Prædikeren 4

1 Og jeg vendte tilbage og saa alle de undertrykte, som ilde medhandles under Solen; og se, de undertryktes Taarer, og der var ingen, som trøstede dem, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold; derimod havde de ingen, som trøstede dem.

Verti me ad alia, et vidi calumnias quæ sub sole geruntur, et lacrimas innocentium, et neminem consolatorem, nec posse resistere eorum violentiæ, cunctorum auxilio destitutos,

2 Da prisede jeg de døde, som alt vare døde, fremfor de levende, som endnu ere i Live;

et laudavi magis mortuos quam viventes;

3 men lykkelig fremfor begge dog den, som endnu ikke har været til, som ikke har set den onde Gerning, der gøres under Solen.

et feliciorem utroque judicavi qui necdum natus est, nec vidit mala quæ sub sole fiunt.

4 Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paadrog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Rursum contemplatus sum omnes labores hominum, et industrias animadverti patere invidiæ proximi; et in hoc ergo vanitas et cura superflua est.

5 Daaren lægger sine Hænder sammen og fortærer sit eget Kød.

Stultus complicat manus suas, et comedit carnes suas, dicens:

6 En Haandfuld med Ro er bedre end begge Næver fulde med Møje og Aandsfortærelse.

Melior est pugillus cum requie, quam plena utraque manus cum labore et afflictione animi.

7 Og jeg vendte tilbage og saa Forfængelighed under Solen:

Considerans, reperi et aliam vanitatem sub sole.

8 Der er den, som er ene og ikke har nogen anden og har hverken Søn eller Broder; dog er der ingen Ende paa alt hans Arbejde, og hans Øjne mættes ikke af Rigdom; — og: „For hvem arbejder jeg og lader min Sjæl fattes det gode‟? ogsaa dette er Forfængelighed og en slem Møje.

Unus est, et secundum non habet, non filium, non fratrem, et tamen laborare non cessat, nec satiantur oculi ejus divitiis; nec recogitat, dicens: Cui laboro, et fraudo animam meam bonis? In hoc quoque vanitas est et afflictio pessima.

9 Bedre to end een; thi de have en god Løn for deres Arbejde.

Melius est ergo duos esse simul quam unum; habent enim emolumentum societatis suæ.

10 Thi dersom de falde, kan den ene oprejse sin Stalbroder, men ve den, som er ene; naar han falder, er der ingen anden til at oprejse ham.

Si unus ceciderit, ab altero fulcietur. Væ soli, quia cum ceciderit, non habet sublevantem se.

11 Ogsaa naar to ligge sammen, da have de Varme; men hvorledes kan en alene blive varm?

Et si dormierint duo, fovebuntur mutuo; unus quomodo calefiet?

12 Og om nogen vilde overvælde ham, som er ene, kunde to staa ham imod; og den tredobbelte Traad sønderrives ikke saa snart.

Et si quispiam prævaluerit contra unum, duo resistunt ei; funiculus triplex difficile rumpitur.

13 Bedre faren er et ungt Menneske, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, og som endnu ikke ved at lade sig advare.

Melior est puer pauper et sapiens, rege sene et stulto, qui nescit prævidere in posterum.

14 Thi af Fangehuset udgik hin for at blive Konge, medens den, som var født i sit Kongerige, blev fattig.

Quod de carcere catenisque interdum quis egrediatur ad regnum; et alius, natus in regno, inopia consumatur.

15 Jeg saa alle dem, som leve, som vandre under Solen, at holde sig til det andet unge Menneske, der indtager hans Sted.

Vidi cunctos viventes qui ambulant sub sole cum adolescente secundo, qui consurget pro eo.

16 Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som han gik i Spidsen for, dog skulle Efterkommerne ikke glædes over ham: Thi ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

Infinitus numerus est populi omnium qui fuerunt ante eum, et qui postea futuri sunt non lætabuntur in eo; sed et hoc vanitas et afflictio spiritus.