2 Mosebog 13
1 Og Herren talede til Mose og sagde:
Pea naʻe folofola ʻa Sihova kia Mōsese, ʻo pehē,
2 Du skal hellige mig alle førstefødte; det som aabner hver Moders Liv iblandt Israels Børn, iblandt Folk og iblandt Kvæg, det hører mig til.
“Fakatapui maʻaku ʻae ʻuluaki fānau kotoa pē, ko ia kotoa pē ʻoku fakaava ʻae mānava ʻi he fānau ʻa ʻIsileli, ʻi he tangata mo e manu: ʻoku ʻaʻaku ia.”
3 Og Mose sagde til Folket: Kom denne Dag ihu, paa hvilken I ere udgangne af Ægypten, af Trælles Hus; thi med en vældig Haand udførte Herren eder herfra. Og syret Brød skal ikke ædes.
Pea pehē ʻe Mōsese ki he kakai, “Manatu ki he ʻaho ni, ʻa ia, kuo mou haʻu ai mei ʻIsipite, mei he fale fakapōpula: he kuo ʻomi ʻakimoutolu ʻe Sihova mei he potu ni ʻi he nima mālohi: ʻoua naʻa kai ha mā kuo fakalēvani.
4 Paa denne Dag udgaa I, i Abid Maaned.
Kuo mou hao mai he ʻaho ni ʻi he māhina ko ʻApipi.
5 Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens og Hethitens og Amoritens og Hevitens og Jebusitens Land, hvilket han svor dine Fædre at ville give dig, et Land som flyder med Mælk og Honning, da skal du varetage denne Tjeneste i denne Maaned:
Pea ka ʻomi koe ʻe Sihova ki he fonua ʻoe kau Kēnani, mo e kau Heti, mo e kau ʻAmoli, mo e kau Hevi, mo e kau Sepusi, ʻaia naʻa ne fuakava ai ki hoʻo ngaahi tamai ke foaki kiate koe, ʻae fonua mahu tāfea ʻi he huʻahuhu mo e honi, te ke fai ʻae ngāue ni ʻi he māhina ni.
6 Syv Dage skal du æde usyrede Brød, og paa den syvende Dag er Højtid for Herren.
ʻI he ʻaho ʻe fitu te ke kai mā taʻeaihalēvani, pea ʻe fai ʻi hono fitu ʻoe ʻaho ʻae kātoanga kia Sihova.
7 Usyrede Brød skulle ædes syv Dage, og der skal ikke ses syret Brød hos dig, og ikke ses Surdejg hos dig i hele dit Landemærke.
ʻE kai ʻae mā taʻefakalēvani ʻi he ʻaho ʻe fitu; pea ʻe ʻikai ha mā kuo ʻai ki ai ha lēvani ʻe ʻilo ʻiate koe, pea ʻe ʻikai ʻilo ha lēvani ʻiate koe ʻi hoʻo ngaahi potu kotoa pē.
8 Og du skal forkynde for din Søn paa den samme Dag og sige: Dette sker for det, som Herren gjorde mig, der jeg drog ud af Ægypten.
Pea te ke fakahā ki ho foha ʻi he ʻaho ko ia, ʻo pehē, ‘[ʻOku fai ʻeni, ]koeʻuhi ko e meʻa ko ia ʻaia naʻe fai ʻe Sihova kiate au, ʻi heʻeku hao mei ʻIsipite.’
9 Og det skal være dig til et Tegn paa din Haand og til en Ihukommelse imellem dine Øjne, for at Herrens Lov skal være i din Mund; thi Herren udførte dig af Ægypten med en stærk Haand.
Pea ʻe ʻiate koe ia ko e fakaʻilonga ʻi ho nima, pea ko e meʻa fakamanatu ʻi he vahaʻa ʻo ho mata, koeʻuhi ke ʻi ho ngutu ʻae fono ʻa Sihova: he kuo ʻomi koe ʻe Sihova mei ʻIsipite ʻi he nima mālohi.
10 Og du skal tage Vare paa denne Skik til dens bestemte Tid, hvert Aar.
Ko ia ke ke tauhi ai ʻae fekau ni ʻi hono faʻahitaʻu tukufakaholo ʻi he taʻu kotoa pē.
11 Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens Land, som han svor dig og dine Fædre, og har givet dig det,
“Pea ʻe pehē, ʻi he ʻomi koe ʻe Sihova ki he fonua ʻoe kau Kēnani, ʻo hangē ko ʻene fuakava kiate koe mo hoʻo ngaahi tamai, ʻo ne foaki ia kiate koe,
12 da skal du overgive til Herren alt det, som aabner Moders Liv; og alt det førstefødte, der falder af Kvæg, som hører dig til, hvad som er en Han, hører Herren til.
Te ke vaheʻi maʻa Sihova ʻaia kotoa pē ʻoku fakaava ʻae manāva, pea mo e ʻuluaki fānau kotoa pē ʻoku tupu ʻi he manu ʻoku ke maʻu: ko e manu tangata ʻoku ʻa Sihova ia.
