Prædikeren 2
1 Jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig med Glæde, se da din Lyst paa det gode; men se, ogsaa det var Forfængelighed.
Jag sade i mitt hjerta: Nu väl, jag vill lefva väl, och göra mig goda dagar; men si, det var ock fåfängelighet.
2 Jeg sagde til Latteren: Du er gal! og til Glæden: Hvad gør du?
Jag sade till löjet: Du äst galet; och till glädjena: Hvad gör du?
3 Jeg prøvede i mit Hjerte paa at pleje mit Kød med Vinen, medens mit Hjerte styrede med Visdom, og paa at holde fast ved Daarskab, indtil jeg kunde se, hvad der var godt for Menneskens Børn, hvad de skulde gøre under Himmelen, saa længe deres Livsdage vare.
Då tänkte Jag i mitt hjerta att hålla mitt kött ifrå vin, och hålla mitt hjerta till vishet, att jag måtte klok varda, tilldess jag måtte lära, hvad menniskomen nyttigt vore till att göra, så länge de lefva under himmelen.
4 Jeg gjorde mine Gerninger store; jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde.
Jag gjorde stor ting; jag byggde hus, planterade vingårdar;
5 Jeg anlagde mig Haver og Lystskove, og jeg plantede alle Haande Frugttræer i dem.
Jag gjorde mig örtagårdar och trägårdar, och planterade deruti allehanda fruktsam trä;
6 Jeg gjorde mig Damme for af dem at vande den Skov, som voksede op med Træer.
Jag gjorde mig dammar, till att vattna skogen af de gröna trä;
7 Jeg købte Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødt Tyende; jeg havde ogsaa megen Ejendom af stort Kvæg og smaat Kvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem.
Jag hade tjenare och tjenarinnor, och tjenstefolk; jag hade större ägodelar i fä och får, än alle de som för mig voro i Jerusalem;
8 Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Ejendom af Konger og af Landskaberne; jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.
Jag församlade mig ock silfver och guld, och en skatt af Konungom och landom; jag beställde mig sångare och sångerskor, och menniskors vällust, allahanda strängaspel;
9 Og jeg blev mægtig og tog til fremfor alle dem, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
Och förkofrade mig öfver alla de som för mig varit hade i Jerusalem; blef ock vishet när mig;
10 Og alt, hvad mine Øjne begærede, nægtede jeg dem ikke; jeg forholdt ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbejde, og dette var min Del af alt mit Arbejde.
Och allt det min ögon önskade, lät jag dem få, och förtog mino hjerta ingen glädje, så att det gladdes af allt mitt arbete. Och det höll jag för min del af allt mitt arbete.
11 Og jeg vendte mit Ansigt til alle mine Gerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbejde, som jeg med Møje havde gjort: Og se, alt var Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordel under Solen.
Men då jag såg på all min verk, som min hand gjort hade, och den mödo, som jag haft hade; si, då var det allt fåfängelighet och jämmer, och intet annat under solene.
12 Og jeg vendte mit Ansigt til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gøre, som kommer efter Kongen? — Det, som man allerede har gjort.
Då vände jag mig till att se vishet ( och klokhet ), galenskap och dårskap; ty hvilken är den menniska, som det göra kan efter Konungenom, den henne gjort hafver?
13 Da saa jeg, at Visdom har Fortrin for Daarskab, som Lyset har Fortrin for Mørket.
Då såg jag, att visheten öfvergick dårskapen, såsom ljuset mörkret;
14 Den vise har Øjne i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; og jeg fornam ogsaa, at hvad der hændes den ene, hændes dem alle.
Så att den vise hafver sin ögon i hufvudet, men de dårar gå i mörkret; och märkte dock, att dem ena går som dem andra.
15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa vil det og hændes mig, og hvorfor har jeg da været saa overvættes viis? Og jeg sagde i mit Hjerte: Saadant er ogsaa Forfængelighed.
Då tänkte jag i mitt hjerta: Medan dem galnom går såsom mig, hvarföre hafver jag då farit efter vishet? Då tänkte jag i mitt hjerta, att sådant är ock fåfängelighet.
16 Thi hverken den vises eller Daarens Ihukommelse vil vare evindelig; efterdi det alt sammen i de kommende Dage forlængst vil være glemt; og mon ikke den vise dør lige saa vel som Daaren!
Ty man tänker icke på den visa evinnerliga, såsom icke heller på den galna; och de tillkommande dagar förgäta allt; och såsom den vise dör, så ock den galne.
17 Og jeg hadede Livet; thi den Gerning, som sker under Solen, mishagede mig; thi alt er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Derföre leddes mig lefva; ty det behagade mig illa allt det under solene sker, att det så allstings fåfängeligit och mödosamt är.
18 Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig.
Och mig leddes vid allt mitt arbete som jag under solene hade, att jag måste lefva det ene mennisko, som efter mig komma skulle;
19 Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.
Ty ho vet, om han skall varda vis eller galen; och skall dock råda öfver allt mitt arbete, det jag hafver visliga gjort under solen. Det är ock fåfängelighet.
20 Da vendte jeg mig om for at lade mit Hjerte fortvivle over alt det Arbejde, som jeg havde arbejdet paa under Solen.
Derföre vände jag mig, att mitt hjerta skulle aflåta af allo arbete, som jag gjorde under solene.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbejde er med Visdom og med Kundskab og med Duelighed, og til et Menneske, som ikke har arbejdet derpaa, maa han give det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde.
Ty en menniska, som sitt arbete med vishet, förnuft och skickelighet gjort hafver, det måste hon låta enom androm till arfs, den deruppå intet arbetat hafver; det är ock fåfängelighet, och en stor olycka.
22 Thi hvad har dog Mennesket for alt sit Arbejde og for sit Hjertes Stræben, hvormed han har arbejdet under Solen?
Ty hvad får menniskan af allt sitt arbete, och hjertans bekymmer, hon hafver under solene;
23 Thi alle hans Dage ere Smerte, og hans Møje er Græmmelse, ogsaa om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
Utan sveda, grämelse och sorg, i alla sina lifsdagar; så att ock hennes hjerta icke kan hafva ro om nattena? Det är ock fåfängelighet.
24 Det gode staar ikke til Mennesket selv, det at han æder og drikker og lader sin Sjæl se det gode af sit Arbejde; ogsaa dette saa jeg, at det er af Guds Haand.
Är då nu menniskone icke bättre äta och dricka, och göra sine själ goda dagar i sitt arbete? Men det såg jag ock, att det kommer af Guds hand.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere dermed end jeg?
Ty ho hafver gladare ätit, och kräseligare lefvat, än jag?
26 Thi det Menneske, som er velbehageligt for hans Ansigt, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Møje, at sanke og samle for at give det til den, som er velbehagelig for Guds Ansigt; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Ty den menniska, som honom täck är, gifver han vishet, förnuft och glädje; men syndarenom gifver han olycko, att han församlar och lägger tillhopa, och det varder dock dem gifvet, som Gudi täck är; ty är det ock icke annat än jämmer.
