Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Kongen i Jerusalem.
Hiche hi Thuhilpa, Jerusalem’a vaipoa pang, Leng David chapa thuseidoh ho ahi.
2 Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed.
Thuhilpa chun, “Ijakai ajehbei tobang ngen ahi, ajeh bei tobang ngensen ahi sohkeije,” ati.
3 Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig med under Solen?
Nipi noija hi mihon atoh gim jeh’uva hi ipi aki mudoh uvem?
4 En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig.
Khang achemang in, khang ahung lhung kit in, hinlah leiset hin kikhelna aneikha hih laiye.
5 Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op.
Nisa ahung sohdoh in chule alhum kit jin, chule kinotah’a kipandoh kit ding in akigopai jin ahi.
6 Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage.
Hui chu lhang lama anung in, chule sah lama ahung kihei jin ahi. Avel kol avelkol in, ahui nun chun akollin ahi.
7 Alle Bække løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe.
Vadung ho tuikhanglenna alonglut’uvin, hinlah twikhanglen adim thei deh poi. Chuti chun twi ho chu vadunga ahung kile kit jiuvin chule ahung longdoh un twikhanglenna chun alut kit jiuve.
8 Alt hvad man kunde nævne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det; Øjet mættes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre.
Thil ijakai hi seithei lou hellin thachol chol a um'in ahi. Ijat imit uva imu vang un ilungnau achim poi. Ijat ina khang uva ijah jeng vang un ilunglhai jou pouve.
9 Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.
Achesa thusim kivelso kitna ahibouve. Masang peh’a ana kibol chaisa ngensen ahiuve. Nisa noija imacha thil athah tahbeh aum poi.
10 Er der noget, om hvilket man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
Khatvei veileh mihon aseijun, “Imacha athah kiti aum poi,” atiuve. Hinlah tahbeh mong in alui ahi bouvin, imacha athah kiti hi aum poi.
11 Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.
Achesa phatna ipi anasoh em ti igeldoh pouve, chule khang ahung lhung ding hoa jong tua i-thilbol houhi koiman ahetdoh lou ding ahitai.
12 Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
Keima, Thuhilpa hi Israelte leng kahin, chule Jerusalema chenga kahi.
13 Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.
Hetkhen themna holdoh theina ding in keima ka kipum pehdoh jeng in, chule nisa noija na kitongdoh ho chengse hi chihna’a kholdoh ding in ka gel’e. Keiman kahin mudoh chu Pathen in mihemte henga aumna akiphondoh hi ahi.
14 Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Keiman nisa noija thil ache jomho ijakai hi kavetna ahileh atahbeh in, abonchan ajeh bei aphachom lou ding tobangbep ahije.
15 Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles.
Adih lou chu aki sudih tahbeh joupon, chule amangsa jong chu akinung mukit tapoi.
16 Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have været før mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab.
Keima ka lungthima ka kihoulim in, ka seijin, “Ven, kamasanga Jerusalema leng changho vaihomlai sangin jong ka ching joi. Keima amaho khatpen sangin jong chih john a le hetjohna kaneije,” kati.
17 Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortærelse.
Hiti chun keima ijakai chihna’a konna ngolna chule kingol sahna geija hetdohna ding in ka kalsong doh in ahi. Hinlah keima tah in kahetdoh chu hiche ho jouse hi pannabei thil tobangbep ahije.
18 Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte.
Ka chihna akibe cheh le ka gimna akibe cheh in, hetna akalbe cheh le lunggim na akibe cheh bepmin ahi.
