< 5 Mosebog 33 >
1 Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose den Guds Mand velsignede Israels Børn, førend han døde.
Pathen kah hlang Moses loh a duek hlanah tahae kah yoethennah he Israel ca rhoek taengah yoethen la a paek.
2 Og han sagde: Herren er kommen fra Sinai og er opgangen fra Sejr for dem, han aabenbarede sig herlig fra Parans Bjerg og kom fra de hellige Titusinder; ved hans højre Haand var en brændende Lov til dem.
“BOEIPA tah Sinai lamloh halo tih Seir lamloh thoeng. Amih ham Paran tlang lamloha sae pah tih a bantang lamloh hlangcima thawngsang neh thoeng. Amih ham olkhan hmai a khuen.
3 Visseligen, han elsker Folkene; alle hans hellige ere i din Haand; og de skulle sætte sig ved din Fod, annamme af dine Ord.
Na kut dongkah a hlangcim boeihloh pilnama lungnah tih, na oluennahaka duenloh na kho taengah ngolhlunguh.
4 En Lov bød Mose os, en Ejendom for Jakobs Forsamling.
Jakob vangpum kah khoh la olkhueng he, Mosesloh mamih taengah ng'uencoeng.
5 Og han blev en Konge for Jeskurun, da Folkets Øverster forsamlede sig tillige med Israels Stammer.
Jeshurun ah manghailaa om vaengah pilnamkaha lu rhoek loh Israel kocarhoek taengla tingtunuh.
6 Ruben leve og dø ikke; og hans Mænd vorde en liden Hob!
Reuben tah hing mai saeh lamtah duek boel saeh. Anihte hlang sii la om boel saeh.
7 Og dette om Juda: Og han sagde: Hør, Herre! Judas Røst, og lad ham komme til sit Folk; med sine Hænder strider han for det, og vær du en Hjælp mod hans Fjender!
Judah kawng dongah he khaw, “Aw BOEIPA Judah ol he hnatun lamtah a pilnam taengla thak lah. Amah pum te a kut neh a huul vaengah a rhalkhui lamkah khaw bomkung la nang om pah lah,” a ti.
8 Og han sagde om Levi: Dine Thummim og dine Urim høre din fromme Mand til, hvem du fristede i Massa, med hvem du kivedes ved Meribas Vand,
Levi kawng dongah khaw, “Na Thummim neh na Urim he, Massah ahna noemcai tih, Meribah tui taengahna oelh tangtae, na hlang cim hut coeng ni,” a ti.
9 ham, som sagde til sin Fader og til sin Moder: Jeg saa ham ikke, og han kendte ikke sine Brødre og vidste ikke af sine Sønner. Thi de holdt dit Ord og bevarede din Pagt;
“A manu neh a napa ka phoe pawh,” a ti tih, a manuca khawa hmat mueh la a ca kah a ca due ming voel pawh. Tedae na olthui te a ngaithuenuh tih na paipi te a kueinahuh.
10 de skulle lære Jakob dine Bud og Israel din Lov; de skulle sætte Røgelse for dit Ansigt og Heloffer paa dit Alter.
Nang kah laitloeknahte Jakob ham neh, na olkhuengte Israel hama thuinuet pauh. Na hmai ah hmueihul neh, na hmueihtuk ah boeiha khuehuh.
11 Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gerning behage dig; knus deres Lænder, som rejse sig imod ham, og deres, som hade ham, saa at de ikke kunne staa op.
Aw BOEIPA anihkaha thaduengte yoethen pae lamtah, a kut dongkah a bisai khaw uumpah. Anihaka thoh thil kah a cinghente phop pah lamtah, a lunguetrhoekkhaw thoouh boel saeh.
12 Han sagde om Benjamin: Herrens elskelige, han skal bo tryggelig hos ham; han skal beskærme ham den ganske Dag, og imellem hans Skuldre skal han bo.
Benjamin kawng dongah, “BOEIPA kah lungnah tah, anih pum dongah ngaikhuek la rhaehrhong saeh. Hnin takuemah anih te muekdah saeh lamtah, a laengpang laklo ah cu saeh,” a ti.
13 Og han sagde om Josef: Hans Land være velsignet af Herren, med Himmelens kostelige Gave, med Duggen, og af Dybet, som ligger her nedenunder,
Joseph khawng dongah, “A khohmuente BOEIPAloh vaan cangtham, buemtui, tuidung laedil kah aka kol,
14 med den kostelige Gave, der bringes frem ved Solen, og med den kostelige Gave, der drives frem ved Maanens Skifter,
khomik dongkah cangvuei cangtham, hla dongkah hicil cangtham,
15 fra de ældgamle Bjerges Top, og med de evige Højes kostelige Gave,
hlamat kah tlang som, kumhal som kah cangtham nen khaw,
16 med Jordens og dens Fyldes kostelige Gave, og med Naade fra ham, som boede i Tornebusken; den skal komme over Josefs Hoved og over hans Isse, han er en Fyrste iblandt sine Brødre.
diklai cangtham a soeprhaep nen khaw yoethen a paek. Te dongah tangpuem khuikah aka om kolonah te, Joseph lu neh a manuca hlangcoelh rhoek kah a luki ahna cuuk sak.
