5 Mosebog 32
1 Hører til, I Himle! og jeg vil tale, og Jorden høre min Munds Ord!
Aw vannawk, tahngai oh, lok ka thuih han vop; Aw long, ka pakha thung ih loknawk hae, tahngai ah.
2 Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal flyde som Duggen, som Støvregnen paa Græs og som Regndraaber paa Urter;
Ka patukhaih loe kho baktiah angzo ueloe, ka thuih ih lok doeh dantui baktiah krah tih; aan kahing nuiah kakrah kho baktih, qam nuiah kakrah khotui baktiah om tih;
3 thi jeg vil prædike om Herrens Navn: Giver vor Gud Ære!
Angraeng ih ahmin to ka thuih moe, aicae Sithaw lensawkhaih to ka pakoeh han.
4 Han er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfærdig og oprigtig.
Anih loe lungsong ah oh moe, a toksakhaih doeh akoep; a caehhaih loklamnawk loe toeng boih; anih loe loktang Sithaw ah oh moe, hmuen sakpazaehaih tawn ai, anih loe katoeng kami ah oh, toeng ai tiah thuih koi tidoeh om ai.
5 Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, — en forvendt og vanartet Slægt.
Nihcae loe amro o boeh; Sithaw ih caa ah om o ai, amhnong o boeh; nihcae loe oepthok ai moe, poekhaih katoeng ai caa ah ni oh o.
6 Skulle I gengælde Herren saaledes, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som har købt dig? han skabte dig og beredte dig.
Aw palunghahaih tawn ai amthu kaminawk, Angraeng loe to tiah maw na sak pathok o han? Anih loe nangcae zaehoikung ampa ah na ai maw oh? Nangcae sahkung hoi caksakkung ah na ai maw a oh?
7 Kom i Hu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt; spørg din Fader, og han skal kundgøre dig det, og dine Ældste, og de skulle sige dig det.
Canghnii ih atue to panoek oh loe, kalaem tangcae paroeai atuenawk to poek oh; nam pa to dueng ah, anih mah na patuek tih; kacoehtanawk to dueng oh, nihcae mah na thui o tih.
8 Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal.
Kasang koek Sithaw loe Adam ih caa ah kaom kaminawk to tapraek moe, qawk pazet naah, Israel caanawk loe nazetto maw oh o, tiah a khet, to pacoengah kaminawk hanah ramri to pakhoih pae.
9 Thi Herrens Del er hans Folk; Jakob er hans Arvelod.
Angraeng ih taham loe, angmah ih kaminawk hae ni; Jokob loe anih ih qawk toepkung ah oh.
10 Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten.
Anih mah tidoeh om ai long karoem, praezaek ah Jakob to hnuk naah, anih to zaeh moe, loklam patuek; angmah ih mikmu baktiah a suek.
11 Som en Ørn, der opvækker sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sine Slagfjedre.
Tahmu loe angmah ih tabu to ahuenh moe, a caanawk to pakhraeh hoiah hawh; a caanawk khuk hanah pakhraeh phok moe, pakhraeh hoiah a caanawk lak baktih toengah,
12 Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham.
Jakob loe Angraeng angmah khue mah ni zaeh; anih khaeah prae kalah sithawnawk om o ai.
13 Han lod ham fare frem over Jordens Høje, at han aad Markens Grøde, og han lod ham suge Honning af Klippen og Olie af den haarde Sten;
Anih to maesang ah anghnutsak moe, prae thung ih thingthai hoiah pacah, cathaeng pong ih khoitui hoiah pacah pacoengah, kamtak parai thlung thung ih situi hoiah pacah;
14 han gav ham Smør af Køer og Mælk af Faar med Fedme af Lam og Vædre, fødte i Basan, og Bukke med Hvedens fedeste Marv; og Druens Blod drak du som Vin.
kamkhawk maitaw tahnutui, tuu tahnu tui, tuu caa athawk, Bashan ih tuu taenawk, maehnawk, kahoih koek takaw dip hoiah pacah; pacii ih misurtui athii to a naek.
15 Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud — du blev fed, blev tyk, fik Huld — og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.
Toe Jeshurun loe thawk hruk moe, khok hoiah pathuih; nang loe na thawk hruk, na qoeng tahang moe, athawk hoiah na koi; to pacoengah anih sahkung Sithaw to caehtaak moe, anih pahlonghaih thlung to tiah doeh sah ai.
16 De gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham.
Anih to prae kalah sithawnawk hoi utsak moe, panuet thok krangnawk hoiah palungphuisak.
17 De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede.
Sithaw ah kaom ai, taqawknawk, panoek ai ih sithawnawk, ampanawk mah zii o ai ih, canghni pangah kaom kangtha sithawnawk khaeah, angbawnhaih to a sak o.
18 Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.
Nangcae sahkung lungsong to na panoek o ai boeh moe, nangcae cunkung Sithaw doeh na pahnet o boeh.
