Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Kongen i Jerusalem.
Detta är Predikarens ord, Davids sons, Konungs i Jerusalem.
2 Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed.
Allt är fåfängelighet, sade Predikaren; allt är icke annat än fåfängelighet.
3 Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig med under Solen?
Hvad hafver menniskan mer af alla sine mödo, som hon hafver under solene?
4 En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig.
En slägt förgås, den andra kommer till; men jorden blifver evinnerliga.
5 Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op.
Solen går upp, och går neder, och löper till sitt rum, att hon der igen uppgå skall.
6 Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage.
Vädret går söder ut, och kommer norr igen, och åter på det rum igen, der det begynte.
7 Alle Bække løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe.
Alla floder löpa i hafvet, dock varder icke hafvet dess fullare; till det rum, der de utflyta, dit flyta de igen.
8 Alt hvad man kunde nævne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det; Øjet mættes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre.
All ting är mödosam, så att ingen kan uttalat. Ögat ser sig aldrig mätt, och örat hörer sig aldrig mätt.
9 Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.
Hvad är det, som skedt är? Detsamma, som härefter ske skall. Hvad är det man gjort hafver? Detsamma, som man härefter ännu göra skall; och sker intet nytt under solene.
10 Er der noget, om hvilket man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
Sker ock något, der man af sägs kan: Si, det är nytt? Ty det är ock förr skedt i de förra tider, som för oss varit hafva.
11 Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.
Man kommer intet ihåg, huru det tillförene gånget är, ej heller kommer man ihåg, hvad härefter kommer, när dem som tillkommande äro.
12 Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
Jag, Predikare, var Konung öfver Israel i Jerusalem;
13 Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.
Och gaf mitt hjerta till att visliga söka och ransaka allt det man gör under himmelen. Sådana usla mödo hafver Gud gifvit menniskors barn, att de sig deruti qvälja skola.
14 Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Jag såg på allt det under solene sker, och si, det var allt fåfängelighet och jämmer.
15 Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles.
Krokot kan icke varda rätt; icke heller kunna bristerna varda räknade.
16 Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have været før mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab.
Jag sade i mitt hjerta: Si, jag är härlig vorden, och hafver mer vishet, än alla de som för mig varit hafva i Jerusalem, och mitt hjerta hafver mycket lärt och försökt.
17 Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortærelse.
Och gaf också mitt hjerta dertill, att jag måtte lära vishet, och dårskap, och klokhet; men jag förnam, att det är ock möda.
18 Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte.
Ty der mycken vishet är, der är mycken grämelse; och den mycket försöker, han måste mycket lida.
