1 Mosebog 17
1 Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!
Abram toⱪsan toⱪⱪuz yaxⱪa kirgǝndǝ, Pǝrwǝrdigar Abramƣa kɵrünüp uningƣa: — Mǝn Ⱪadir Tǝngridurmǝn. Sǝn Mening aldimda mengip, kamil bolƣin.
2 Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget.
Mǝn Ɵzüm bilǝn sening arangda ǝⱨdǝmni bekitip, seni intayin zor kɵpǝytimǝn, — dedi.
3 Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:
Abram ɵzini taxlap yüzini yǝrgǝ yeⱪip yatti; Huda uning bilǝn yǝnǝ sɵzlixip mundaⱪ dedi: —
4 Hvad mig angaar, se, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader.
Ɵzümgǝ kǝlsǝm, mana, Mening ǝⱨdǝm sǝn bilǝn tüzülgǝndur: — Sǝn nurƣun ǝl-millǝtlǝrning atisi bolisǝn.
5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader.
Xuning üqün sening isming buningdin keyin Abram atalmaydu, bǝlki isming Ibraⱨim bolidu; qünki Mǝn seni nurƣun ǝl-millǝtlǝrning atisi ⱪildim.
6 Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konger skulle udgaa af dig.
Mǝn seni intayin zor kɵpǝytimǝn; xuning bilǝn sǝndin kɵp ǝl-ⱪowmlarni pǝyda ⱪilimǝn, puxtungdin padixaⱨlar qiⱪidu.
7 Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig.
Mǝn sǝn wǝ sǝndin keyinki nǝslingning Hudasi bolux üqün Ɵzüm sǝn wǝ sǝndin keyinki nǝslingning arisida ǝbǝdiy ǝⱨdǝ süpitidǝ bu ǝⱨdǝmni tiklǝymǝn;
8 Og jeg vil give dig og dit Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.
Mǝn sanga wǝ sǝndin keyinki nǝslinggǝ sǝn ⱨazir musapir bolup turƣan bu zeminni, yǝni pütkül Ⱪanaan zeminini ǝbǝdiy bir mülük süpitidǝ ata ⱪilimǝn; wǝ Mǝn ularning Hudasi bolimǝn, — dedi.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig, i deres Slægter.
Andin Huda Ibraⱨimƣa yǝnǝ: — Sǝn ɵzüng Mening ǝⱨdǝmni tutⱪin, ɵzüng wǝ sǝndin keyinki nǝslingmu ǝwladtin-ǝwladⱪa buni tutuxi kerǝk.
10 Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder.
Mǝn sǝn bilǝn wǝ sǝndin keyinki nǝsling bilǝn tüzgǝn, silǝrning tutuxunglar kerǝk bolƣan ǝⱨdǝm xuki, aranglardiki ⱨǝrbir ǝrkǝk hǝtnǝ ⱪilinsun.
11 Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
Xuning bilǝn silǝr hǝtnilikinglarni kesiwetixinglar kerǝk; bu Mǝn bilǝn silǝrning aranglardiki ǝⱨdining bǝlgisi bolidu.
12 Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom.
Barliⱪ ǝwladliringlar, nǝsildin-nǝsilgǝ aranglarda, mǝyli ɵydǝ tuƣulƣanlar bolsun, yaki ǝwladinglardin bolmay yatlardin pulƣa setiwelinƣanlar bolsun, ⱨǝmmǝ ǝrkǝk sǝkkiz künlük bolƣanda hǝtnǝ ⱪilinsun.
13 Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt.
Ɵyüngdǝ tuƣulƣanlar bilǝn pulungƣa setiwalƣanlarning ⱨǝmmisi hǝtnǝ ⱪilinixi kerǝk. Xundaⱪ ⱪilƣanda, Mening ǝⱨdǝm tǝnliringlarda ornap, ǝbǝdiy bir ǝⱨdǝ bolidu.
14 Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.
