Prædikeren 12
1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem:
Kai loe to baktih hmuennawk nuiah anghoehaih ka tawn ai, tiah na thuihaih saning mah pha thuih ai vop moe, sethaih aninawk mah na pha thuih ai nathuem, na qoeng li naah, nang Sahkung Sithaw to panoek ah;
2 Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen;
to baktih atue loe ni hoi ni aengh om mak ai, khrah hoi cakaeh doeh aang mak ai, kho angzoh moe, tamai anghmat phaenghaih atue ah om tih;
3 den Dag, da Husets Vogtere bæve, og de stærke Mænd krumme sig, og de, som betjene Møllen, holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som se igennem Vinduerne, blive dunkle;
im toep kaminawk loe tasoeh o tih, thacak kaminawk loe kaengkuu o tih, kami tamsi pongah cang kae kaminawk loe anghak o tih, thokbuem hoiah khen kaminawk loe hnu o thai mak ai boeh;
4 da begge Døre til Gaden lukkes, naar Møllens Røst bliver svag, og man staar op ved Fuglens Røst, og alle Sangens Døtre nedbøjes;
cang kaehhaih atuenh thazok boeh, to naah lampui taeng ih thoknawk to khaa o tih; tavaa ih lok thaih naah anih to angthawk tih, laasah nongpatanawk mah laa lok kahnaem ah laa to sah o tih;
5 da de ogsaa frygte for den høje, og der er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;
nihcae mah kasang ahmuen to zii o tih, loklam ah zithaih to om tih, almond thing loe tadok tacawt ueloe, pakhuh loe nang han hmuen kazit ah om tih, koehhaih palungthin to thazok tih boeh; kami loe angmah ih dungzan im ah caeh boeh pongah, palungsae kaminawk loe loklam ah caeh o tih:
6 førend Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust; og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderslaas ved Brønden;
to tih ai boeh loe sumkanglung aqui khramhaih maw, sui boengloeng koihhaih maw, tuibap tui sohhaih laom koihhaih maw, to tih ai boeh loe tuikung ah khok angkhaehhaih to om tih.
7 og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.
Maiphu loe a ohhaih long ah amlaem let ueloe, muithla loe paekkung Sithaw khaeah amlaem let tih.
8 Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed!
Azom pui ni! azom pui ni! Hmuen boih loe azom pui ah ni oh, tiah patukkung mah thuih.
9 Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis Mand, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog.
Patukkung loe palungha pongah, kaminawk hanah palunghahaih to patuk; ue, tha pathokhaih hoiah pakrong pacoengah, pop parai palunghahaih loknawk to a sak.
10 Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord.
Patukung loe tapom thaih koiah kaom loknawk to hnuk thai hanah pakrong, anih mah tarik ih loknawk loe toeng moe, loktang lok ah oh.
11 De vises Ord ere som Braadde og som Søm, der trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.
Palungha kami ih loknawk loe, kamsum cung baktih, tuu toepkung mah tuu huih haih hanah patoh ih thingboeng, kaminawk mah thing nawnto takhing haih, sumdiknawk baktiah oh.
12 Og forøvrigt, min Søn! lad dig paaminde af dem; at gøre mange Bøger, saa at der er ingen Ende paa, og megen Læsning trætter Legemet.
To pacoengah ka capa, to baktih loknawk hoi thuitaek ih kami ah om ah; cabu sakhaih loe boeng thai ai; kapop ah amtukhaih mah takpum angphosak.
13 Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.
Sangqum boih ah lok pakhaphaih loe hae tiah oh; Sithaw to zii ah loe, a paek ih loknawk to pakuem ah; hae loe kami mah hing thung sak han ih tok ah oh.
14 Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.
Kasae maw, kahoih maw, tamquta hoiah sak ih hmuen baktih, sak ih hmuennawk baktih toengah Sithaw mah lokcaek tih.
