2 Mosebog 16
1 Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efter at de udgik af Ægyptens Land.
Elim akon'in Israel mipi akitol uvin Sin kiti gammang lam hichu Elim le Sinai molsang kahlah ahiye. Hiche mun chu Egypt gamsung'a konna ahungpotdoh kal'u lhani alhing tan, hiche lhasung nisom le ninga lhinin ahunglhung taovin ahi.
2 Og al Israels Børns Menighed knurrede mod Mose og mod Aron i Ørken.
Hiche mun jeng ajong chun Isreal mite Mose le Aaron heng'a aphunchil taovin ahi.
3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi vare døde ved Herrens Haand i Ægyptens Land, da vi sade ved Kødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk at lade hele denne Menighed dø af Hunger.
Ama hon aseiyun, “Kada tangei uve! Egypt gamsunga kana um laiyun saneh ding hihen changlhah hijong le adimlha jeng jin, tun nangman hiche gamthip noiya hi kelthohsah'a thi gam sah ding nei got u hitam,” atiuve.
4 Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej.
Chuin Pakaiyin Mose heng'a aseijin, “Vetan! Vanna konna keiman nangma ann kahinpeh ding nahiye. Nisih niseh'a aneh diu adeichannu agakilo ding'u ahi. Keiman amaho kapatep ding ahiuve, ajeh chu kathu angai nah uvem.”
5 Og det skal ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de bære hjem; og det skal være dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag.
“Nigup lhinni teng keiman aneh khopset diuva an'neh kahin pehding ahiuve, hichu anehkhopset diu ajatnia tam hiding ahi.”
6 Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at Herren har udført eder af Ægyptens Land;
Chuin Mose le Aaron'injong Israel mite heng'a aseipeh lhon tan, “Nilhah lam teng na hetdoh ding'u ahiye, ajeh chu koiham Egypt gamsung'a konna nahin puidoh paochu,” atipeh lhon tai.
7 og i Morgen skulle I se Herrens Herlighed, efterdi han har hørt eders Knurren imod Herren; og hvad ere vi, at I knurre mod os?
“Chule jingkah lamteng Pakai loupina namudiu ahi, ajeh chu nangho nakiphin nau awgin Aman ajasoh tai, hichu Amadia doumah um ahin, hichu keini chung'a doumah naneijin phun hihhel un, ati lhon'e.”
8 Og Mose sagde: Det skal ske, naar Herren giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi Herren har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod Herren.
Mose'n asei aseikit in, “Pakaiyin nilhah lamma naneh diu sa nahin peh diu, jingkah lama naneh diu changlhah nahin peh diu ahi, ajeh chu Pakaiyin nangho na phunchel uva ama douna thu na seinau aja soh tai. Keini a kon ipijeh'a na kiphin'nu ham? Henge, na phunchel nau chu keini douna hilouvin, Pathen douna ahijoi,” ati lhonne.
9 Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt; thi han har hørt eders Knurren.
Chuin Mose'n jong Aaron heng'a aseijin, “Israel mite jouse heng'a seipeh tem in: Nangma cheh Pakai angsung'a kipe lut uvin, ajeh chu Aman nang ho phunchel na ajahsoh ahi tai, tin seiyin,” ati.
10 Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, Herrens Herlighed saas i Skyen.
Aaron'injong Isreal mite jouse heng'a aseiyin ahile, amahon gammang lah chu avel le jeng tauvin ahi. Amahon Pathen loupina thil chu vanlam'a amu tauvin ahi.
11 Og Herren talede til Mose og sagde:
Chu in Pakaiyin Mose heng'a asei jin,
12 Jeg har hørt Israels Børns Knurren; tal til dem og sig: Imellem de to Aftener skulle I æde Kød, og i Morgen skulle I mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud.
