< Ezekiel 3 >
1 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! æd det, som du her modtager; æd denne Rulle, og gak hen, tal til Israels Hus.
Wǝ U manga: — I insan oƣli, erixkiningni yegin; bu yazmini yǝp, berip Israil jǝmǝtigǝ sɵz ⱪilƣin, dedi.
2 Og jeg oplod min Mund, og han gav mig denne Rulle at æde.
Xuning bilǝn mǝn aƣzimni aqtim, U manga yazmini yegüzdi.
3 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! Du skal bespise din Bug og fylde dine Indvolde med denne Rulle, som jeg giver dig; og jeg aad, og den var sød i min Mund som Honning.
U manga: — I insan oƣli, ⱪorsiⱪingni toⱪ ⱪilip, iqi-baƣringni Mǝn sanga bǝrgǝn bu oram yazma bilǝn toldurƣin, — dedi. Xuning bilǝn mǝn yedim, aƣzimda u ⱨǝsǝldǝk tatliⱪ idi.
4 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! gak hen, kom til Israels Hus, og tal mine Ord til dem!
Wǝ U manga mundaⱪ dedi: «I insan oƣli, barƣin, Israil jǝmǝtigǝ barƣin, Mening sɵzlirimni ularƣa yǝtküzgin.
5 Thi du er ikke sendt til et Folk med et uforstaaeligt og vanskeligt Tungemaal, men til Israels Hus;
Qünki sǝn ƣǝyriy yeziⱪtiki yaki tili tǝs bir ǝlgǝ ǝmǝs, bǝlki Israil jǝmǝtigǝ ǝwǝtilding;
6 ikke til mange Folk med et uforstaaeligt og vanskeligt Tungemaal, hvis Ord du ikke kan forstaa; men jeg sender dig til dem, som kunne forstaa dig.
— ƣǝyriy yeziⱪtiki ⱨǝm tili tǝs, sɵzlirini qüxǝngili bolmaydiƣan kɵp ǝllǝrgǝ ǝwǝtilmiding; Mǝn seni xularƣa ǝtǝtkǝn bolsam, ular sanga ⱪulaⱪ salatti!
7 Men Israels Hus skal ikke ville høre dig; thi de ville ikke høre mig; thi hele Israels Hus har haarde Pander og stive Hjerter.
Biraⱪ Israil jǝmǝti sanga ⱪulaⱪ salmaydu, qünki ularning ⱨeqbiri Manga ⱪulaⱪ selixni halimaydu; qünki pütün Israil jǝmǝtining ⱪapiⱪi tong wǝ kɵngli ⱪattiⱪtur.
8 Se, jeg gør dit Ansigt haardt imod deres Ansigt og din Pande haard imod deres Pande.
Mana, Mǝn yüzüngni ularning yüzlirigǝ ⱪarxi taxtǝk, wǝ sening pexanǝngni ularning pexaniliriƣa ⱪarxi taxtǝk ⱪildim.
9 Jeg gør din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ej forfærdes for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus.
Bǝrⱨǝⱪ, sening pexanǝngni qaⱪmaⱪ texidin ⱪattiⱪ, ⱨǝtta almastǝk ⱪildim. Ulardin ⱪorⱪma, wǝ ular tüpǝylidin dǝkkǝ-dükkigǝ qüxmǝ; qünki ular asiy bir jǝmǝttur».
10 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! alle mine Ord, som jeg taler til dig, annam dem i dit Hjerte, og hør dem med dine Øren!
Wǝ U manga: — I insan oƣli, Mening sanga eytmaⱪqi bolƣan ⱨǝmmǝ sɵzlirimni kɵnglünggǝ püküp ⱪoyƣin, ularni kɵngül ⱪoyup angliƣin.
11 Og gak hen, kom til de bortførte, til dit Folks Børn, og tal til dem, og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre — hvad enten de lyde eller lade være.
