2 Mosebog 15

1 Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet.

Pea naʻe toki hiva ʻe Mōsese mo e fānau ʻa ʻIsileli ʻae hiva ni kia Sihova, ʻonau pehē, “Te u hiva kia Sihova, he kuo ne ikuna fakamanavahē: ko e hoosi mo ia ʻoku heka ai kuo ne lī ki loto tahi.

2 Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

Ko hoku mālohi mo ʻeku hiva ʻa Sihova, pea kuo hoko ia ko hoku fakamoʻui: ho hoku ʻOtua ia, pea teu teuteu moʻona ʻae fale nofoʻanga; ko e ʻOtua ia ʻo ʻeku tamai, pea te u fakahikihiki ia.

3 Herren er en Krigsmand, „Herre‟ er hans Navn.

‌ʻOku toʻa ʻa Sihova ʻi he tau: ko Sihova hono huafa.

4 Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav.

“Ko e ngaahi saliote ʻa Felo mo ʻene kautau kuo ne lī ki tahi: ko ʻene ngaahi ʻeikitau ongoongo kuo ne lōmakiʻi foki ʻi he tahi Kulokula.

5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten.

Kuo ʻufiʻufi ʻakinautolu ʻe he loloto naʻa nau ngalo hifo ki he kilisi tahi ʻo hangē ko e foʻi maka.

6 Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand.

“Ko ho nima toʻomataʻu ʻe Sihova kuo ongoongolelei lahi ʻi he mālohi; ko ho nima toʻomataʻu ʻe Sihova kuo ne laiki ke iikiiki ʻae fili.

7 Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa.

Pea ʻi hono lahi ʻo hoʻo māfimafi kuo ke fulihi ʻakinautolu naʻe tuʻu hake kiate koe: naʻa ke fekau atu ho houhau, ʻaia naʻa ne fakaʻauha ʻakinautolu ʻo hangē ko e veve.

8 Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; Bølgerne stivnede midt i Havet.

Pea ʻi he mānava mālohi ʻo hoʻo fofonga, naʻe tānaki fakataha ai ʻae ngaahi vai, naʻe tuʻu totonu ʻae ngaahi vai ʻo hangē ha ʻesi, pea naʻe mohe ʻae loloto ʻi loto tahi.

9 Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem.

Naʻe pehē ʻe he fili, ‘Te u tuli, te u lavaʻi, te u vahevahe ʻae koloa ʻoe vete; ʻe mākona ʻeku holi kiate kinautolu; teu unuhi hake ʻeku heletā, ʻe fakaʻauha ʻe hoku nima ʻakinautolu.’

10 Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande.

Naʻa ke ifi ʻaki hoʻo matangi, pea naʻe ʻufiʻufi ʻakinautolu ʻe he tahi: naʻa nau ngalo hifo ʻo hangē ko e ukamea ʻi he loto moana.

11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning!

‌ʻE Sihova ko hai ʻi he ngaahi ʻotua, ʻoku tatau mo e ʻafiona? Ko hai ʻoku hangē ko e ʻafiona, ʻoku ke nāunauʻia ʻi he māʻoniʻoni, ʻoku ke fakamanavahē ʻi he fakamālō, ʻoku ke fai ʻae ngaahi meʻa fakaofo?

12 Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem.

Naʻa ke mafao atu ho nima toʻomataʻu, naʻe folo hifo ʻakinautolu ʻe he kelekele.

13 Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig.

“Naʻe tataki atu ʻe he ʻafiona ʻi hoʻo ʻaloʻofa ʻae kakai ʻaia naʻa ke huhuʻi: kuo ke fakahinohino ʻakinautolu ʻi hoʻo māfimafi ki ho ʻafioʻanga māʻoniʻoni.

14 Folkene hørte det, de bævede; Angest betog dem, som bo i Palæstina.

‌ʻE fanongo ʻae kakai, pea manavahē: ʻe pukea ʻi he mamahi ʻae kakai ʻo Filisitia.

15 Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige.

‌ʻE ofo ai ʻae ngaahi ʻeiki ʻo ʻItomi; ʻe pukea ʻi he tetetete ʻae kau tangata mālohi ʻo Moape; ʻe fakaʻaʻau ke ʻosi ai ʻae kakai kotoa pē ʻo Kēnani.

16 Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

‌ʻE tō ʻae manavahē mo e ilifia kiate kinautolu: ʻi hono lahi ʻo ho nima te nau longo mate pe ʻo hangē ha maka: kaeʻoua ke hoko atu ho kakai, ʻE Sihova, ke ʻoua ke hoko atu ʻae kakai, ʻaia kuo ke fakatau:

17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt.