“Keiman Israel mite phunchelna ka jahsoh tan ahi. Tun nangman aheng uvah seijin, nilhah lamteng naneh diuva sa ka hin peh ding na hiuvin chule jingkah lamteng naneh diuva changlhah kahin peh ding na hiuve. Chuteng nanghon keima hi na-Pakai u-leh Na-Pathen'u kahi na hetdoh ding'u ahi,” ati.
13 Og det skete om Aftenen, at der kom Vagtler og bedækkede Lejren, og om Morgenen laa Duggen trindt omkring Lejren.
Hiche nilhah lam chun vamimte ahung kitol tauvin ahile ngahmun chu alo dimlha jeng tauve. Jingkah khovah machun ngahmun kim vel lah jouse chu daitwi jin ana chup in ahi.
14 Og der Duggen, som laa, hævede sig, se, da laa der oven over Ørken noget tyndt, trindt, tyndt som Rimfrost paa Jorden.
Chuin daitwi hochu ahung kihoh dohtan ahile, gammang lah akon chun thilpha tah khat alomlom chan ahung umtan, hichu abeh beh'a kigol'in anaum in ahi.
15 Der Israels Børn saa det, da sagde de, den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren har givet eder at æde.
Israel miten jong hichu ahinmudoh taovin ahile, amaho akidong tochheh un, “hiche khu ipi ahidem?” amahon ipi ahichu ahedoh jou pouvin ahile. Chu in Mose'n ahil chen un, “Hiche hi nehding'a Pakaiyin napeh uvah ahi,” ati.
16 Dette er det Ord, som Herren har befalet: Sanker deraf, eftersom enhver kan æde; I skulle tage en Orner for hvert Hoved, efter eders Personers Tal, som hver har i sit Telt.
“Hicheng hi Pakaiyin aseije: Nangma insung cheh'in naneh khopset diu kilah unlang, chule mikhat'in vamim jatnia tamjo napon buh sung uvah kichoi lut un,” ati.
17 Og Israels Børn gjorde saa og sankede, en mere og en anden mindre.
Pakaiyin athupeh bang'in Israel mite'n jong abol tauvin ahi, kimkhat in tampi a kichoi jun, akim khatma chun achoi khambep cheh aki choi uve.
18 Og de maalte det i en Orner, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og der fattedes ikke for den, som havde sanket mindre; de havde sanket hver saa meget, som han kunde æde.
Ahinlah Omer dimkhat cheh atetoh uvin ahileh, tamtah hinkilah ho ahin chule ama ding khambep hin kilah ho jong hiti chun, kitam lah chom leh kilhom lah chom um louvin; abonchauvin kitoh chat chat'in akihom uvin aki choiyuve.
19 Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
Chuin Mose'n aheng uvah aseiyin, “Jingkah khovah lhah channa ahelsi cha jeng jong na koi loudiu ahi,” ati.
20 Dog adløde de ikke Mose, men somme levnede deraf til om Morgenen, saa voksede der Orme derudi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem.
Kimkhat chun a ngaisah pouvin changlhah aneh moh uchu jingkah lam chan in akoi jun ahile, chang lhah akoi den hou chu thaan achu tan a uilha gam tai, Mose jong ama ho chung'a chun a lungpha mo tan ahi.
21 Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen skinnede hedt, saa smeltedes det.
Jingkah sih'in Mipiho chun aneh khop cheh diu changlhah chu aga kilo jiuvin, nisa ahungsat doh teng levang changlhah hochu ajunmang jitan ahi.
22 Og det skete paa den sjette Dag, at de sankede dobbelt Brød, to Orner for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gav Mose det til Kende.
Nigup lhinni teng le changlhah chu achan jatbep cheh diuvin akilo jiuvin, hitia abol'u toh kilhon chun khompi lamkai ho ahung uvin Mose heng'a asei jiuvin ahi.
23 Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: I Morgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som bliver tilovers, skulle I lade ligge i Forvaring for eder til Morgenen.