Wǝ ⱨazir barƣin, sürgün bolƣanlarƣa, yǝni ɵz elingdikilǝrgǝ sɵz ⱪil, ular anglisun, anglimisun ularƣa: «Rǝb Pǝrwǝrdigar xundaⱪ dǝydu!» — degin! — dedi.
12 Da løftede Aanden mig op, og jeg hørte bag mig et stort Bulders Røst: „Lovet være Herrens Herlighed‟, fra dens Sted;
Xuning bilǝn Roⱨ meni kɵtürdi, mǝn arⱪamdin zor xarⱪiriƣan bir awazni anglidim — «Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripigǝ tǝxǝkkür-mǝdⱨiyǝ ɵz jaylirida oⱪulsun!» —
13 og Lyden af hine levende Væseners Vinger, som berørte den ene den anden, og Lyden af Hjulene ved Siden af dem og et stort Bulders Lyd.
— Ⱨayat mǝhluⱪlarning ⱪanatlirining bir-birigǝ tegixkǝn awazi, wǝ ularning yenidiki qaⱪlarning awazliri bǝⱨǝywǝt xarⱪiraⱪ bir sada idi.
14 Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men Herrens Haand var stærk over mig.
Wǝ Roⱨ meni kɵtürüp, yiraⱪⱪa apardi; wǝ mǝn ⱪattiⱪ azab, roⱨimdiki ƣǝzǝp bilǝn bardim, wǝ Pǝrwǝrdigarning ⱪoli mening wujudumda küqlük idi.
15 Og jeg kom til de bortførte til Tel-Abib, til dem, som boede ved Floden Kebar, og der, hvor de boede, blev jeg siddende i syv Dage, stum midt iblandt dem.
Xuning bilǝn mǝn Tǝl-Abib xǝⱨiridǝ sürgün bolƣanlar, yǝni Kewar dǝryasi boyida turƣanlarning yeniƣa yetip kǝldim; mǝn ular turƣan jayda olturdum; ularning arisida yǝttǝ kün ⱨang-tang ⱪetip olturdum.
16 Og det skete, der syv Dage vare til Ende, da kom Herrens Ord til mig saaledes:
Mana yǝttǝ kün toxup, Pǝrwǝrdigarning sɵzi manga kelip mundaⱪ deyildi: —
17 Du Menneskesøn! jeg har sat dig til en Vægter for Israels Hus, og du skal høre Ord af min Mund og advare dem paa mine Vegne.
«I insan oƣli, Mǝn seni Israil jǝmǝti üqün kɵzǝtqi ⱪilip tiklidim; sǝn Mening aƣzimdin sɵzni anglap, ularƣa Mǝndin bolƣan agaⱨni yǝtküzgin.
18 Naar jeg siger til den ugudelige: Du skal visselig dø, og du ikke advarer ham og ikke taler for at advare den ugudelige for hans ugudelige Vej, for at frelse hans Liv: Da skal den ugudelige selv dø i sin Misgerning, og jeg vil kræve hans Blod af din Haand.
Mǝn rǝzillǝrgǝ: «Sǝn jǝzmǝn ɵlisǝn» — desǝm, biraⱪ sǝn uni agaⱨlandurmisang — yǝni bu rǝzil adǝmni ⱨayatⱪa erixsun dǝp rǝzil yolidin yandurup, uni ⱨayatⱪa erixsun dǝp agaⱨlandurmisang, xu rǝzil adǝm ɵz ⱪǝbiⱨlikidǝ ɵlidu; biraⱪ Mǝn uning ⱪeni üqün sǝndin ⱨesab alimǝn.
19 Men naar du har advaret den ugudelige, og han dog ikke omvender sig fra sin Ugudelighed og fra sin ugudelige Vej, da skal han dø i sin Misgerning, men du har din Sjæl frelst.
Biraⱪ sǝn axu rǝzil adǝmni agaⱨlandursangmu, u rǝzillikidin, yǝni ɵz rǝzil yolidin yanmisa, u ɵz ⱪǝbiⱨlikidǝ ɵlidu; lekin sǝn ɵz jeningni ⱪutⱪuzup ⱪalisǝn.
