1 Mosebog 17
1 Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!
Abram loe saning qui takawt, takawtto naah, Angraeng mah amtueng thuih; anih khaeah, Kai loe Thacak Sithaw ah ka oh; na koep thai hanah, ka hmaa ah caeh ah.
2 Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget.
Kai hoi nang salakah lokmaihaih ka sak moe, nang to pop parai ah kang pungsak han, tiah a naa.
3 Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:
To naah Abram loe long ah akuep; Sithaw mah anih khaeah,
4 Hvad mig angaar, se, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader.
khenah, ka sak ih lokmaihaih loe nang khaeah oh; nang loe prae kami boih ih ampa ah na om tih.
5 Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader.
Nang ih ahmin loe Abram, tiah kawk mak ai boeh; Abraham, tiah ni kawk tih boeh; nang loe prae kami boih ih ampa ah kang sak boeh.
6 Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konger skulle udgaa af dig.
Athaih paroeai kang thaisak moe, nang khae hoiah kami congca kang coengsak han; siangpahrangnawk doeh nang khae hoiah ni tacawt o tih.
7 Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig.
Kai loe na Sithaw, na caanawk ih Sithaw ah ka oh moe, nang hoi na caanawk boih nuiah dungzan khoek to ka sak ih lokmaihaih to ka caksak han.
8 Og jeg vil give dig og dit Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.
Vaihi angvin ah na ohhaih prae, Kanaan prae boih to dungzan ah toep hanah, nang hoi na hnuk ah angzo na caanawk khaeah ka paek han; kai loe nihcae ih Sithaw ah ka oh han, tiah a naa.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig, i deres Slægter.
To pacoengah Sithaw mah Abraham khaeah, Nangmah hoi na hnuk ah angzo han koi na caanawk boih mah loe, ka sak ih lokmaihaih to pazui oh.
10 Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder.
Hae loe nangmah hoi na hnuk ah angzo han koi na caanawk salakah, na pazui o han ih ka lokmaihaih ah oh; nangcae thung ih nongpa boih tangzat hin aat oh.
11 Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
Tangzat hin to aat oh; to loe kai hoi nang salakah sak ih lokmaih angmathaih ah om tih.
12 Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom.
Angzo han koi na caanawk boih, na imthung ah tapen kami, to tih ai boeh loe nangmah ih acaeng na ai, phoisa hoi qan ih prae kalah kami boih, ni tazetto koep naah tangzat hin aat oh.
13 Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt.
Na imthung ah tapen kami doeh, phoisa hoi qan ih kami doeh, tangzat hin aah han angaih; na taksa nuiah ka sak ih lokmaihaih to dungzan khoek to om tih.
14 Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.
Tangzat hin aat ai caa nongpa, tangzat hin aat ai kami loe, acaeng thung hoiah pahnawt ah; anih loe ka lokmaihaih phraekung ah ni oh, tiah a naa.
15 Og Gud sagde til Abraham: Hvad angaar Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
Sithaw mah Abram khaeah, na zu Sarai loe Sarai, tiah kawk hmah lai ah; anih ih ahmin loe Sarah, tiah om tih boeh.
16 Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende.
Anih to tahamhoihaih ka paek han, anih mah capa maeto na sah pae tih; ue, anih to tahamhoihaih ka paek han, anih loe prae kami boih ih amno ah om tih; siangpahrangnawk doeh anih thung hoiah ni tacawt tih, tiah a naa.
17 Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?
Abraham loe mikhmai akuep tathuk moe, pahnuih pacoengah, a palung thung hoiah, Saning cumvaito kaom kami mah caa sah vop tih maw? Saning qui takawt, takawtto kaom, Sarah mah caa sah vop tih maw? tiah thuih.
18 Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
Abraham mah Sithaw khaeah, Aw Ishmael loe na hmaa ah hing nasoe, tiah a naa.
19 Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.
Sithaw mah, Na zu Sarah mah capa na sah pae tih; anih ih ahmin to Issak, tiah sah ah; anih hoi anih hnuk ah angzo a caanawk khaeah doeh dungzan lokmaihaih to ka sak han.
20 Og om Ismael har jeg hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.
Ishmael han na thuih ih lok to ka thaih boeh; khenah, anih to tahamhoihaih ka paek han, athaih ka thaisak moe, pop parai ah ka pungsak han; anih loe ukkung hatlai hnetto ih ampa ah om ueloe, anih to kalen parai acaeng ah kang coengsak han.
21 Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar.
Toe hmabang saning vaihi atue ah, Sarah mah ang sak pae han ih Issak hoiah ni lokmaihaih to ka sak han, tiah a naa.
22 Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham.
Lokthuih boih pacoengah, Sithaw loe Abraham khae hoiah caeh tahang ving.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i hans Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
To na niah Abraham mah a capa Ishmael, a imthung ah tapen kaminawk boih, phoisa hoi qan ih kaminawk boih, imthung ah kaom nongpa boih to kawk moe, Sithaw mah thuih ih lok baktih toengah, tangzat hin to aahsak.
24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.
Tangzat hin aah naah, Abraham loe saning qui takawt, takawtto oh boeh.
25 Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.
A capa Ishmael loe saning hatlai thumto oh boeh.
26 Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne.
Abraham hoi a capa Ishmael loe to na niah tangzat hin aah hoi hmaek.
27 Og alle Mænd i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.
Abraham im ah kaom nongpa boih, anih im ah tapen nongpa boih, prae kalah ah phoisa hoi qan ih kaminawk boih, angmah hoi nawnto tangzat hin aah o.
