1 Mosebog 27
1 Og det hændte sig, der Isak blev gammel, og hans Øjne bleve dunkle, at han ikke kunde se, da kaldte han sin ældste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og han sagde til ham: Se, her er jeg.
Isak namalasi ma, mata nara rangga, de noꞌe ana ulu na, fo ana sue naseliꞌ a nae, “Sau e! Uma ia dei!” Esau nataa nae, “Taꞌo bee, amaꞌ?”
2 Og han sagde: Se nu, jeg er gammel og ved ikke min Dødsdag.
Isak nafadꞌe nae, “Taꞌo ia! Au, lasiꞌ ena. Nda bubꞌuluꞌ fai hiraꞌ naa au mate sa.
3 Saa tag nu dine Redskaber, dit Kogger og din Bue, gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt!
De haꞌi tee-tande mara, fo muu sombu banda fui esa fee au dei.
4 Og tilbered mig en god Ret, saasom jeg har Lyst til, og bring mig den, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal dø.
Baliꞌ naa, tunu-nasu maladꞌa-maladꞌaꞌ tungga au hihii ngga, fo mendi nema. Ua basa fo, au fee nggo papala-babꞌanggiꞌ. Basa naa, fo au mate o, malole.”
5 Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at bære hjem.
Boe ma, Esau lao neu sombu banda. Te Ribka o rena Isak oꞌola na boe.
6 Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: Se, jeg hørte din Fader tale til Esau, din Broder, og sige:
De neu nafadꞌe Yakob nae, “We, Ako! Rena malolole! Faꞌ ra ama ma olaꞌ no Esau taꞌo ia:
7 Hent mig noget Vildt og tilbered mig en god Ret, at jeg kan æde, saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg dør.
‘Muu sombu banda fui esa, fo tunu-nasu maladꞌa-maladꞌaꞌ fee au. Mete ma au ua basa, dei fo au fee nggo papala-babꞌanggiꞌ, sia LAMATUALAIN mata na.’
8 Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
De rena malolole, Ako! Tungga tebꞌe-tebꞌeꞌ parenda ngga ia.
9 Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gedekid, at jeg kan tilberede din Fader en god Ret af dem, saasom han har Lyst til.
Oras ia, muu sia hita lalaet hiek-lombo na, fo hii mala hie tena mbarunaꞌ rua. Mbau se fo haꞌi mala sisi na, mendi fee au. Dei fo au tunu-nasu tungga ama ma hihii na.
10 Og den skal du bære til din Fader, at han skal æde deraf, paa det han skal velsigne dig, førend han dør.
Au tunu-nasu ala, naa, mendi fee ama ma fo ana naa. Basa fo, ana fee nggo papala-babꞌanggiꞌ, dei fo ana feꞌe mate na. No taꞌo naa, ho mana hambu papala-babꞌanggiꞌ naa, te nda aꞌa ma sa.”
11 Da sagde Jakob til Rebekka, sin Moder: Se, Esau, min Broder, er en laadden Mand, og jeg er en glat Mand.
Boe ma Yakob olaꞌ no ina na nae, “Te Inaꞌ e! Aꞌa Saul ao na mafuluꞌ, te au ao ngga manggamomouꞌ!
12 Maaske min Fader føler paa mig, og jeg vil synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig og ikke Velsignelse.
Afiꞌ losa amaꞌ nafaroe ao ngga ma, ana nahine au eꞌedik e. Boe ma ana sumba-ndoon au!”
13 Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse komme over mig, min Søn! lyd kun min Røst og gak, hent mig dem!
Ma ina na nataa nae, “Ako e! Afiꞌ duꞌa saꞌ boe. Fee nema, dei fo au tao dalan! Mete ma amam sumba-ndoon nggo, dei fo au lemba-doi! De muu haꞌi hiek leo.”
14 Da gik han og hentede og bragte sin Moder dem; saa tilberedte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til.
Dei de, Yakob neu humu nendi hiek ra, de ana mbau, ma nendi fee ina na. Ma Ribka tunu-nasu tungga Isak hihii na.
15 Og Rebekka tog Esaus, sin ældste Søns, kostelige Klæder, som hun havde i Huset hos sig, og lod Jakob, sin yngste Søn, iføre sig dem.
Ana o haꞌi Esau bua-baꞌu malole na, de fee Yakob pake.
16 Men Skindene af Gedekiddene iførte hun ham om hans Hænder, og hvor han var glat paa Halsen.
Ma ana mboti Yakob lima na no nggara-bote na, nendiꞌ hiek ka fulu na.
17 Og hun gav ham den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i sin Søn Jakobs Haand.
Ma ana fee Yakob nanaa maladꞌaꞌ naa ra, no roti fo ana taoꞌ a.
18 Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: Se, her er jeg; hvo er du, min Søn?
Boe ma Yakob nendi nanaat naa fee ama na. Ana olaꞌ nae, “Ama ngge! Au uma ena.” Isak nataa nae, “Hee? Ho seka?”