20 Og naar en retfærdig vender sig bort fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for hans Ansigt, skal han dø; fordi du ikke har advaret ham, skal han dø i sin Synd, og hans retfærdige Gerninger, som han har gjort, skulle ikke ihukommes; og hans Blod vil jeg kræve af din Haand.
Yaki bolmisa bir ⱨǝⱪⱪaniy adǝm ɵz ⱨǝⱪⱪaniyliⱪidin yenip, ⱪǝbiⱨlik ⱪilidiƣan bolsa, uning aldiƣa qomaⱪ salsam, u ɵlidu; qünki sǝn uni agaⱨlandurmiding, u ɵz gunaⱨida ɵlidu, wǝ u ⱪilƣan ⱨǝⱪⱪaniy ixlar ǝslǝnmǝydu; biraⱪ uning ⱪeni üqün sǝndin ⱨesab alimǝn.
21 Men naar du har advaret den retfærdige, at den retfærdige ikke maa synde, og han ikke synder, da skal han visselig leve; thi han lod sig advare, og du har din Sjæl frelst.
Wǝ ǝgǝr sǝn ⱨǝⱪⱪaniy adǝmni gunaⱨ sadir ⱪilma dǝp agaⱨlandurup tursang, wǝ u gunaⱨ sadir ⱪilmisa, u qaƣda u jǝzmǝn ⱨayat ⱪalidu, qünki u agaⱨⱪa kɵngül ⱪoydi; xuning bilǝn sǝn ɵz jeningni ⱪutⱪuzup ⱪalisǝn».
22 Og Herrens Haand var over mig der, og han sagde til mig: Staa op, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.
Wǝ Pǝrwǝrdigarning ⱪoli mening wujudumda turatti; U manga: — Ornungdin tur, tüzlǝnglikkǝ barƣin, Mǝn xu yǝrdǝ sǝn bilǝn sɵzliximǝn, — dedi.
23 Og jeg stod op og gik ud i Dalen, og se, der stod Herrens Herlighed ligesom den Herlighed, hvilken jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.
Xuning bilǝn mǝn ornumdin turup, tüzlǝnglikkǝ qiⱪtim; wǝ mana, mǝn Kewar dǝryasi boyida turup kɵrgǝn xan-xǝrǝptǝk, Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi xu yǝrdǝ turatti; kɵrüpla mǝn düm yiⱪildim.
24 Og der kom Aand i mig og rejste mig op paa mine Fødder, og han talte med mig og sagde til mig: Gak hen, luk dig inde i dit Hus!
Wǝ Roⱨ iqimgǝ kirip meni tik turƣuzdi; U manga sɵz ⱪilip mundaⱪ dedi: — «Barƣin, ɵygǝ kirip ɵzüngni bǝnd ⱪilƣin.
25 Og du Menneskesøn! se, de skulle lægge Reb paa dig og binde dig med dem, at du ikke kan gaa ud midt iblandt dem.
Wǝ sǝn, i insan oƣli, mana, ular arƣamqilarni üstünggǝ selip, ular bilǝn seni baƣlaydu; buning bilǝn sǝn talaƣa qiⱪalmay, ǝl-yurt iqigǝ ⱨeq kirǝlmǝysǝn.
26 Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke være dem en Mand, som straffer; thi de ere et genstridigt Hus.
Xundaⱪla ularƣa tǝnbiⱨ bǝrgüqi bolmasliⱪing üqün, Mǝn seni gaqa ⱪilip, tilingni tangliyingƣa qaplaxturimǝn; qünki ular asiy bir jǝmǝttur.
27 Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, Herre: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et genstridigt Hus.
Wǝ Mǝn sǝn bilǝn sɵzlǝxkinimdǝ, aƣzingni eqip, sǝn ularƣa: «Rǝb Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu!» dǝysǝn; kim anglaymǝn desǝ anglisun, kim anglimaymǝn desǝ anglimisun; qünki ular asiy bir jǝmǝttur.