1 Mosebog 2
1 Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær.
To tiah van hoi long, to ah kaom hmuennawk boih to a sak pacoeng.
2 Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort.
Ni sarihto naah loe Sithaw mah a sak ih tok to pacoengh, to pongah ni sarihto naah loe a toksakhaih boih thung hoiah anghak.
3 Og Gud velsignede den syrende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde.
A sak ih tok boih thung hoiah Sithaw anghakhaih niah oh pongah, sarihto ni to Sithaw mah tahamhoihaih paek moe, ciimcaisak.
4 Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen.
Angraeng Sithaw mah van hoi long sak na niah, van hoi long sakhaih kawngnawk loe hae tiah oh.
5 Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden.
Angraeng Sithaw mah long nuiah kho angzosak ai pongah, long ah thingkung to om ai, aan doeh amprawk ai; long ah toksah kami doeh om ai.
6 Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade.
Toe long thung hoiah tui to tacawt pongah, long to tui mah duksak boih.
7 Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.
Angraeng Sithaw mah long ih maiphu hoiah kami to sak moe, anih ih hnahkhaw thungah hinghaih takhi to uengh pae; to naah hinghaih tawn kami ah angcoeng.
8 Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort.
Angraeng Sithaw mah ni angyae bang ih Eden ah takha maeto sak; to ah a sak ih kami to a suek.
9 Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt.
Angraeng Sithaw mah to long thung hoiah khet kahoih, caak kahoih thingkung congca to amprawksak; hinghaih thingkung hoi kasae kahoih panoekhaih thingkung doeh takha um ah oh.
10 Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme.
Takha tui paek hanah Eden takha thung hoiah vapui maeto longh; to ahmuen hoiah ampraek moe, vapui sip palito ah angphae.
11 Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, hvor der er Guld.
Hmaloe koek ih ahmin loe Pishon; to vapui loe sui ohhaih, Havilah prae thung boih ah longh.
12 Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Onyks.
To prae thung ih sui loe hoih; to ah loe bdellium hmuihoih thing hoi onyx thlungnawk doeh tacawt.
13 Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus.
Hnetto haih vapui ahmin loe Gihon; to vapui loe Ethiopia prae thung boih ah longh.
14 Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde Flod, den er Frat.
Thumto haih vapui ahmin loe Hiddekel; to loe Assyria prae ni angyae bangah longh. Palito haih vapui loe Euphrates.
15 Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den.
Eden takha to khetzawn moe, to ah toksak hanah, Angraeng mah kami to lak moe, takha thungah anih to suek.
16 Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven;
Angraeng Sithaw mah kami khaeah, Takha thungah kaom thingkung hoi tacawt athaihnawk boih to na caak thaih;
17 men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden.
toe kasae kahoih panoekhaih thingthai loe na caa mak ai; na caak niah na dueh tangtang tih, tiah lokpaek.
18 Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham.
Angraeng Sithaw mah, Kami loe angmabueng oh han hoih ai; anih han kamcuk bomkung maeto ka sak pae han, tiah thuih.
19 Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn.
Angraeng Sithaw mah long hoiah sak ih taw ih moinawk boih, van ih tavaanawk boih to khetzawn moe, ahmin phui hanah, Adam khaeah sinh pae; kahing moi loe, Adam mah sak ih ahmin baktih toengah ahmin tawnh o boih.
20 Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Mennesket fandt han ingen Medhjælp, som kunde være hos ham.
Adam mah moinawk, van ih tavaanawk hoi taw ih moinawk boih to ahmin sak; toe Adam loe angmah hoi kamcuk bomkung to tawn ai.
21 Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor.
Angraeng Sithaw mah Adam to iih angmuetsak parai pongah, anih loe iih; anih ih panak huh maeto a lak pae, a lak ih ahmuen ah ngan to pacong pae let.
22 Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam.
Angraeng Sithaw mah kami khae hoi lak ih, panak huh hoiah nongpata to sak moe, anih to nongpa khaeah a caeh haih.
23 Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
Adam mah, Hae loe ka huhnawk thung ih ahuh, ka ngan thung ih ngan ah oh; anih loe Nongpa thung hoiah lak ah oh pongah, Nongpata, tiah kawk han oh, tiah thuih.
24 Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.
To pongah nongpa mah ampa hoi amno to caehtaak ueloe, a zu to la tih, to naah nihnik loe takpum maeto ah om hoi tih.
25 Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.
Nongpa hoi a zu loe bangkrai ah oh hoi, toe azathaih tawn hoi ai.