Lekin hǝtniliki turup, tehi hǝtnǝ ⱪilinmiƣan ⱨǝrbir ǝrkǝk Mening ǝⱨdǝmni buzƣan ⱨesablinip, üzüp taxlinidu, — dedi.
15 Og Gud sagde til Abraham: Hvad angaar Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
Huda Ibraⱨimƣa yǝnǝ sɵz ⱪilip: — Ayaling Sarayni ǝmdi Saray dǝp atimiƣin, bǝlki ismi Saraⱨ bolsun.
16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende.
Mǝn uningƣa bǝht-bǝrikǝt berip, uningdinmu sanga bir oƣul berimǝn. Mǝn dǝrwǝⱪǝ uni bǝrikǝtlǝymǝn; xuning bilǝn u ǝl-millǝtlǝrning anisi bolidu; hǝlⱪlǝrning padixaⱨlirimu uningdin qiⱪidu, — dedi.
17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?
Ibraⱨim [yǝnǝ] ɵzini yǝrgǝ etip düm yetip külüp kǝtti wǝ kɵnglidǝ: «Yüz yaxⱪa kirgǝn adǝmmu baliliⱪ bolalarmu? Toⱪsan yaxⱪa kirgǝn Saraⱨmu bala tuƣarmu?!», — dedi.
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
Ibraⱨim Hudaƣa: — Aⱨ, Ismail aldingda yaxisa idi! dedi.
19 Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.
Huda uningƣa: — Yaⱪ, ayaling Saraⱨ jǝzmǝn sanga bir oƣul tuƣup beridu. Sǝn uningƣa «Isⱨaⱪ» dǝp at ⱪoyƣin. Mǝn uning bilǝn ɵz ǝⱨdǝmni tüzimǝn; bu uningdin keyin kelidiƣan nǝsli bilǝn baƣliƣan ǝbǝdiy bir ǝⱨdǝ süpitidǝ bolidu.
20 Og om Ismael har jeg hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.
Ismailƣa kǝlsǝk, uning toƣrisidiki duayingni anglidim. Mana, Mǝn uni bǝrikǝtlǝp, nǝslini kɵpǝytip, intayin zor awutimǝn. Uning puxtidin on ikki ǝmir qiⱪidu; Mǝn uni uluƣ bir hǝlⱪ ⱪilimǝn.
21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar.
Biraⱪ ǝⱨdǝmni bolsa Mǝn kelǝr yili dǝl muxu waⱪitta Saraⱨ sanga tuƣup beridiƣan oƣul — Isⱨaⱪ bilǝn tüzimǝn, — dedi.
22 Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham.
Huda Ibraⱨim bilǝn sɵzlixip bolup, uning yenidin yuⱪiriƣa qiⱪip kǝtti.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i hans Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
Xuning bilǝn xu künila Ibraⱨim ɵz oƣli Ismailni, ɵz ɵyidǝ tuƣulƣanlar wǝ pulƣa setiwalƣanlarning ⱨǝmmisini, yǝni uning ɵyidiki barliⱪ ǝrkǝklǝrni elip, Huda uningƣa eytⱪandǝk ularning hǝtnilikini kesip hǝtnǝ ⱪildi.
24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.
Ibraⱨimning hǝtniliki kesilip, hǝtnǝ ⱪilinƣanda, toⱪsan toⱪⱪuz yaxⱪa kirgǝnidi.
25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.
Uning oƣli Ismailning hǝtniliki kesilip, hǝtnǝ ⱪilinƣanda, on üq yaxta idi.
26 Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne.
Ibraⱨim bilǝn uning oƣli Ismail dǝl xu künning ɵzidǝ hǝtnǝ ⱪilindi wǝ xundaⱪla uning ɵyidiki ⱨǝmmǝ ǝr kixilǝr, mǝyli ɵyidǝ tuƣulƣan bolsun yaki yattin pulƣa setiwelinƣanlar bolsun, ⱨǝmmisi uning bilǝn billǝ hǝtnǝ ⱪilindi.
27 Og alle Mænd i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.