19 Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg, Esau, din førstefødte, har gjort, saasom du sagde til mig; kære, staa op, sæt dig og æd af mit Vildt, paa det din Sjæl skal velsigne mig.
Yakob nataa nae, “Au ia, amaꞌ ana ulu na, Esau! Au tao tungga saa fo amaꞌ denu faꞌ ra. Fela fo mua leo. Au nasu ala sisi fo sombu endi mia lasi a. Mua, fo basa na fee au papala-babꞌanggiꞌ leo!”
20 Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes har du saa snart fundet det, min Søn? og han sagde: Fordi Herren din Gud skikkede mig det til Hænde.
Ma Isak olaꞌ nae, “Ho seli, o! Ho hambu banda fui lai-lai neuꞌ ena!” Yakob nataa nae, “Au hambu lai-lai, huu LAMATUALAIN fo amaꞌ beꞌutee neuꞌ a, tulu-fali au.”
21 Da sagde Isak til Jakob: Kom dog nær hid, og jeg vil føle paa dig, min Søn! om du er min Søn Esau eller ej.
Boe ma Isak noꞌe Yakob nae, “Uma deka-deka, fo au ufuroe sobꞌa nggo! Ho ia, tebꞌe Esau, do?”
22 Og Jakob gik nær til sin Fader Isak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder.
Yakob neu deka no ama na, de lasiꞌ a nafaroe e. Ma ana olaꞌ nae, “Haraꞌ ia, onaꞌ Yakob hara na! Te limaꞌ ia, onaꞌ Esau lima na.”
23 Og han kendte ham ikke, thi hans Hænder vare laadne som Esaus, hans Broders, Hænder; og han velsignede ham.
Isak nda nahine ana na Yakob sa, huu lima na mafuluꞌ onaꞌ a Esau. Ana nae fee papala-babꞌanggiꞌ neu Yakob ma,
24 Og han sagde: Du, er du denne min Søn Esau? og han sagde: Jeg er det.
natane seluꞌ fai nae, “Ho ia, tebꞌe-tebꞌeꞌ Esau, do?” Yakob nataa nae, “Tebꞌe amaꞌ!”
25 Da sagde han: Bring mig det hid og lad mig æde af min Søns Vildt, at min Sjæl skal velsigne dig; saa bragte han ham det, og han aad, og han bragte ham Vin, og han drak.
Boe ma, Isak olaꞌ nae, “Lo sisi naa nema, te au ae ua. Dei fo, fee nggo papala-babꞌanggiꞌ.” Yakob loo sisi a neu e, ma fee oe anggor fo ana ninu.
26 Og Isak, hans Fader, sagde til ham: Kære, kom nærmere og kys mig, min Søn!
Basa ma, ama na olaꞌ nae, “Ana ngge! Uma deka-deka sia ia, fo idꞌu au dei.”
27 Og han kom nærmere og kyssede ham; og han lugtede Lugten af hans Klæder og velsignede ham og sagde: Se, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren har velsignet.
Yakob neu deka-deka de idꞌu e, ma Isak hae nala Esau bua-baꞌu na foo na. Basa de, ana olaꞌ fee Yakob papala-babꞌanggiꞌ nae, “Ana ngga foo na, onaꞌ nembe uru fo LAMATUALAIN pala-banggiꞌ.
28 Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme og meget Korn og Most.
Au hule-oꞌe fo Lamatualain naꞌondaꞌ dinis mia lalai a nema, fo tao osi-lutu mara dadꞌi meulauꞌ! Fo Ana fee are nae-nae, ma boa anggor maisi sofeꞌ.
29 Folkene skulle tjene dig, og Folkefærd skulle falde dig til Fode. Bliv en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo som forbander dig, være forbandet, og hvo som velsigner dig, være velsignet!
Nusaꞌ ra dadꞌi ho ate ma, ma leo ra, beꞌutee fee hadat neu nggo. Dei fo ho parenda basa toronoo mara, ma ara sendeꞌ lululangga nara neu nggo. Seka sumba-ndoon nggo, sira o hambu sumba-ndoon boe. Ma seka fee nggo papala-babꞌanggiꞌ, sira o hambu papala-babꞌanggiꞌ boe.”
30 Og det skete, der Isak var færdig med at velsigne Jakob, da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, at Esau, hans Broder, kom fra sin Jagt.
Isak fee basa papala-babꞌanggiꞌ ma, Yakob lao hela e. Boe ma, aꞌa na Esau baliꞌ nendi banda fo sombu nalaꞌ a.
31 Og han tilberedte ogsaa en god Ret og bragte den ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staa op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig.
Ana tunu-nasu nala, de nendi fee ama na, ma olaꞌ nae, “Ama ngge! Fela fo mua leo. Au tunu-nasu sisi fo sombu alaꞌ a. Mua leo, fo basa naa, fee au papala-babꞌanggiꞌ.”
