1 Mosebog 11
1 Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
Erat autem terra labii unius, et sermonum eorumdem.
2 Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
Cumque proficiscerentur de oriente, invenerunt campum in terra Sennaar, et habitaverunt in eo.
3 Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
Dixitque alter ad proximum suum: Venite, faciamus lateres, et coquamus eos igni. Habueruntque lateres pro saxis, et bitumen pro caemento:
4 Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
et dixerunt: Venite, faciamus nobis civitatem et turrim, cuius culmen pertingat ad caelum: et celebremus nomen nostrum antequam dividamur in universas terras.
5 Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
Descendit autem Dominus ut videret civitatem et turrim, quam aedificabant filii Adam,
6 Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
et dixit: Ecce, unus est populus, et unum est labium omnibus: coeperuntque hoc facere, nec desistent a cogitationibus suis, donec eas opere compleant.
7 Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
Venite igitur, descendamus, et confundamus ibi linguam eorum, ut non audiat unusquisque vocem proximi sui.
8 Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
Atque ita divisit eos Dominus ex illo loco in universas terras, et cessaverunt aedificare civitatem.
9 Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
Et idcirco vocatum est nomen eius Babel, quia ibi confusum est labium universae terrae: et inde dispersit eos Dominus super faciem cunctarum regionum.
10 Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
Hae sunt generationes Sem: Sem erat centum annorum quando genuit Arphaxad, biennio post diluvium.
11 Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Sem postquam genuit Arphaxad, quingentis annis: et genuit filios et filias.
12 Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
Porro Arphaxad vixit triginta quinque annis, et genuit Sale.
13 Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Arphaxad postquam genuit Sale, trecentis tribus annis: et genuit filios et filias.
14 Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
Sale quoque vixit triginta annis, et genuit Heber.
15 Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Sale postquam genuit Heber, quadringentis tribus annis: et genuit filios et filias.
16 Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
Vixit autem Heber triginta quattuor annis, et genuit Phaleg.
17 Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
Et vixit Heber postquam genuit Phaleg, quadringentis triginta annis: et genuit filios et filias.
18 Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
Vixit quoque Phaleg triginta annis, et genuit Reu.
19 Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Phaleg postquam genuit Reu, ducentis novem annis, et genuit filios et filias.
20 Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
Vixit autem Reu triginta duobus annis, et genuit Sarug.
21 Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixit quoque Reu postquam genuit Sarug, ducentis septem annis: et genuit filios et filias.
22 Og Serug levede tredive Aar og avlede Nakor.
Vixit vero Sarug triginta annis, et genuit Nachor.
23 Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Sarug postquam genuit Nachor, ducentis annis: et genuit filios et filias.
24 Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
Vixit autem Nachor viginti novem annis, et genuit Thare.
25 Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Nachor postquam genuit Thare, centum decem et novem annis: et genuit filios et filias.
26 Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
Vixitque Thare septuaginta annis, et genuit Abram et Nachor, et Aran.
27 Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
Hae sunt autem generationes Thare: Thare genuit Abram, Nachor, et Aran. Porro Aran genuit Lot.
28 Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.
Mortuusque est Aran ante Thare patrem suum, in terra nativitatis suae in Ur Chaldaeorum.
29 Og Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
Duxerunt autem Abram et Nachor uxores: nomen uxoris Abram, Sarai: et nomen uxoris Nachor, Melcha filia Aran patris Melchae, et patris Ieschae.
30 Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
Erat autem Sarai sterilis, nec habebat liberos.
31 Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde, som var Abrams, hans Søns Hustru, og de droge ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
Tulit itaque Thare Abram filium suum, et Lot filium Aran, filium filii sui, et Sarai nurum suam, uxorem Abram filii sui, et eduxit eos de Ur Chaldaeorum, ut irent in terram Chanaan: veneruntque usque Haran, et habitaverunt ibi.
32 Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.
Et facti sunt dies Thare ducentorum quinque annorum, et mortuus est in Haran.
