< Prædikeren 12 >

1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem:
Spomni se torej svojega Stvarnika v dneh svoje mladosti, ko niso prišli zli dnevi niti se niso približala leta, ko boš rekel: »V njih nimam veselja, «
2 Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen;
dokler sonce ali svetloba ali luna ali zvezde ne bodo otemnele niti se oblaki vrnili za dežjem,
3 den Dag, da Husets Vogtere bæve, og de stærke Mænd krumme sig, og de, som betjene Møllen, holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som se igennem Vinduerne, blive dunkle;
na dan, ko bodo čuvaji hiše trepetali in se bodo močni možje sklonili in mlinarji odnehajo, ker jih je malo in tisti, ki gledajo skozi okna, postanejo zatemnjeni
4 da begge Døre til Gaden lukkes, naar Møllens Røst bliver svag, og man staar op ved Fuglens Røst, og alle Sangens Døtre nedbøjes;
in bodo vrata po ulicah zaprta, ko je glas mletja nizek in bo vstal ob ptičjem glasu in bodo ponižane vse hčere petja;
5 da de ogsaa frygte for den høje, og der er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;
tudi ko jih bo strah tega, kar je visoko in bodo strahovi na poti in bo mandljevec cvetel in bo kobilica breme in bo hrepenenje izneverilo; ker človek odhaja k svojemu dolgemu domu in žalovalci gredo po ulicah,
6 førend Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust; og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderslaas ved Brønden;
ali preden se srebrna vrvica odveže ali zlomi zlata skledica ali lončen vrč razbije ob studencu ali zlomi kolo pri vodnem zbiralniku.
7 og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.
Potem se bo prah vrnil k zemlji, kakor je bil; in duh se bo vrnil k Bogu, ki ga je dal.
8 Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed!
»Ničevost ničevosti, « pravi pridigar, »vse je ničevost.«
9 Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis Mand, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog.
In poleg tega, ker je bil pridigar moder, še vedno uči ljudstvo spoznanja. Da, pazil je, poiskal in uredil mnogo pregovorov.
10 Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord.
Pridigar je iskal, da odkrije sprejemljive besede in to, kar je bilo napisano, je bilo iskreno, celó besede resnice.
11 De vises Ord ere som Braadde og som Søm, der trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.
Besede modrih so kakor palice z bodicami in kakor žeblji, pritrjeni s pomočjo gospodarjev zborov, ki so izročeni od enega pastirja.
12 Og forøvrigt, min Søn! lad dig paaminde af dem; at gøre mange Bøger, saa at der er ingen Ende paa, og megen Læsning trætter Legemet.
Nadalje, moj sin, bodi opomnjen s temi. Pisanju mnogih knjig ni konca in mnogo učenja je utrujenost telesu.
13 Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.
Prisluhnimo zaključku celotne zadeve: »Boj se Boga in se drži njegovih zapovedi, kajti to je vsa človekova dolžnost.
14 Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.
Kajti Bog bo vsako delo privedel na sodbo, z vsako skrivno stvarjo, bodisi je ta dobra, bodisi je ta slaba.«

< Prædikeren 12 >