32 Da sagde Isak, hans Fader til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din førstefødte, Esau.
Isak rena nala ma, ana titindindi, de natane nae, “Hee! Ho se fai?” Esau nataa nae, “Au, Sau! Ana ulu ma.”
33 Da forfærdedes Isak med en overmaade stor Forfærdelse og sagde: Hvo er dog den, som fangede Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg har velsignet ham; og han skal ogsaa være velsignet.
Boe ma Isak nggeꞌe-nggeꞌe. Natane nae, “Seka mana nendi sisi faꞌ ra? Au ua basa, de fee ne papala-babꞌanggiꞌ ena. Nda bisa lea baliꞌ sa.”
34 Der Esau hørte sin Faders Tale, da skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!
Rena ama na olaꞌ taꞌo naa ma, Esau rala na mera, de nggae ma nggasi nahereꞌ nae, “Adoo! Amaꞌ e! Fee au papala-babꞌanggiꞌ boe!”
35 Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse.
Te Isak nae, “Nesen. Odꞌim eꞌedik nala au ena, ma namanaꞌo nendi papala-babꞌanggim ena.”
36 Da sagde han: Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han nu har to Gange bedraget mig? min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse; og han sagde: Har du ikke bevaret mig en Velsignelse?
Boe ma Esau olaꞌ nae, “Ana eꞌedik nala au lao rua ena. Fefeu na, ana eꞌedik de haꞌi nala hak ulu ngga. Ia naa, papala-babꞌanggi ngga fai. Memaꞌ naran ‘Yakob’ naa, nandaa, huu ana mana maꞌedik. Amaꞌ feꞌe muꞌena papala-babꞌanggiꞌ feaꞌ fee au, do?”
37 Og Isak svarede og sagde til Esau: Se, jeg har sat ham til en Herre over dig og gjort alle hans Brødre til hans Tjenere og forsørget ham med Korn og Most, hvad skal jeg da gøre ved dig, min Søn?
Boe ma Isak nataa nae, “Nesen. Au soꞌu e dadꞌi malanggam ena. Ma odꞌi-aꞌa nara, dadꞌi ate nara. Au fee ne are naen seli, ma boa anggor maisi sofeꞌ. Dadꞌi ana ngge! Hela feꞌe papala-babꞌanggiꞌ saa fai, fo fee nggo?”
38 Og Esau sagde til sin Fader: Har du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader? velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og græd.
Esau rena nala ma, ana akaꞌ a suu-noki ama na nakandooꞌ a nae, “Amaꞌ papala-babꞌanggi ma akaꞌ esaꞌ, do? Amaꞌ feꞌe bisa sangga fee au papala-babꞌanggi feaꞌ. Mae papala-babꞌanggi anadikiꞌ o, neu!” Boe ma ana nggae fai.
39 Da svarede Isak, hans Fader, og sagde til ham: Se, din Bolig skal være uden Jordens Fedme og uden Himmelens Dug fra oven ned.
Boe ma, Isak nataa mbali e nae, “Ho masodꞌa ma naꞌadooꞌ mia osi meulauꞌ, te nda hambu dinis onda mia lalai fo naꞌadꞌoe rae ma sa.
40 Og ved dit Sværd skal du leve og tjene din Broder, og det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals.
Ho fela-tafa ma mana fee nggo masodꞌaꞌ. Te mae taꞌo bee o, ho dadꞌi odꞌi ma ate na. Mete ma ho bisa labꞌan e, naa, ho feꞌe bisa nenemboꞌit mia liman.”
41 Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel.
Esau namanasa Yakob seli, huu odꞌi na nalaka nala papala-babꞌanggi na. Ana duꞌa nae, “Nda dooꞌ sa te, ama ngga mate. De nehani dei. Basa bebeꞌe na fo, au isa e!”
42 Og Esaus, hendes ældste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel.
Ribka rena nala Esau dudꞌuꞌa na ma, ana noꞌe Yakob nae, “Rena malolole! Aꞌa ma naꞌena dudꞌuꞌat nae balas rala mera na. Ana nae nisa nggo, de, mela lai-lai misiꞌ toꞌo Labꞌan ma sia Haran.
43 Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan,
44 og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed lægger sig,
Muu leo dodꞌoo sia naa, losa aꞌa ma nda afiꞌ namanasa sa ena.
45 indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag?
Mete ma ana liliiꞌ saa fo ho tao neu e, dei fo au denu atahori roꞌe baliꞌ nggo. Te au nda nau ana ngga ruꞌa se mopo sia fai esa rala sa.”
46 Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Heths Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?
Basa ma, Ribka sangga dala fo Isak denu Yakob lao. Dadꞌi ana kokoe Isak nae, “Aꞌa e! Au doaꞌ o Esau sao nara atahori Het ia ra! Mete ma Yakob o sao ana feto Het boe, malole lenaꞌ au mateꞌ a.”
