Galaterne 4
1 Men jeg siger: Saa længe Arvingen er umyndig, er der ingen Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt Godset;
ahaM vadAmi sampadadhikArI yAvad bAlastiSThati tAvat sarvvasvasyAdhipatiH sannapi sa dAsAt kenApi viSayeNa na viziSyate
2 men han staar under Formyndere og Husholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
kintu pitrA nirUpitaM samayaM yAvat pAlakAnAM dhanAdhyakSANAJca nighnastiSThati|
3 Saaledes stode ogsaa vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle under Verdens Børnelærdom.
tadvad vayamapi bAlyakAle dAsA iva saMsArasyAkSaramAlAyA adhInA Asmahe|
4 Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,
anantaraM samaye sampUrNatAM gatavati vyavasthAdhInAnAM mocanArtham
5 for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi skulde faa Sønneudkaarelsen.
asmAkaM putratvaprAptyarthaJcezvaraH striyA jAtaM vyavasthAyA adhinIbhUtaJca svaputraM preSitavAn|
6 Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader!
yUyaM santAnA abhavata tatkAraNAd IzvaraH svaputrasyAtmAnAM yuSmAkam antaHkaraNAni prahitavAn sa cAtmA pitaH pitarityAhvAnaM kArayati|
7 Altsaa er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Arving ved Gud.
ata idAnIM yUyaM na dAsAH kintuH santAnA eva tasmAt santAnatvAcca khrISTenezvarIyasampadadhikAriNo'pyAdhve|
8 Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder, som af Natur ikke ere det.
aparaJca pUrvvaM yUyam IzvaraM na jJAtvA ye svabhAvato'nIzvarAsteSAM dAsatve'tiSThata|
9 Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under?
idAnIm IzvaraM jJAtvA yadi vezvareNa jJAtA yUyaM kathaM punastAni viphalAni tucchAni cAkSarANi prati parAvarttituM zaknutha? yUyaM kiM punasteSAM dAsA bhavitumicchatha?
10 I tage Vare paa Dage og Maaneder og Tider og Aar.
yUyaM divasAn mAsAn tithIn saMvatsarAMzca sammanyadhve|
11 Jeg frygter for, at jeg maaske har arbejdet forgæves paa eder.
yuSmadarthaM mayA yaH parizramo'kAri sa viphalo jAta iti yuSmAnadhyahaM bibhemi|
12 Vorder ligesom jeg, thi ogsaa jeg er bleven som I, Brødre! jeg beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.
he bhrAtaraH, ahaM yAdRzo'smi yUyamapi tAdRzA bhavateti prArthaye yato'hamapi yuSmattulyo'bhavaM yuSmAbhi rmama kimapi nAparAddhaM|
13 Men I vide, at det var paa Grund af en Kødets Svaghed, at jeg første Gang forkyndte Evangeliet for eder;
pUrvvamahaM kalevarasya daurbbalyena yuSmAn susaMvAdam ajJApayamiti yUyaM jAnItha|
14 og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus.
tadAnIM mama parIkSakaM zArIraklezaM dRSTvA yUyaM mAm avajJAya RtIyitavantastannahi kintvIzvarasya dUtamiva sAkSAt khrISTa yIzumiva vA mAM gRhItavantaH|
15 Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders Øjne og givet mig dem.
atastadAnIM yuSmAkaM yA dhanyatAbhavat sA kka gatA? tadAnIM yUyaM yadi sveSAM nayanAnyutpATya mahyaM dAtum azakSyata tarhi tadapyakariSyateti pramANam ahaM dadAmi|
16 Saa er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?
sAmpratamahaM satyavAditvAt kiM yuSmAkaM ripu rjAto'smi?
17 De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem.
te yuSmatkRte sparddhante kintu sA sparddhA kutsitA yato yUyaM tAnadhi yat sparddhadhvaM tadarthaM te yuSmAn pRthak karttum icchanti|
18 Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og ikke alene, naar jeg er nærværende hos eder.
kevalaM yuSmatsamIpe mamopasthitisamaye tannahi, kintu sarvvadaiva bhadramadhi sparddhanaM bhadraM|
19 Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder!
he mama bAlakAH, yuSmadanta ryAvat khrISTo mUrtimAn na bhavati tAvad yuSmatkAraNAt punaH prasavavedaneva mama vedanA jAyate|
20 — ja jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min Røst; thi jeg er raadvild over for eder.
ahamidAnIM yuSmAkaM sannidhiM gatvA svarAntareNa yuSmAn sambhASituM kAmaye yato yuSmAnadhi vyAkulo'smi|
21 Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
he vyavasthAdhInatAkAGkSiNaH yUyaM kiM vyavasthAyA vacanaM na gRhlItha?
22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
tanmAM vadata| likhitamAste, ibrAhImo dvau putrAvAsAte tayoreko dAsyAM dvitIyazca patnyAM jAtaH|
23 Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen.
tayo ryo dAsyAM jAtaH sa zArIrikaniyamena jajJe yazca patnyAM jAtaH sa pratijJayA jajJe|
24 Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: Denne er Hagar.
idamAkhyAnaM dRSTantasvarUpaM| te dve yoSitAvIzvarIyasandhI tayorekA sInayaparvvatAd utpannA dAsajanayitrI ca sA tu hAjirA|
25 Thi „Hagar‟ er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn.
yasmAd hAjirAzabdenAravadezasthasInayaparvvato bodhyate, sA ca varttamAnAyA yirUzAlampuryyAH sadRzI| yataH svabAlaiH sahitA sA dAsatva Aste|
26 Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.
kintu svargIyA yirUzAlampurI patnI sarvveSAm asmAkaM mAtA cAste|
27 Thi der er skrevet: „Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder! bryd ud og raab, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden.‟
yAdRzaM likhitam Aste, "vandhye santAnahIne tvaM svaraM jayajayaM kuru| aprasUte tvayollAso jayAzabdazca gIyatAM| yata eva sanAthAyA yoSitaH santate rgaNAt| anAthA yA bhavennArI tadapatyAni bhUrizaH||"
28 Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.
he bhrAtRgaNa, imhAk iva vayaM pratijJayA jAtAH santAnAH|
29 Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Aanden, saaledes ogsaa nu.
kintu tadAnIM zArIrikaniyamena jAtaH putro yadvad Atmikaniyamena jAtaM putram upAdravat tathAdhunApi|
30 Men hvad siger Skriften: „Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn.‟
kintu zAstre kiM likhitaM? "tvam imAM dAsIM tasyAH putraJcApasAraya yata eSa dAsIputraH patnIputreNa samaM nottarAdhikArI bhaviyyatIti|"
31 Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes.
ataeva he bhrAtaraH, vayaM dAsyAH santAnA na bhUtvA pAtnyAH santAnA bhavAmaH|
