Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Kongen i Jerusalem.
The words of the Preacher, the son of David, king in Jerusalem.
2 Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed.
Vanity of vanities, saith the Preacher, vanity of vanities, all is vanity.
3 Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig med under Solen?
What profit hath a man by all his labor with which he wearieth himself under the sun?
4 En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig.
One generation passeth away, and another generation cometh; while the earth abideth for ever.
5 Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op.
The sun riseth, and the sun goeth down, and hasteneth to the place whence it arose.
6 Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage.
The wind goeth toward the south, and turneth about to the north; round and round goeth the wind, and returneth to its circuits.
7 Alle Bække løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe.
All the rivers run into the sea, yet the sea is not full; to the place whence the rivers come, thither they return.
8 Alt hvad man kunde nævne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det; Øjet mættes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre.
All words become weary; man cannot express it; the eye is not satisfied with seeing, nor the ear filled with hearing.
9 Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.
The thing that hath been is that which shall be, and that which hath been done is that which shall be done; and there is no new thing under the sun.
10 Er der noget, om hvilket man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
Is there any thing of which one may say, “Behold, this is new”? It was long ago, in the times which were before us.
11 Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.
There is no remembrance of former things, and of things that are to come there shall be no remembrance to those who live afterwards.
12 Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
I, the Preacher, was king over Israel at Jerusalem.
13 Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.
And I gave my mind to seek and to search out with wisdom concerning all things which are done under heaven; an evil business, which God hath given to the sons of men, in which to employ themselves.
14 Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
I saw all the things which are done under the sun; and, behold, it was all vanity, and striving after wind.
15 Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles.
That which is crooked cannot be made straight, and that which is wanting cannot be numbered.
16 Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have været før mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab.
I communed with my heart, saying, “Behold, I have gained more and greater wisdom than all who have been before me at Jerusalem; yea, my mind hath seen much wisdom and knowledge.”
17 Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortærelse.
And I gave my mind to know wisdom, and to know senselessness and folly; I perceived that this also is striving after wind.
18 Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte.
For in much wisdom is much vexation, and he that increaseth knowledge increaseth sorrow.
