Prædikeren 3

1 Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid.

Sve ima svoje doba i svaki posao pod nebom svoje vrijeme.

2 Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede;

Vrijeme rađanja i vrijeme umiranja; vrijeme sađenja i vrijeme čupanja posađenog.

3 en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge;

Vrijeme ubijanja i vrijeme liječenja; vrijeme rušenja i vrijeme građenja.

4 en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde;

Vrijeme plača i vrijeme smijeha; vrijeme tugovanja i vrijeme plesanja.

5 en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag;

Vrijeme bacanja kamenja i vrijeme sabiranja kamenja; vrijeme grljenja i vrijeme kad se ostavlja grljenje.

6 en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste;

Vrijeme traženja i vrijeme gubljenja; vrijeme čuvanja i vrijeme odbacivanja.

7 en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; en Tid til at tie og en Tid til at tale;

Vrijeme deranja i vrijeme š§ijenja; vrijeme šutnje i vrijeme govorenja.

8 en Tid til at elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred.

Vrijeme ljubljenja i vrijeme mržnje; vrijeme rata i vrijeme mira.

9 Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa?

Koja je posleniku korist od njegovih napora?

10 Jeg har set den Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.

Razmišljam o mučnoj zadaći što je Bog zadade sinovima ljudskim.

11 Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.

Sve što on čini prikladno je u svoje vrijeme; ali iako je dopustio čovjeku uvid u vjekove, čovjek ne može dokučiti djela koja Boga čini od početka do kraja.

12 Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal være glad og gøre godt i sit Liv;

Znam da nije druge sreće čovjeku osim da se veseli i čini dobro za svojega života.

13 og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, er en Guds Gave.

I kad čovjek jede i pije i uživa u svojem radu, i to je Božji dar.

14 Jeg fornam, at alt det, som Gud gør, skal blive evindelig, at man intet kan lægge til, og at man intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt.

I znam da sve što Bog čini, čini za stalno. Tome se ništa dodati ne može niti mu se može oduzeti; a Bog čini tako da ga se boje.

15 Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været; og Gud søger det, som er fordrevet.

Što biva, već bijaše, i što će biti, već je bilo; a Bog obnavlja što je prohujalo.

16 Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden.

Još vidim kako pod suncem umjesto pravice vlada nepravda i umjesto pravednika zločinac.

17 Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idræt og Tid fastsat hisset over al Gerning.

Zato rekoh u sebi: “Bog će suditi i pravedniku i zločincu, jer ovdje ima vrijeme za svaku namjeru i čin.”

18 Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.

Još rekoh u sebi: “Ljudi se ponašaju tako da Bog može pokazati kakvi su uistinu, da su jedni drugima poput zvijeri.”

19 Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed.

Jer zaista, kob ljudi i zvijeri jedna je te ista. Kako ginu oni, tako ginu i one; i dišu jednakim dahom, i čovjek ničim ne nadmašuje zvijer, jer sve je ispraznost.

20 De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv.

I jedni i drugi odlaze na isto mjesto; svi su postali od praha i u prah se vraćaju.

21 Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden?

Tko zna da li dah ljudski uzlazi gore, a dah zvijeri silazi dolje k zemlji?

22 Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham?

Uviđam da čovjeku druge sreće nema osim radosti u svome djelu, jer to je ljudska sudbina. A tko će ga dovesti do toga da dozna što će biti poslije njega?