17 Den førstefødte af hans Øksne har Højhed og Horn som Enhjørningens Horn; med dem skal han stange Folkene til Hobe indtil Jordens Ende; og dette er de ti Tusinde af Efraim, og dette er de Tusinde at Manasse.
A rhuepomnah vaito cacuek neh a cung kiloh pilnam neh Ephraima thawng a sang, Manasseha thawng a sang te, diklai khobawt duela a thoeh rhenten ni,” a ti.
18 Og han sagde om Sebulon: Glæd dig, Sebulon, i din Udfart, og du Isaskar, i dine Pauluner!
Zebulun kawng dongah khaw, “Zebulun nangna coe tih na dap khuiah Issakhar a om te na kohoe sak lah.
19 De skulle kalde Folkene til Bjerget, der skulle de ofre Retfærdigheds Ofre; thi de skulle suge til sig Havets Overflødighed og Sandets skjulte Skatte.
Tlang kah pilnam rhoekte khueuh pahoi lamtah, duengnah hmueih nawn uh saeh. Te vaengah tuitunli khuehtawn neh laivin khuiah a thuh tih, a tungte cop uh saeh,” a ti.
20 Og han sagde om Gad: Velsignet være den, som udbreder Gad! som en Løve hviler han, og han røver Arm, ja Isse med.
Gad kawng dongah khaw, “Sathuengnu bangla phueluh tih, aka om Gadloh a yoethen tih, a lu pataenga ban neh a phuet.
21 Og han udsaa sig den første Lod, thi der var en Førers Lod opbevaret; og han kom til Folkets Øverster, han udøvede Herrens Retfærdighed og hans Befalinger imod Israel.
A tangluete amah hama sawt tih, pilnamkaha lurhoek halouh vaengah, khamyaiaka taem te sul a bung thil. BOEIPA kah duengnah neh Israel taengah, laitloeknaha saii,” a ti.
22 Og han sagde om Dan: Dan er en Løveunge, han springer frem fra Basan.
Dan kawng khaw, “Dan he sathueng ca bangla, Bashan lamloh cungpet,” a ti.
23 Og om Nafthali sagde han: Nafthali være mæt af Naade og fuld af Herrens Velsignelse; Vesten og Sønden tage han til Eje!
Naphtali kawng dongah, “Naphtali nang tah, BOEIPA kah kolonah neh yoethennah te, ngaikhueklaa baetawt dongah, tuitunli neh tuithim khaw na pang,” a ti.
24 Og han sagde om Aser: Aser være velsignet fremfor Sønnerne, han være benaadet blandt sine Brødre og dyppe sin Fod i Olie!
Asher kawng dongah khaw, “Asher kocarhoek loha yoethen. A manuca rhoek taengah a kolo om saeh lamtah a khote situi khuiah nuem saeh,” a ti.
25 Af Jern og Kobber være dine Portslaaer, og som dine Dage din Hvile.
Thicung neh rhohum he na thohkalh la om lamtah, na khohnin bangla na thaa om saeh.
26 Der er ingen som Gud, o Jeskurun! han, som farer paa Himmelen til din Hjælp og med sin Højhed paa de øverste Skyer.
Vaan ke a ngol thil tih, nang ham bomkung la om. Te dongah a hoemnah neh khomong dongah aka om, Jeshurun kah Pathen bang he a om moenih.
27 Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelæg!
Hlamat Pathenkaha khuisaek neh, kumhal bantha hmuiah ah tah, thunkha khaw na mikhmuh lamkaha haek vetih, mitmoeng sak a ti bitni.
28 Og Israel bor tryggelig for sig selv; Jakobs Øje er til et Land med Korn og Vin; ja hans Himle skulle dryppe med Dug.
Te vaengah Jakobkaha mik Israel bueng ni, cangpai neh misur thai kho ah ngaikhuekkhoa sak vetih, vaan buemtui long khawa tlan thil eh.
29 Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i Herren, han er din Hjælps Skjold og din Højheds Sværd! og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal træde paa deres Høje.
Israel nang tah na yoethen pai. Nang kah bomkung photling neh na hoemnah cunghang, BOEIPA loh nang bangla u bang pilnam nim a khangcoeng. Te dongah na thunkhaloh nang hmaiah mai a tumuh vetih amih kah hmuensang soah na cangdoek bitni.