13 Og alt førstefødt af Asener skal du løse med et Lam, men dersom du ikke løser det, da skal du bryde Halsen paa det; men alle førstefødte af Mennesker iblandt dine Sønner skal du løse.
Pea ko e ʻuluaki fānau ʻae ʻasi te ke huhuʻi ʻaki ʻae lami: pea kapau ʻe ʻikai te ke huhuʻi ia, te ke fesiʻi hono kia: pea ko e ʻuluaki fānau kotoa pē ʻi hoʻo fānau tangata te ke huhuʻi.
14 Og det skal ske, naar din Søn spørger dig ad herefter, sigende: Hvad er det? da skal du sige til ham: Herren udførte os af Ægypten, af Trælles Hus, med en vældig Haand.
Pea ʻe pehē ʻoka fehuʻi ʻe ho foha kiate koe ʻamui, ʻo pehē, Ko e hā eni? Te ke tala ʻo pehē kiate ia, naʻe ʻomi ʻakimautolu ʻe Sihova mei ʻIsipite, mei he fale fakapōpula ʻi he nima mālohi.
15 Thi det skete, fordi Farao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, at Herren ihjelslog alle førstefødte i Ægyptens Land, fra Menneskets førstefødte indtil Kvægets førstefødte; derfor ofrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, og som er Han, og jeg skal løse hver førstefødt blandt mine Sønner.
Pea ʻi he ʻikai fie tuku mai ʻakimautolu ʻe Felo, naʻe tāmateʻi ʻe Sihova ʻae ʻuluaki fānau kotoa pē ʻi he fonua ko ʻIsipite, ʻae ʻuluaki fānau ʻae tangata mo e ʻuluaki fānau ʻae manu: ko ia ʻoku ou feilaulau ʻaki ai kia Sihova ʻae fānau tangata kotoa pē, ʻoku fakaava ʻae manāva: ka ko e ʻuluaki tupu kotoa pē ʻo ʻeku fānau ʻoku ou huhuʻi.
16 Og det skal være til et Tegn paa din Haand og til Span imellem dine Øjne, at Herren udførte os af Ægypten med en vældig Haand.
Pea ʻe hoko ia ko e fakaʻilonga ki ho nima, mo e meʻa fakamanatu ki ho laʻē: he naʻe ʻomi ʻakimautolu mei ʻIsipite ʻe Sihova ʻi he nima mālohi.”
17 Og det skete, der Farao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke ad Vejen til Filistrene, skønt den var nærmest; thi Gud sagde: Maaske det kunde fortryde Folket, naar de se Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.
Pea ko ʻeni, ʻi he tukuange ʻae kakai ʻe Felo ke nau ʻalu, naʻe ʻikai tataki ʻakinautolu ʻe he ʻOtua ʻi he hala ʻoe fonua ʻoe kau Filisitia, neongo hono ofi ia; he naʻe pehē ʻe he ʻOtua, Telia naʻa fakatomala ʻae kakai ʻi heʻenau mamata ki he tau, pea te nau foki ki ʻIsipite.
18 Og Gud førte Folket omkring ad Vejen igennem Ørkenen mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevæbnede af Ægyptens Land.
Ka naʻe tataki ʻe he ʻOtua ʻae kakai ke afe ʻi he hala ʻoe toafa ʻoe tahi Kulokula: pea naʻe hiki teuteu tau pe ʻae fānau ʻa ʻIsileli mei he fonua ko ʻIsipite.
19 Og Mose tog Josefs Ben med sig; thi denne havde taget en stærk Ed af Israels Børn og sagt: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op herfra med eder.
Pea naʻe hikitanga ʻe Mōsese ʻae hui ʻo Siosefa ke ʻave: he naʻa ne fakafuakavaʻi totonu ʻae fānau ʻa ʻIsileli, ʻo pehē, ‘Ko e moʻoni ʻe ʻaʻahi ʻae ʻOtua kiate kimoutolu; pea te mou hikitanga hoku hui ʻo ʻave mei heni mo kimoutolu.’
20 Saa rejste de fra Sukot, og de lejrede sig i Etham paa Grænsen af Ørken.
Pea naʻa nau fononga mei Sukote, ʻonau ʻapitanga, ʻi ʻEtami, ʻi he veʻe toafa.
21 Og Herren gik foran dem om Dagen i en Skystøtte for at lede dem paa Vejen, om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.
Pea naʻe hāʻele ʻo muʻomuʻa ʻiate kinautolu ʻa Sihova ʻi he pou ʻao ʻi he ʻaho, ke tataki ʻakinautolu ʻi he hala: pea mo e pou afi ʻi he poʻuli, ke fakamaama kiate kinautolu; ke nau ʻalu ʻaho, mo ʻalu ʻi he poʻuli:
22 Han lod ikke Skystøtten vige om Dagen eller Ildstøtten om Natten, den blev for Folkets Aasyn.
Naʻe ʻikai te ne hiki ʻo ʻave ʻae pou ʻao ʻi he ʻaho, pe ko e pou afi ʻi he poʻuli mei he ʻao ʻoe kakai.
