1 Mosebog 21
1 Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, efter som han havde talet.
Angraeng mah thuih ih lok baktih toengah, Sarah khaeah caeh moe, a thuih ih lok baktih toengah, Angraeng mah Sarah khaeah sak pae.
2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.
Abraham mitong naah Sarah zokpomh moe, Sithaw mah khaeh ih atue phak naah, Abraham han capa maeto a sak pae.
3 Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak.
Sarah mah sak pae ih capa to Abraham mah, Issak, tiah ahmin phui.
4 Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham.
Sithaw mah anih khaeah thuih pae ih lok baktih toengah, ni tazetto akoep naah, Abraham mah a capa Issak ih tangyat hin to aah pae.
5 Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham.
Abraham loe a capa Issak tapen naah saning cumvaito oh boeh.
6 Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig.
Sarah mah, Sithaw mah kai ang pahnuisak boeh, hae lok thaih kaminawk boih, kai hoi nawnto pahnui o tih, tiah thuih.
7 Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom.
To pacoengah, Mi mah maw Abraham khaeah, Sarah mah a caa tahnutui panae tih, tiah thui thai tih? Toe mitong lam ah anih han capa maeto ka sak pae, tiah a thuih.
8 Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gæstebud den Dag, Isak blev afvant.
Nawkta loe qoeng tahang moe, tahnutui amphi boeh; tahnutui toengh na niah Abraham mah kalen parai uumhaih poih to sak pae.
9 Og Sara saa Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede.
Toe Abraham han capa maeto kasah pae, Izip nongpata Hagar mah pahnui thuih, tito Sarah mah panoek.
10 Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak.
To pongah anih mah Abraham khaeah, Na tamna nongpata hoi a capa hae haek lai ah; tamna nongpata ih capa loe natuek naah doeh ka capa Issak hoi nawnto qawktoep thai mak ai, tiah a naa.
11 Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld.
Abraham loe a capa ah oh pongah, haek ving to anih han karai parai hmuen ah oh.
12 Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvad som helst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig.
Toe Sithaw mah, Nawkta hoi na tamna nongpata pongah palungsae hmah; Sarah mah thuih ih lok to tahngai ah; nang ih atii loe Issak khae hoi ni tacawt tih, tiah a naa.
13 Og jeg vil ogsaa gøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er din Sæd.
Na tamna nongpata ih capa doeh, na caa ah oh pongah, anih doeh acaeng maeto ah ka sak han, tiah a naa.
14 Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken.
Khawnbang khawnthaw ah, Abraham mah takaw hoi moihin tui tabu to lak moe, Hagar to paek; anih ih palaeng ah koeng pae moe, nawkta hoi anih to nawnto haek ving; Hagar loe caeh poe moe, Beersheba praezaek ah amhet khing.
15 Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene.
Moihin tui tabu pong ih tui to boeng naah loe, kabuk thing tlim ah nawkta to pasongh.
16 Og hun gik og satte sig tværs overfor, efter at hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa satte hun sig tværs overfor og opløftede sin Røst og græd.
To pacoengah kadueh nawkta to hnuk han ka koeh ai, tiah a thuih pongah caeh moe, nawkta hoi kangthla kue pala kahhaih setto kangthla ahmuen maeto ah anghnut pacoengah, tha hoi a qah.
17 Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er.
Nawkta qahhaih lok to Sithaw mah thaih naah, Sithaw ih van kami mah Hagar to van hoiah kawk, anih khaeah, Hagar, tih raihaih maw na tongh? Zii hmah, Sithaw mah angsonghaih ahmuen hoi kaqah nawkta ih lok to thaih boeh.
18 Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Haand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk.
Angthawk ah, nawkta to pathawk ah loe, na ban ah tapom ah; anih loe kalen parai acaeng ah ka sak han, tiah a naa.
19 Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke.
Sithaw mah Hagar ih mik to amtuengsak naah, anih mah tuipuek maeto hnuk; a caeh moe, moihin tui tabu koi mongah tui to dok pacoengah, nawkta to tui naeksak.
20 Og Gud var med Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte.
Nawkta loe qoeng tahang, anih loe Sithaw mah oh thuih; praezaek ah khosak moe, kalii kaat kop kami ah angcoeng.
21 Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Ægyptens Land.
Paran praezaek ah oh naah, amno mah anih hanah Izip tanuh to zu ah lak pae.
22 Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør.
Abimelek hoi angmah ih misatuh angraeng Phikol mah Abraham khaeah, Na sak ih hmuen boih ah Sithaw mah ang oh thuih.
23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed.
To pongah ka caa nuiah, to tih ai boeh loe ka caa ih caa patoeng nuiah, amsoem ai hmuen to ayae moe, angvin ah na ohhaih prae thungah kai mah kang tahmen baktih toengah, ka nuiah doeh tahmenhaih nam tuengsak toeng hanah; vaihi kai hanah Sithaw ih ahmin hoi lokkamhaih to sah ah, tiah a naa.
24 Da sagde Abraham: jeg vil sværge.
Abraham mah, Lokkamhaih ka sak han hmang, tiah a naa.
25 Og Abraham straffede Abimelek for den Vandbrønds Skyld, som Abimeleks Tjenere havde borttaget med Vold.
To naah Abraham mah Abimelek khaeah, Na tamnanawk mah kai ih tuikhaw ang lomh pae o ving, tiah a naa.
26 Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag.
Toe Abimelek mah, Kai khaeah nang thui ai pongah, mi mah maw to tiah sak, tito ka panoek ai, vaihni ah ni ka thaih vop, tiah a naa.
27 Da tog Abraham Faar og Kvæg og gav Abimelek, og de gjorde begge et Forbund.
Abraham mah tuu hoi maitawnawk to lak moe, Abimelek hanah paek; to pacoengah nihnik mah lokmaihaih to sak hoi.
28 Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv.
Abraham mah tuu khongkha thung ih tuu tala sarihto lak.
29 Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle, disse syv Lam her, som du stillede for sig selv?
To naah Abimelek mah Abraham khaeah, Tipongah tuu tala sarihto na pahoe loe? tiah a naa.
30 Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd.
Anih mah, Tuikhaw loe kaimah ni takaeh, tiah hnukung ah oh hanah hae tuu tala sarihto hae, ka ban thung hoi la ah, tiah a naa.
31 Derfor kaldte han dette Sted Beersaba; thi der svore de begge.
Lokmaihaih a sak hoi pongah, to ahmuen to Beersheba, tiah kawk o.
32 Og de gjorde Forbund i Beersaba; da stod Abimelek op og Pikol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land.
Abimelek hoi angmah ih misatuh angraeng Phikol loe, Beersheba ah misa angdaehhaih sak pacoengah, Philistin prae ah amlaem hoi let.
33 Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn.
Abraham mah Beersheba ah thingkung maeto tling moe, to ahmuen hoiah dungzan Angraeng, Sithaw ih ahmin to palawk.
34 Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.
Abraham loe Philistin prae thungah saning kasawk ah khosak.
