1 Mosebog 11
1 Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
Hele Menneskeheden havde eet Tungemaal og samme Sprog.
2 Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
Da de nu drog østerpaa, traf de paa en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
3 Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
Da sagde de til hverandre: »Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!« De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
4 Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
Derpaa sagde de: »Kom, lad os bygge os en By og et Taarn, hvis Top naar til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!«
5 Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
Men HERREN steg ned for at se Byen og Taarnet, som Menneskebørnene byggede,
6 Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
og han sagde: »Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemaal; og naar de nu først er begyndt saaledes, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
7 Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemaal der, saa de ikke forstaar hverandres Tungemaal!«
8 Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
9 Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemaal, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
10 Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 Aar gammel, avlede han Arpaksjad, to Aar efter Vandfloden;
11 Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 Aar og avlede Sønner og Døtre.
12 Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
Da Arpaksjad havde levet 35 Aar, avlede han Sjela;
13 Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.
14 Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
Da Sjela havde levet 30 Aar, avlede han Eber;
15 Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.
16 Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
Da Eber havde levet 34 Aar, avlede han Peleg;
17 Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 Aar og avlede Sønner og Døtre.
18 Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
Da Peleg havde levet 30 Aar, avlede han Re'u;
19 Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 Aar og avlede Sønner og Døtre.
20 Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
Da Re'u havde levet 32 Aar, avlede han Serug;
21 Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 Aar og avlede Sønner og Døtre.
22 Og Serug levede tredive Aar og avlede Nakor.
Da Serug havde levet 30 Aar, avlede han Nakor;
23 Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 Aar og avlede Sønner og Døtre.
24 Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
Da Nakor havde levet 29 Aar, avlede han Tara;
25 Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 Aar og avlede Sønner og Døtre.
26 Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
Da Tara havde levet 70 Aar, avlede han Abram, Nakor og Haran.
27 Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nakor og Haran. Haran avlede Lot.
28 Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.
Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
29 Og Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
30 Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
31 Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde, som var Abrams, hans Søns Hustru, og de droge ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
32 Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.
Taras Levetid var 205 Aar; og Tara døde i Karan.
