1 Mosebog 11
1 Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
erat autem terra labii unius et sermonum eorundem
2 Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
cumque proficiscerentur de oriente invenerunt campum in terra Sennaar et habitaverunt in eo
3 Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
dixitque alter ad proximum suum venite faciamus lateres et coquamus eos igni habueruntque lateres pro saxis et bitumen pro cemento
4 Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
et dixerunt venite faciamus nobis civitatem et turrem cuius culmen pertingat ad caelum et celebremus nomen nostrum antequam dividamur in universas terras
5 Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
descendit autem Dominus ut videret civitatem et turrem quam aedificabant filii Adam
6 Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
et dixit ecce unus est populus et unum labium omnibus coeperuntque hoc facere nec desistent a cogitationibus suis donec eas opere conpleant
7 Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
venite igitur descendamus et confundamus ibi linguam eorum ut non audiat unusquisque vocem proximi sui
8 Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
atque ita divisit eos Dominus ex illo loco in universas terras et cessaverunt aedificare civitatem
9 Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
et idcirco vocatum est nomen eius Babel quia ibi confusum est labium universae terrae et inde dispersit eos Dominus super faciem cunctarum regionum
10 Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
hae generationes Sem Sem centum erat annorum quando genuit Arfaxad biennio post diluvium
11 Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Sem postquam genuit Arfaxad quingentos annos et genuit filios et filias
12 Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
porro Arfaxad vixit triginta quinque annos et genuit Sale
13 Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Arfaxad postquam genuit Sale trecentis tribus annis et genuit filios et filias
14 Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
Sale quoque vixit triginta annis et genuit Eber
15 Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Sale postquam genuit Eber quadringentis tribus annis et genuit filios et filias
16 Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
vixit autem Eber triginta quattuor annis et genuit Faleg
17 Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
et vixit Eber postquam genuit Faleg quadringentis triginta annis et genuit filios et filias
18 Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
vixit quoque Faleg triginta annis et genuit Reu
19 Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Faleg postquam genuit Reu ducentis novem annis et genuit filios et filias
20 Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
vixit autem Reu triginta duobus annis et genuit Sarug
21 Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Reu postquam genuit Sarug ducentis septem annis et genuit filios et filias
22 Og Serug levede tredive Aar og avlede Nakor.
vixit vero Sarug triginta annis et genuit Nahor
23 Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Sarug postquam genuit Nahor ducentos annos et genuit filios et filias
24 Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
vixit autem Nahor viginti novem annis et genuit Thare
25 Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
vixitque Nahor postquam genuit Thare centum decem et novem annos et genuit filios et filias
26 Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
vixitque Thare septuaginta annis et genuit Abram et Nahor et Aran
27 Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
hae sunt autem generationes Thare Thare genuit Abram et Nahor et Aran porro Aran genuit Loth
28 Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.
mortuusque est Aran ante Thare patrem suum in terra nativitatis suae in Ur Chaldeorum
29 Og Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
duxerunt autem Abram et Nahor uxores nomen autem uxoris Abram Sarai et nomen uxoris Nahor Melcha filia Aran patris Melchae et patris Ieschae
30 Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
erat autem Sarai sterilis nec habebat liberos
31 Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde, som var Abrams, hans Søns Hustru, og de droge ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
tulit itaque Thare Abram filium suum et Loth filium Aran filium filii sui et Sarai nurum suam uxorem Abram filii sui et eduxit eos de Ur Chaldeorum ut irent in terram Chanaan veneruntque usque Haran et habitaverunt ibi
32 Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.
et facti sunt dies Thare ducentorum quinque annorum et mortuus est in Haran