19 Og Herren saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre.
To hmuennawk to Angraeng mah hnuk naah, palungphui moe, a capanawk hoi a canunawk to pahnawt sut.
20 Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab.
Nihcae khae hoi mikhmai ka hawk han boeh; nihcae boenghaih kawbang maw om tih, tiah ka khet han; nihcae loe oep kaom ai kami, tanghaih cak ai caa ah oh o.
21 De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.
Sithaw ah kaom ai hmuen hoiah kai utsak hanah a sak o moe, tidoeh angcoeng ai krang hoiah kai palung ang phui o sak; kaimah doeh nihcae to tiah kaom ai kaminawk hoiah ka utsak moe, kamthu acaengnawk hoiah palung ka phuisak toeng han.
22 Thi Ild er optændt i min Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold. (Sheol h7585)
Kai loe hmai baktiah palungphui amngaeh pongah, kahnaem koek hell thung khoek to kangh tih; long hoi thingthainawk boih hmai ka kanghsak han, mae angdoethaih ahmuen khoek to hmai mah kangh tih. (Sheol h7585)
23 Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem.
Nihcae nuiah raihaih ka phaksak moe, nihcae kah hanah kaimah ih pala to ka patoh han.
24 De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb.
Nihcae loe zok amthlamhaih, kabae hmai mah kanghaih, kanung parai amrohaih hoiah dueh o tih; moi kasannawk ih haa hoi maiphu thungah kaom pahui kasoetui to nihcae khaeah ka patoeh han.
25 Udenfor skal Sværd og i Kamrene skal Forfærdelse bortrøve dem, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahærdede Mand.
Thendoengnawk, kacuem tanglanawk, nawktanawk hoi sampok mitongnawk hanah loe imthung ah zithaih to om ueloe, tasang bangah sumsen hoiah amro o boih tih.
26 Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene,
Long boeng khoek to nihcae to ka haek moe, kaminawk panoekhaih kang hmatsak han;
27 dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Haand er høj, og Herren har ikke gjort alt dette.
toe nihcae ih misanawk loe amoek o ueloe, nihcae mah, Angraeng mah sak ih hmuen tidoeh om ai, kacak kaimacae ih ban hoiah ni ka pazawk o, tiah thuih o moeng tih, tiah ka zit tiah, a thuih.
28 Thi de ere et raadvildt Folk, og der er ikke Forstand i dem.
Nihcae loe poekhaih tawn ai kami, panoekhaih tawn ai kami ah oh o.
29 Gid de vare vise, saa vilde de have Forstand paa dette, de vilde betænke, hvad Ende det vilde tage med dem.
Aw nihcae palungha o nahaeloe, hae hmuen hae panoek o ueloe, hnukkhuem ah kawbangah maw om tih, tito panoek o tih, tiah a thuih.
30 Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem?
Angmacae ih lungsong mah nihcae to zaw ai moe, Angraeng mah nihcae pahnawt ai nahaeloe, kawbang maw kami maeto mah kami sangto patom thai ueloe, kami hnetto mah kami sang hato cawnsak thai tih?
31 Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv naar vore Fjender ere Dommere.
Aicae ih misanawk lokcaek ah om o cadoeh, nihcae ih thlung loe aicae ih thlung hoiah anghmong ai.
32 Thi deres Vintræ er af Sodomas Vintræ og af Gomorras Agre; deres Druer ere Giftdruer, de have beske Klaser.
Anih ih misurkung loe Sodom hoi Gomorrah lawk hoi angzo misurkung ah oh; nihcae ih misurthaih loe khaa moe, misur abomnawk doeh khaa parai.
33 Deres Vin er Dragegift og grum Øgleedder.
Nihcae ih misurtui loe pahui pui ih kasoe tui hoi pahui sae ih kasoe ah oh.
34 Er det ikke gemt hos mig? lagt under Segl i mine Skatkamre?
Hae hmuen loe kai khaeah suek moe, kai ih hmuen pakuemhaih ahmuen ah tacik daeng boeh na ai maw?
35 Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.
Lu lakhaih hoi sakpazaehaih baktih toengah sak pathok lethaih loe kai ih tok ah ni oh; nihcae loe atue phak naah amthaek o tih; nihcae amrohaih atue loe zoi boeh moe, nihcae mah tongh han ih hmuen doeh karangah angzo tih boeh.
36 Thi Herren skal dømme sit Folk, og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baade med den bundne og den løsladte.
Anih ih tamnanawk loe thaboeng o sut boeh, Angraeng mah angmah ih kaminawk to lokcaek ueloe, thongkrah kami hoi kaloih kami maeto doeh om mak ai, tiah panoek naah, a tamnanawk pongah dawnpakhuemhaih tawn tih.
37 Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa,
Anih mah, Nihcae ih sithawnawk hoi abuephaih lungsong loe naa ah maw oh?
