Prædikeren 6
1 Der er en Ulykke, som jeg saa under Solen, og den er svar over Menneskene:
Kaminawk khaeah hmuenzit ah kaom sethaih, ni tlim ah ka hnuk let bae vop:
2 Naar der er en Mand, hvem Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og han fattes intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand fortærer det: Da er dette Forfængelighed og en slem Lidelse.
koehhaih akoep hanah, Sithaw mah kami khaeah angraenghaih, hmuenmae tawnhhaih hoi pakoehhaih to paek; toe hmuenmae nuiah kanawm acaeng hanah paek ai pongah, minawk kalah mah kanawm acaeng haih lat; hae doeh azom pui ni, nathaih kasae ah ni oh.
3 Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end han.
Kami maet loe caa cumvaito tawnh moe, saning sawk parai ah hing cadoeh, hing thung koehhaih akoep ai, duek naah doeh kahoih ah aphum ai nahaeloe, anih pongah loe zok thungah kamro nawkta to hoih kue.
4 Thi dette kom med Forfængelighed og gaar bort i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.
Zok thungah kamro nawkta loe azom pui ah tacawt moe, vinghaih thungah caeh, anih ih ahmin loe vinghaih mah ayaw khoep tih boeh.
5 Det hverken saa eller kendte Sol; det har mere Ro end han.
Anih loe ni to hnu vai ai, tidoeh panoek ai; toe anih loe minawk kalah pongah pop kue anghakhaih to hnuk.
6 Ja, dersom han end levede tusinde Aar to Gange og ikke saa det gode, farer dog ikke enhver til et Sted?
Ue, anih loe saning sang hnetto hing langlacadoeh, a tawnh ih hmuen nuiah nawmhaih tawn ai; kaminawk loe ahmuen maeto ah na ai maw caeh o boih?
7 Alt Menneskets Arbejde er for hans Mund; men Sjælen kan dog ikke fyldes.
Kami mah tha pathok moe, sak ih tok boih loe pakha han ih ni sak, toe caak koehhaih loe boeng thai ai.
8 Thi hvad Fortrin har den vise fremfor Daaren? hvad har den fattige, som forstaar at vandre for de levende?
Palungha mah kamthu pong kamtlai ah amekhaih timaw tawnh? Kahing kaminawk hmaa ah kawbangmaw khosak nahaeloe hoi tih, tiah panoek kamtang loe amekhaih timaw tawnh?
9 Bedre er, hvad man ser for Øjnene, end Sjælens Begær; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Palung koehhaih bangah amkaeh khing pongah loe, mik hoi hnuk ih hmuen to hoih kue; hae doeh azom pui ni, takhi hnukah patom rumram baktiah ni oh.
10 Hvad en er — hans Navn er allerede nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke trætte med den, som er ham for mægtig.
Vaihiah kaom hmuen loe canghni ah a poek ih hmuen to ni; kami loe angmah pongah thacak kue kami hoiah angnoek thai ai, hae loe kami khosakhaih dan boeh ni, tiah amtueng boeh.
11 Thi der er mange Ting, de foraarsage megen Forfængelighed; hvad Fordel har et Menneske deraf?
Pop hmoek ah lok apaeh naah, avang ai lok to pop aep, to baktih lok mah kami han tih amekhaih maw ohsak?
12 Thi hvo ved, hvad der er godt for Mennesket i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livsdages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgøre et Menneske, hvad der skal ske efter ham under Solen?
Tahlip baktiah kalaem thaih, avanghaih om ai hing thungah, kami han atho om hmuen mi maw panoek thaih? Kami duek pacoengah loe ni tlim ah timaw om tih, tiah mi mah maw thui thai tih?
