Prædikeren 2
1 Jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig med Glæde, se da din Lyst paa det gode; men se, ogsaa det var Forfængelighed.
I said in my heart, Come now, I will prove thee with mirth, therefore enjoy pleasure: and behold, this also [is] vanity.
2 Jeg sagde til Latteren: Du er gal! og til Glæden: Hvad gør du?
I said of laughter, [It is] mad: and of mirth, What doeth it?
3 Jeg prøvede i mit Hjerte paa at pleje mit Kød med Vinen, medens mit Hjerte styrede med Visdom, og paa at holde fast ved Daarskab, indtil jeg kunde se, hvad der var godt for Menneskens Børn, hvad de skulde gøre under Himmelen, saa længe deres Livsdage vare.
I sought in my heart, to give myself to wine, yet acquainting my heart with wisdom; and to lay hold on folly, till I might see what [was] that good for the sons of men, which they should do under the heaven all the days of their life.
4 Jeg gjorde mine Gerninger store; jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde.
I made me great works; I built me houses; I planted me vineyards:
5 Jeg anlagde mig Haver og Lystskove, og jeg plantede alle Haande Frugttræer i dem.
I made me gardens and orchards, and I planted trees in them of all [kind of] fruits:
6 Jeg gjorde mig Damme for af dem at vande den Skov, som voksede op med Træer.
I made me pools of water, to water with them the wood that bringeth forth trees:
7 Jeg købte Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødt Tyende; jeg havde ogsaa megen Ejendom af stort Kvæg og smaat Kvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem.
I procured [me] servants and maidens, and had servants born in my house; also I had great possessions of great and small cattle above all that were in Jerusalem before me:
8 Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Ejendom af Konger og af Landskaberne; jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.
I gathered me also silver and gold, and the peculiar treasure of kings, and of the provinces: I procured me men-singers and women-singers, and the delights of the sons of men, [as] musical instruments, and of all sorts.
9 Og jeg blev mægtig og tog til fremfor alle dem, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
So I was great, and increased more than all that were before me in Jerusalem: also my wisdom remained with me.
10 Og alt, hvad mine Øjne begærede, nægtede jeg dem ikke; jeg forholdt ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbejde, og dette var min Del af alt mit Arbejde.
And whatever my eyes desired I kept not from them, I withheld not my heart from any joy; for my heart rejoiced in all my labor: and this was my portion of all my labor.
11 Og jeg vendte mit Ansigt til alle mine Gerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbejde, som jeg med Møje havde gjort: Og se, alt var Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordel under Solen.
Then I looked on all the works that my hands had wrought, and on the labor that I had labored to do: and behold, all [was] vanity and vexation of spirit, and [there was] no profit under the sun.
12 Og jeg vendte mit Ansigt til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gøre, som kommer efter Kongen? — Det, som man allerede har gjort.
And I turned myself to behold wisdom, and madness, and folly: for what [can] the man [do] that cometh after the king? [even] that which hath been already done.
13 Da saa jeg, at Visdom har Fortrin for Daarskab, som Lyset har Fortrin for Mørket.
Then I saw that wisdom excelleth folly, as far as light excelleth darkness.
14 Den vise har Øjne i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; og jeg fornam ogsaa, at hvad der hændes den ene, hændes dem alle.
The wise man's eyes [are] in his head; but the fool walketh in darkness: and I myself perceived also that one event happeneth to them all.
15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa vil det og hændes mig, og hvorfor har jeg da været saa overvættes viis? Og jeg sagde i mit Hjerte: Saadant er ogsaa Forfængelighed.
Then said I in my heart, As it happeneth to the fool, so it happeneth even to me; and why was I then more wise? Then I said in my heart, that this also [is] vanity.
16 Thi hverken den vises eller Daarens Ihukommelse vil vare evindelig; efterdi det alt sammen i de kommende Dage forlængst vil være glemt; og mon ikke den vise dør lige saa vel som Daaren!
For [there is] no remembrance of the wise more than of the fool for ever; seeing that which now [is] in the days to come shall all be forgotten. And how dieth the wise [man]? as the fool.
17 Og jeg hadede Livet; thi den Gerning, som sker under Solen, mishagede mig; thi alt er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Therefore I hated life; because the work that is wrought under the sun [is] grievous to me: for all [is] vanity and vexation of spirit.
18 Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig.
Yes, I hated all my labor which I had taken under the sun: because I should leave it to the man that shall be after me.
19 Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.
And who knoweth whether he shall be a wise [man] or a fool? yet shall he have rule over all my labor in which I have labored, and in which I have showed myself wise under the sun. This [is] also vanity.
20 Da vendte jeg mig om for at lade mit Hjerte fortvivle over alt det Arbejde, som jeg havde arbejdet paa under Solen.
Therefore I went about to cause my heart to despair of all the labor which I took under the sun.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbejde er med Visdom og med Kundskab og med Duelighed, og til et Menneske, som ikke har arbejdet derpaa, maa han give det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde.
For there is a man whose labor is in wisdom, and in knowledge, and in equity; yet to a man that hath not labored in it, shall he leave it [for] his portion. This also [is] vanity and a great evil.
22 Thi hvad har dog Mennesket for alt sit Arbejde og for sit Hjertes Stræben, hvormed han har arbejdet under Solen?
For what hath man of all his labor, and of the vexation of his heart, in which he hath labored under the sun?
23 Thi alle hans Dage ere Smerte, og hans Møje er Græmmelse, ogsaa om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
For all his days [are] sorrows, and his labor grief; yes, his heart taketh not rest in the night. This is also vanity.
24 Det gode staar ikke til Mennesket selv, det at han æder og drikker og lader sin Sjæl se det gode af sit Arbejde; ogsaa dette saa jeg, at det er af Guds Haand.
[There is] nothing better for a man than that he should eat and drink, and [that] he should make his soul enjoy good in his labor. This also I saw, that it [was] from the hand of God.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere dermed end jeg?
For who can eat, or who else can hasten [to it] more than I?
26 Thi det Menneske, som er velbehageligt for hans Ansigt, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Møje, at sanke og samle for at give det til den, som er velbehagelig for Guds Ansigt; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
For [God] giveth to a man who [is] good in his sight, wisdom, and knowledge, and joy: but to the sinner he giveth toil, to gather, and to amass, that he may give to [him that is] good before God. This also [is] vanity and vexation of spirit.