38 de, som skulle æde deres Slagtofres Fedt, og som skulle drikke deres Drikofres Vin? Lader dem staa op og hjælpe eder, at der kan være et Skjul over eder!
Angbawnhaih athawk kacaa kaminawk hoi naek hanah bokhaih misurtui nae kaminawk loe naa ah maw oh o boih boeh? Nihcae angthawk o nasoe, nangcae to abomh o nasoe loe, pakaa o nasoe khae, tiah thui tih.
39 Ser nu, at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Haand.
Khenah, Kai loe Sithaw ah Ka oh! Kai pacoengah kalah sithaw roe om ai boeh; Kai mah ka dueksak moe, Kai mah ni ka hingsak let; Kai mah ahma ka caaksak moe, Kai mah ni ka hoihsak let; ka ban thung hoi pahlong thaih kami mi doeh om ai.
40 Thi jeg opløfter min Haand til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen.
Van bangah ban ka payangh moe, kai loe dungzan ah ka hingh baktih toengah,
41 Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.
kampha suidik sumsen to ka taak moe, ka ban hoiah lokcaekhaih to ka sak; ka misanawk to lu ka lak moe, kai hnuma kaminawk nuiah kating ah lu ka lak han,
42 Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved.
kai ih palanawk to kami athii ka naeksak moe, ka sumsen to kami ngan ka caaksak han; hum ih kami hoi naeh ih kaminawk ih athii, misa zaehoikung ih lunawk to ka takroek han, tiah lok ka thuih.
43 Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.
Aw prae kaminawk, Angraeng ih kaminawk hoi nawnto anghoe oh; anih loe a tamnanawk ih athii tho to la ueloe, a misanawk nuiah lu la tih; angmah ih prae hoi kaminawk nuiah palungnathaih tawn tih.
44 Og Mose kom og talede alle Ordene af denne Sang for Folkets Øren, han og Hosea, Nuns Søn.
Mosi loe Nun capa Hoshea hoi nawnto angzoh hoi moe, kaminawk boih mah thaih hanah, hae laa loknawk hae a thuih pae hoi boih.
45 Og da Mose havde fuldendt at tale alle disse Ord til al Israel,
Mosi mah Israel kaminawk khaeah hae loknawk thuih pae boih pacoengah,
46 sagde han til dem: Lægger alle de Ord paa eders Hjerte, som jeg vidner for eder i Dag, hvilke I skulle byde eders Børn at tage Vare paa, saa at de gøre efter alle denne Lovs Ord.
nihcae khaeah, Vaihniah nangcae khae ka thuih ih loknawk boih hae palung thungah pakuem oh; to tiah ni hae ih kaaloknawk hae kahoih ah na pazui o thai boih ueloe, na caanawk khaeah doeh na thui pae o thai tih.
47 Thi det er ikke et ørkesløst Ord for eder; thi det er eders Liv; og ved dette Ord skulle I forlænge eders Dage i det Land, til hvilket I drage over Jordanen for at eje det.
Hae loe nangcae han avang ai hmuen na ai ni; nangcae hinghaih ah ni oh; Jordan vapui nang kat o moe, na toep o han koi prae thungah hae hmuen hae na pakuem o nahaeloe, na hinglung sawk o tih, tiah a naa.
48 Og Herren talede til Mose paa samme Dag og sagde:
To na niah Angraeng mah Mosi khaeah,
49 Gak op paa dette Abarims Bjerg, paa Nebo Bjerg, som er i Moabs Land, som er lige for Jeriko, og bese det Land Kanaan, hvilket jeg giver Israels Børn til Ejendom,
Jeriko vangpui pacoengah kaom, Moab prae Abarim maesang ih Nebo maesom nuiah daw tahang ah loe, Israel kaminawk khaeah qawk ah toep han ka paek ih, Kanaan prae to dan ah;
50 og dø paa det Bjerg, som du skal stige op paa, og bliv samlet til dine Folk, ligesom Aron din Broder døde paa det Bjerg Hor og blev samlet til sine Folk,
nang loe na dawh tahang ih mae nuiah na dueh tih, nam ya Aaron loe Hor mae nuiah duek moe, angmah ih kaminawk amkhuenghaih ahmuen ah angkuem baktih toengah, nang doeh nangmah ih kaminawk amkhuenghaih ahmuen ah nang kuem toeng tih:
51 fordi I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Meribas Vand i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
nanghnik loe Zin praezaek ah, Meribah-Kadesh ahmuen ih tuipuek taengah, Israel kaminawk hma ah tang han koi kaom ai ah tok to na sak hoi moe, Israel kaminawk hma ah Kai kaciim ah nang suem hoi ai pongah,
52 Thi du skal bese Landet tværs over fra, men du skal ikke komme derhen, ind i det Land, som jeg giver Israels Børn.
prae to kangthla ahmuen hoi khue ni na dan tih; Israel caanawk khaeah ka paek ih prae thungah na kun mak ai, tiah a naa.
