Prædikeren 8

1 Hvo er som den vise? og hvo forstaar Sagens Udtydning? Menneskens Visdom opklarer hans Ansigt, og hans Ansigts Haardhed forandres.

Kdo je kakor moder človek? In kdo pozna pomen stvari? Človekova modrost pripravi njegov obraz, da zasveti in srčnost njegovega obraza bo spremenjena.

2 Jeg siger: Agt paa Kongens Mund, og det formedelst Eden til Gud.

Svetujem ti, da obdržiš kraljevo zapoved in da upoštevaš Božjo prisego.

3 Vær ikke hastig til at gaa bort fra hans Ansigt, bliv ikke staaende ved en slet Sag; thi han kan gøre alt, hvad han har Lyst til,

Ne bodi nagel, da greš izven njegovega pogleda. Ne stoj v zli stvari, kajti on počne karkoli mu ugaja.

4 efterdi Kongens Ord er et Magtsprog; og hvo tør sige til ham: Hvad gør du?

Kjer je kraljeva beseda, tam je moč, in kdo mu lahko reče: »Kaj počneš?«

5 Hvo som holder Budet, skal intet ondt forfare, og den vises Hjerte kender Tid og Ret.

Kdorkoli se drži zapovedi, ne bo čutil nobene zle stvari in srce modrega človeka razlikuje tako čas kakor sodbo.

6 Thi for enhver Idræt er der Tid og Ret; thi Menneskets Ulykke hviler svar over ham.

Ker za vsak namen je čas in sodba, zato je človeška beda velika nad njim.

7 Thi han ved ikke, hvad der skal ske: Thi hvo kan tilkendegive ham, hvorledes det skal vorde?

Kajti on ne ve, tega kar bo, kajti kdo mu lahko pove kdaj bo to?

8 Mennesket har ikke Magt over Aanden til at holde Aanden tilbage og ingen Magt over Dødens Dag og kan i Striden ikke undslippe, og Ugudelighed kan ikke redde sin Ejermand.

Nobenega človeka ni, da ima moč nad duhom, da obdrži duha niti nima moči na dan smrti in v tej vojni ni nobene poravnave niti zlobnost ne bo osvobodila tistih, ki so ji izročeni.

9 Alt dette har jeg set, og jeg har lagt Mærke til al den Gerning, som gøres under Solen; der er en Tid, da Mennesket hersker over et Menneske til dettes Ulykke.

Vse to sem videl in svoje srce posvetil vsakemu delu, ki je storjeno pod soncem. Je čas, v katerem en človek vlada nad drugim v svojo lastno škodo.

10 Og da saa jeg de ugudelige at begraves og komme hjem og at gaa bort fra den Helliges Sted og at glemmes i Staden efter at have gjort saaledes; ogsaa dette er Forfængelighed.

Tako sem videl zlobne pokopane, ki so prišli in odšli iz kraja svetih in so bili pozabljeni v mestu, kjer so tako počeli. Tudi to je ničevost.

11 Efterdi der ikke fældes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt.

Ker obsodba zoper zlo delo ni izvršena naglo, zato je srce človeških sinov v njih popolnoma naravnano, da počno zlo.

12 Lad endog en Synder gøre hundrede Gange ondt og leve længe! thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, og som frygte for hans Ansigt.

Čeprav grešnik tisočkrat stori zlo in bodo njegovi dnevi podaljšani, vendar zagotovo vem, da bo dobro s tistimi, ki se bojijo Boga, ki se bojijo pred njim,

13 Men det skal ikke gaa den ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, han skal gaa bort ligesom en Skygge, fordi han ikke frygter for Guds Ansigt.

toda z zlobnim ne bo dobro niti ne bo podaljšal svojih dni, ki so kakor senca, ker se pred Bogom ne boji.

14 Der er en Forfængelighed, som sker paa Jorden: At der er retfærdige, hvem det rammer efter de ugudeliges Gerning, og at der er ugudelige, hvem det rammer efter de retfærdiges Gerning; jeg sagde, at ogsaa dette er Forfængelighed.

Je ničevost, ki je storjena na zemlji; da so pravični ljudje, ki se jim dogaja glede na delo zlobnih; ponovno, so zlobni ljudje, ki se jim dogaja glede na delo pravičnih. Rekel sem, da je tudi to ničevost.

15 Og jeg prisede Glæden, efterdi et Menneske intet bedre har under Solen end at æde og at drikke og at være glad; og saadant følger ham for hans Arbejde i hans Livsdage, som Gud har givet ham under Solen.

Potem sem priporočal veselje, ker človek pod soncem nima boljše stvari, kot da jé in da pije in da je vesel, kajti to bo ostalo z njim od njegovega truda [vse] dni njegovega življenja, ki mu ga Bog daje pod soncem.

16 Eftersom jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at se den Møje, som man gør sig paa Jorden, at der er den, som hverken Dag eller Nat ser Søvn i sine Øjne:

Ko sem usmeril svoje srce, da spoznam modrost in da vidim opravilo, ki je storjeno na zemlji (kajti tam je ta, ki niti podnevi niti ponoči s svojimi očmi ne vidi spanja),

17 Da saa jeg al Guds Gerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gerning, som sker under Solen, idet Mennesket arbejder paa at udgranske den uden at kunne finde den; og selv om den vise vilde sige sig at forstaa den, kan han dog ikke finde den.

sem potem zagledal vsa Božja dela, da človek ne more spoznati dela, ki je storjeno pod soncem. Ker čeprav se človek trudi to spoznati, vendar tega ne bo našel. Da, nadalje, čeprav moder človek misli, da to pozna, vendar tega ne bo zmožen najti.