah luem sak,” a ti nah.
8 Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene.
Tedae amih loh, “Tupingrhoek boeih tingtun tih tuito rhai lamkah lungto te ka paluet uh daengah ni boiva khaw tui ka tuluh. Ka paluet thai uh pawt atah ka tul uh thai pawh,” a ti uh.
9 Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.
Amih te a voek li vaengah Rakhel loh a napa kah tu dawn ham tu neh ha puei uh.
10 Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbroder Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen fra Hullet paa Brønden og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
Tedae Jakob loh a nupu Laban canu Rakhel te khaw, a nupu Laban kah boiva te khawa hmuh vanbangla Jakobte thoeih tih tuito rhai lamkah lungto tea paluet. Te phoeiah a nupu Laban kah boiva te tui a tul pah.
11 Og Jakob kyssede Rakel og opløftede sin Røst og græd.
Te phoeiah Jakob loh Rakhel tea mok dae a ola huel tih rhap.
12 Og Jakob sagde Rakel, at han var hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
Tedae Jakob loh Rakhel taengah amahte a napa kah huiko neh Rebekah capa ni tilaa puen dongah Rakhel te yong tih a napa taengah puen.
13 Og det skete, der Laban hørte den Tidende om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse Ting.
Laban long khaw a ngannu capa Jakob kah olthang tea yaak van neh anih doe ham yong tiha kop phoeiaha mok tih amah im laa khuen vaengah hekah olka boeih te Laban taengaha tae pah.
14 Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit Kød; og han blev hos ham en Maanedstid.
Te dongah Laban loh Jakob taengah, “Nang tah kamah rhuh neh saa pai ni,” a ti nah. Tedae anih taengaha khohnin hla la puet kho a sak.
15 Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig mig, hvad din Løn skal være.
Te vaengah Laban loh Jakob taengah, “Nang he kamah huiko la na om dongaha hoeihae lam a kai taengah na thohtat eh? Kai taengah na thapang te thui,” a ti nah.
16 Og Laban havde to Døtre: Den ældstes Navn var Lea, og den yngstes Navn Rakel.
Te vaengkah Laban canu rhoi tah, a ham mingte Leah tih, a noe ming te Rakhel la om.
17 Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af Anseelse.
Te vaengah Leah kah a mikte mongkawt dae Rakhel tah a suisak sakthen neh mueimae sakthen la om.
18 Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.
Tedae Jakob loh Rakhel tea lungnah dongah, “Na canua noe Rakhel ham nang taengah kum rhih ka tho ka tat ni,” a ti nah.
19 Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig!
Te dongah Laban loh, “Hlang tloe te ka paek lakah nang taengah anih kan paekte then ngai tih kamah taengah khosa mai,” a ti nah.
20 Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at være faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende.
Te vaengah Jakob loh Rakhel ham kum rhih thotat dae anih te a lungnah dongah a mik ah hnin at bangla om.
21 Og Jakob sagde til Laban: Giv mig min Hustru; thi min Tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende.
Te phoeiah Jakob loh Laban te, “Ka khohnin khaw cup coeng tih ka yuu te m'pae lamtah anih taengah ka yalh pawn ni,” a ti nah.
22 Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen og gjorde et Gæstebud.
Te dongah Laban loh te hmuen kah hlang boeih tea coi tih buhkoknaha saii.
23 Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham, og han gik ind til hende.
Tedae hlaema pha vaengah tah a canu Leah tea khuen tiha paek dongah anih taengah Jakob yalh.
24 Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter.
Te phoeiah Laban loh a canu Leah taengah amah kah taengom Zilpah te taengomlaa paek.
25 Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? har jeg ej tjent hos dig for Rakel? og hvi har du bedraget mig?
Tedae mincang ah tah Leah te tarhaa om pah. Te dongah Laban te, “Kai taengah balaena saii he? Rakhel ham nang taengah ka thoh ka tat moenih a? Tedae balae tih kai nan phok,” a ti nah.
26 Og Laban sagde: Det sker ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte.
Te vaengah Laban loh, “Kaimih kho ah caming hlanaha noea paek ham tea saii noek moenih.
27 Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar.
Tahae yalh he a boeih phoeiah kai ham kum rhih koepna thohtat atah tekah thohtatnah yuengla anih te nang taengah kan paek bal ni,” a ti nah.
28 Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru.
Te dongah Jakobloh a saii van tih tekah yalha boeih phoeiah a canu Rakhel te anih yuu la amah taengaha paek.
29 Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende.
Te phoeiah Laban loh a canu Rakhel taengah amah kah taengom Bilhahte taengom laa paek.
30 Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syr andre Aar.
Te vaengah Rakhel taengaha yalh bal hatah Rakhel te Leah lakaha lungnah ngai dongah anih ham kum rhih koep thotat.
31 Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.
Leah te a hnoel te BOEIPAloh a hmuh dongah a bung tah a ong. Tedae Rakhel te a yaa sak.
32 Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig.
Te dongah Leahte pumrhih tih capaa cun hatah, “BOEIPA loh kai kah phacipphabaem tea hmuh tih ka va loh kai n'lungnah taktak pawn ni,” a ti. Te dongah a mingte Reubena sui.
33 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon.
Te phoeiah koep pumrhih tih capaa cun hatah, “Kai n'hnoel te BOEIPAloh a yaak dongah he khaw kai m'paek,” a ti. Te dongah anih mingte Simeona sui.
34 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi.
Te phoeiah koep pumrhih tih capaa cun hatah, “Anih ham capa voei thum ka cun pah dongah ka va loh kai taengah naep pawn ni,” a ti. Te dongah anih mingte Levia sui.
35 Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.
Te phoeiah koep pumrhih tih capaa cun hatah, “BOEIPA te voei vai khaw ka uem eh?,” a ti. Te dongah anih mingte Judaha sui. Te phoeiah a ca cun te duem.
