Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Kongen i Jerusalem.
Ko e ngaahi lea eni ʻae Tangata Malanga, ko e foha ʻo Tevita, naʻe tuʻi ʻi Selūsalema.
2 Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed.
“Vaʻinga ʻoe vaʻinga,” ʻoku pehē ʻe he Malanga, “Vaʻinga ʻoe vaʻinga, ʻoku vaʻinga ʻae meʻa kotoa pē.”
3 Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig med under Solen?
Ko e hā hono ʻaonga ki he tangata ʻo ʻene ngāue kotoa pē ʻoku ne fai ʻi he lalo laʻā?
4 En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig.
ʻOku mole atu ʻae toʻutangata ʻe taha, kae haʻu ʻae toʻutangata kehe: ka ʻoku tuʻumaʻu aipē ʻa māmani.
5 Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op.
ʻOku hopo hake foki ʻae laʻā, pea ʻalu hifo, ʻoku ʻalu fakavave ia ki he potu naʻe hopo mei ai.
6 Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage.
ʻOku ʻalu ʻae matangi ki he feituʻu tonga, pea toe liliu ki he tokelau: ʻoku fakatakamilo maʻuaipē ia, pea toe ʻalu foki ʻi hono ngaahi ʻaluʻanga.
7 Alle Bække løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe.
ʻOku tō atu ki tahi ʻae ngaahi vaitafe kotoa pē; ka ʻoku ʻikai ke pito ai ʻae tahi; pea ko e potu ʻoku tupu mei ai ʻae vaitafe ʻoku toe foki atu ia ki ai.
8 Alt hvad man kunde nævne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det; Øjet mættes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre.
ʻOku fonu ʻae meʻa kotoa pē ʻi he ngāue; ʻoku ʻikai faʻa fakamatala ia ʻe he tangata: pea ʻoku ʻikai fiu ʻae mata ʻi he sio, pe ko e telinga ʻi he fanongo.
9 Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.
Ko e meʻa ʻaia ʻoku talu mei muʻa, ko ia ia ʻe kei ʻi ai; pea ko e meʻa ʻoku fai ni ko ia pe ʻe fai; pea ʻoku ʻikai ha meʻa foʻou ʻi he lalo laʻā.
10 Er der noget, om hvilket man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
He ʻoku ai ha meʻa ʻe totonu ke pehē ki ai, “Vakai, ko eni ʻae meʻa foʻou?” Naʻe ʻi ai pe ia ʻi he kuonga ʻi muʻa, ʻaia naʻe muʻa ʻiate kitautolu.
11 Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.
ʻOku ʻikai ha fakamanatu ki he ngaahi meʻa ʻi muʻa, pea ʻe ʻikai ha manatu ki he ngaahi meʻa ʻoku hoko mai ni, pe ko ia ʻe hoko ʻamui.
12 Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
Ko au ko e Malanga, naʻaku tuʻi au ki ʻIsileli ʻi Selūsalema.
13 Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.
Pea naʻaku fai ʻi hoku loto ke kumi pea hakule ke u poto ʻi he meʻa kotoa pē ʻoku fai ʻi he lalo langi: he kuo tuku ʻae feinga ni ʻe he ʻOtua ke fakamamahi ʻaki ʻae fānau ʻae tangata.
14 Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Kuo u mamata ki he ngāue kotoa pē ʻoku fai ʻi he lalo laʻā; pea vakai, ko e vaʻinga ʻae meʻa kotoa pē mo e fakamamahi ki he laumālie.
15 Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles.
Ko e meʻa pikopiko ʻoku ʻikai faʻa fakatotonu, pea ko ia ʻoku ʻikai kātoa ʻe ʻikai faʻa lau ia.
16 Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have været før mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab.
Naʻaku fakakaukau ʻi hoku loto ʻoʻoku, ʻo pehē, “Vakai, kuo u hoko ʻo maʻumeʻa lahi, pea ʻoku ou maʻu lahi hake ʻae poto ʻiate kinautolu kotoa pē naʻa nau ʻi muʻa ʻiate au ʻi Selūsalema; ʻio, naʻe fakapotoʻi lahi hoku loto ʻi he poto mo e ʻilo.”
17 Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortærelse.
Pea naʻaku tuku hoku loto ke ʻilo ʻae poto, pea ke ʻilo mo e hē mo e vale: pea u ʻiloʻi foki ia ko e fakamamahi ki he laumālie.
18 Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte.
He ʻoku lahi ʻae mamahi ʻi he poto ʻoku lahi: pea ko ia ʻoku fakatupu ʻa ʻene ʻilo ʻoku ne fakatupu mo e mamahi.