Aman aheng uvah aseiyin, “Pakaiyin hiti hin aseije: Jing nikho teng nangho nakicholdo diu ahi, ajeh chu Pakaiya dia Sabbath nikho theng ahi. Changlhah na kisem theijat channu tunin kisem unlang, hiche hochu jinglam'a ding jong kikoi doh taovin,” ati.
24 Og de lode det ligge til Morgenen, som Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.
Mose'n athupeh bang'un, changlhah phabep chu achom in jingkah khovah chan in akoi jun ahi. Jingkah'in changlhah hochu ima ati tapon than jong chu louvin hoitah'in ana um'e.
25 Da sagde Mose: Æder det i Dag; thi det er Sabbat i Dag for Herren; i Dag skulle I ikke finde det paa Marken.
Mose'n aseijin, “Hiche changlhah hi tunin neuvin, ajeh chu tunikho hi Pakaiya dia Sabbath ahi. Ajeh chu tol lhamma chang lhah umlou ding ahiye,” ati.
26 Seks Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være at finde.
Nigup sung'a changlhah na kilo cheh diu, ni sagi niteng nalo thei lou ding'u ahiye,” ati.
27 Og det skete, paa den syvende Dag gik nogle af Folket ud at sanke, men de fandt intet.
Kim khat chu Sabbath nikhon changlhah kilo din acheuvin, hinlah changlhah khat jeng cha jong amu tapouve.
28 Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder ved at holde mine Bud og mine Love?
Pakaiyin Mose heng'a aseijin, “hiche mite hin itih chan kathu peh apalkeh diu hitam?
29 Ser, at Herren har givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, ingen gaa ud fra sit Sted paa den syvende Dag.
“Amahon ageldoh diu chu Sabbath nikho hi Pakaiya akon ahin Aman eipeh'u ahiye. Hijeh achu Pakajin nigup sung'in changlhah neh ding na peuvin, nigup lhinni man nini sung'a neh ding changlhah na peuve. Nalah uva koi hijong leu chun naum na cheh uva umthim beh jeng uvin lang,’ nisagi lhinni teng koima cha achenna munna konin pamlama potda jeng tahen,” ati.
30 Og Folket hvilede paa den syvende Dag.
Nisagi lhin ni leh na boncha uvin ima ne louvin a kicholdo tauvin ahi.
31 Og Israels Hus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Korianderfrø hvidt og smagte som Honningkage.
Israel miten chang lhah chu Manna asah tauvin ahi. Hichu muchi mu tabang bang ahin, atwi dan jong khoiju ta bang ahiye.
32 Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befalede: Fyld en Orner deraf til at forvares til eders Efterkommere, paa det de maa se det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægyptens Land.
Mose'n asei in, “Pakai thupeh chu hiche hi ahiye: “Nakhang lhumkei uva umjing ding in Manna ki hamdoh cheh uvin, hichu nakhang lhumkei uva mite hon Egypt gamsung'a konna ka hinpui uva gammang thip lah'a Manna'a kahin vah nao ahidan ahetdoh thei ding'u ahi,” ati.
33 Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke, og læg en Orner fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren til at forvares til eders Efterkommere.
Mose'n jong Aaron heng'a aseijin, “Belneo khat latem'in asung'a chun Manna phabep khat khum'in. Hichu akhang akhang'a umjing dia Pakai ansung'a nagakoi ding ahi,” ati.
34 Ligesom Herren befalede Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet til at forvares.
Pakaiyin Mose athupeh bang'in Aaron in jong aboltan ahi. Pakai angsunga akhang akhang'a het tohsah'a pang ding'in kitepna thingkong maiya chun akoi tan ahi.
35 Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, til de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til Grænsen af Kanaans Land.
Israel mite'n jong achenna diu mun ahin phah kahseo vin, kum somli sung sen Manna jeng ahin neuvin, Canaan gam ahung lhun kahse uva ding'in Manna jeng chu ahin ne tauvin ahi.
36 Men en Orner er den tiende Part af en Efa.
Manna Omer dimkhat chu Ephah khatseh hopsomma hop khat toh aki bang in ahi.