Pea te ke ʻomi ʻakinautolu ki ai, ʻo tō ʻakinautolu ʻi he moʻunga ʻo ho tofiʻa, ʻi he potu, ʻe Sihova, ʻaia kuo ke teuʻi ke ke ʻafio ki ai, ʻi he Potu toputapu, ʻE ʻEiki, ʻaia kuo fokotuʻumaʻu ʻe ho nima.

18 Herren skal regere evindelig og altid.

‌ʻE pule ʻa Sihova ʻo lauikuonga pea taʻengata.”

19 Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det tørre midt igennem Havet.

He naʻe ʻalu ʻae hoosi ʻa Felo mo ʻene ngaahi saliote, mo ʻene kau tangata heka hoosi ki tahi, pea naʻe toe ʻomi ʻe Sihova ʻae tahi kiate kinautolu; ka naʻe ʻalu ʻae fānau ʻa ʻIsileli ʻi he mōmoa ʻi loto tahi.

20 Og Maria, den Profetinde, Arons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans.

Pea naʻe toʻo ʻe Miliame ko e palōfita fefine ko e tuofefine ʻo ʻElone, ʻae kihiʻi lali kiliʻi manu ʻi hono nima; pea naʻe muimui ʻiate ia ʻae kau fefine kotoa pē mo ʻenau ngaahi lali mo e meʻe.

21 Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet.

Pea naʻe talia ʻakinautolu ʻe Miliame, ʻo pehē, “Mou hiva kia Sihova, he kuo ne ikuna fakamanavahē: ko e hoosi mo ia ʻoku heka ai kuo ne lī ki tahi.”

22 Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørkenen og fandt ikke Vand.

Pea naʻe ʻomi ʻe Mōsese ʻa ʻIsileli mei he tahi Kulokula, pea naʻa nau ʻalu atu ki he toafa ʻo Sua; pea naʻa nau fononga ʻi he ʻaho ʻe tolu ʻi he toafa, pea ʻikai ʻilo ha vai.

23 Saa kom de til Mara; men de kunde ikke drikke Vandet i Mara, thi det var besk; derfor kaldte han dens Navn Mara.

Pea ʻi heʻenau hoko ki Mala, naʻe ʻikai te nau faʻa inu ʻae vai ʻo Mala, he naʻe kona: ko ia naʻe ui ai hono hingoa ko Mala.

24 Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?

Pea naʻe lāunga ʻae kakai kia Mōsese, ʻo pehē, “Ko e hā te mau inu?”

25 Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, og saa blev Vandet sødt. Der satte han dem Lov og Ret, og der forsøgte han dem.

Pea naʻe tangi ia kia Sihova, pea fakahā kiate ia ʻe Sihova ʻae ʻakau, ʻaia naʻa ne lī ki he vai, pea naʻe melie ai ʻae vai: pea naʻe fokotuʻu ʻe ia ʻi ai ʻae fekau mo e tuʻutuʻuni, mo ne ʻahiʻahiʻi ʻakinautolu ʻi ai.

26 Og han sagde: Om du flitteligen hører Herren din Guds Røst, og gør det, som Ret er for hans Øjne, og vender dine Øren til hans Bud og holder alle hans Befalinger, da vil jeg ikke lægge paa dig nogen af de Sygdomme, som jeg lagde paa Ægypterne; thi jeg er Herren, som læger dig.

‌ʻO ne pehē, “Kapau te ke faʻa tokanga ki he leʻo ʻo Sihova ko ho ʻOtua, mo ke fai ʻaia ʻoku totonu ʻi hono ʻao, mo ke fanongo ki heʻene ngaahi fekau, ʻo tauhi ʻene ngaahi tuʻutuʻuni, ʻe ʻikai te u ʻai kiate koe hā mahaki ʻe taha, ʻi he ngaahi mahaki, ʻaia naʻaku ʻomi ki he kakai ʻIsipite: he ko au Sihova, ʻoku ou fakamoʻui koe.”

27 Og de kom til Elim, og der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer; og der lejrede de sig ved Vandet.

Pea naʻa nau hoko ki ʻElimi, ʻaia naʻe ʻi ai ʻae luo vai ʻe hongofulu ma ua, mo e ʻakau ko e paame ʻe fitungofulu: pea naʻa nau ʻapitanga ʻi ai, ʻo ofi ki he vai.