Daniel 10
1 I Kyrus's, Kongen af Persiens, tredje Aar blev et Ord aabenbaret for Daniel, hvis Navn kaldtes Beltsazar! og Ordet er Sandhed og gaar paa en svar Kamp, og han forstod Ordet og fik Forstand paa Synet.
ʻI hono tolu ʻoe taʻu ʻo Kolesi ko e tuʻi ʻo Peasia, naʻe ai ha meʻa naʻe fakahā kia Taniela, ʻaia naʻe hingoa ko Pelitisasa; pea naʻe moʻoni ʻae meʻa, ka naʻe fuoloa ʻae kuonga naʻe tuʻutuʻuni ki ai, pea naʻa ne poto ʻi he meʻa, pea naʻe ʻiate ia ʻae ʻiloʻi ʻoe meʻa hā mai.
2 I de samme Dage holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger.
ʻI he ngaahi ʻaho ko ia, ko au Taniela ne u mamahi ʻi he uike kātoa ʻe tolu.
3 Jeg aad ingen lækker Mad, og der kom ikke Kød eller Vin i min Mund, og jeg salvede mig ikke med Salve, før hele tre Uger vare til Ende.
Naʻe ʻikai te u kai ʻae mā melie, pea naʻe ʻikai ʻi hoku ngutu ʻae kanomate pe ha uaine, pea naʻe ʻikai siʻi te u takai au, kaeʻoua ke kakato ʻae uike ʻe tolu.
4 Og paa den fire og tyvende Dag i den første Maaned, da var jeg ved Bredden af den store Flod Hiddekel.
Pea ʻi hono uofulu ma fā ʻoe ʻaho ʻoe ʻuluaki māhina, ʻi heʻeku nofo ʻi he veʻe vaitafe lahi, ʻaia ʻoku ui ko Hitikeli;
5 Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, der stod en Mand, iført linnede Klæder, og hans Lænder vare omgjordede med Guld af Ufas.
Ne u hanga hake ai hoku mata ʻo sio, pea vakai, ko e tangata naʻe kofuʻaki ʻae tupenu lelei, pea naʻe noʻo hono noʻotanga vala ʻaki ʻae koula lelei ʻo ʻUfasi:
6 Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder.
Ko hono sino foki naʻe hangē ko e pelili, pea ko hono mata naʻe hangē ko e ʻuhila, pea mo hono ongo mata naʻe hangē ko e ongo maama afi, pea ko hono nima mo hono vaʻe, naʻe ulo ʻo tatau mo e palasa kuo fakangingila, pea ko hono leʻo ʻi heʻene lea, naʻe hangē ko e leʻo ʻoe tokolahi.
7 Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig.
Pea ko au Taniela ne u mamata tokotaha pe ki he meʻa hā mai: he ko e kau tangata naʻe ʻi ai mo au naʻe ʻikai te nau mamata ki he meʻa hā mai; ka naʻe hoko ʻae manavahē lahi kiate kinautolu, ko ia naʻa nau hola ke fakafufū ʻakinautolu.
8 Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft.
Ko ia naʻe tuku tokotaha pe au, pea ne u mamata ki he meʻa lahi ni naʻe hā mai, pea naʻe ʻikai toe ha mālohi siʻi ʻiate au: he naʻe liliu ʻiate au ʻa ʻeku matamatalelei ʻo fakalielia, pea naʻe ʻikai te u kei maʻu ha mālohi.
9 Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden.
Ka naʻaku fanongo pe ki he leʻo ʻo ʻene ngaahi lea: pea ʻi heʻeku fanongo ki he leʻo ʻo ʻene ngaahi lea, naʻe lolotonga ia ʻae mohe maʻu ʻa hoku mata, ʻo fakafoʻohifo hoku mata ki he kelekele.
10 Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig ravende op paa mine Knæ og paa mine flade Hænder.
Pea vakai, naʻe ala mai ha nima kiate au, mo ne fokotuʻu au ki hoku ongo tui mo hoku ʻaofi nima.
11 Og han sagde til mig: Daniel, du højlig elskede Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted; thi nu er jeg sendt til dig; og der han talte dette Ord med mig, stod jeg bævende.
Pea ne pehē mai kiate au, “ʻE Taniela, ko e tangata ʻofeina lahi, ke ke ʻilo ʻae ngaahi lea ʻaia ʻoku ou lea ʻaki kiate koe, pea ke tuʻu tonu: he kuo toki fekau au kiate koe.” Pea hili ʻene lea ʻaki ʻae lea ni kiate au, ne u tuʻu tetetete pe.
12 Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.
Pea ne toki pehē mai kiate au, “ʻOua naʻa ke manavahē, Taniela: he kuo talu ʻae ʻuluaki ʻaho ʻaia naʻa ke tukupau ai ho loto ke ʻilo, pea naʻa ke fakamamahiʻi koe ʻi he ʻao ʻoe ʻOtua, naʻe ongoʻi hoʻo ngaahi lea, pea koeʻuhi ko hoʻo ngaahi lea kuo u haʻu au.
13 Men Persiens Riges Fyrste stod imod mig een og tyve Dage, og se, Mikael, en af de fornemste Fyrster, kom for at hjælpe mig; og jeg fik Overhaand der hos Kongerne af Persien.
Ka naʻe taʻofi au ʻe he ʻEiki ʻoe puleʻanga ʻo Peasia, ʻi he ngaahi ʻaho ʻe uofulu ma taha: kae vakai, naʻe haʻu ʻa Maikeli, ko e tokotaha ia ʻoku tuʻu ki muʻa, ke tokoni au; pea ne u nofo ai mo e ngaahi tuʻi ʻo Peasia.
14 Men jeg er kommen for at lade dig forstaa, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi der er endnu et Syn, som gaar paa disse Dage.
Pea ko eni, kuo u haʻu ke fakahā kiate koe, ʻae meʻa e hoko ki hoʻo kakai ʻi he ngaahi ʻaho fakamui: he ʻoku kau ʻae meʻa hā mai ki he ngaahi ʻaho lahi.”
15 Og der han talte saadanne Ord med mig, da vendte jeg mit Ansigt imod Jorden og blev stum.
Pea ʻi heʻene lea pehē kiate au, ne u foʻohifo hoku mata ki he kelekele, pea ne u longo pe.
16 Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage.
Pea vakai, ko e tokotaha naʻe hangē ko ha taha ʻi he ngaahi foha ʻoe tangata, naʻe ala mai ki hoku loungutu: pea ne u toki mafaʻa hoku ngutu, ʻo lea, pea ne u pehē kiate ia naʻe tuʻu ʻi hoku ʻao, “ʻE hoku ʻEiki, ko e meʻa ʻi he meʻa hā mai, kuo toe foki mai ʻeku mamahi kiate au, pea ʻoku ʻikai te u kei maʻu ha mālohi.
17 Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig.
He koeʻuhi ʻe faʻa alea fēfē ʻae tamaioʻeiki ʻo hoku ʻEiki ni, mo hoku ʻEiki ni? He ko au eni, naʻe fakafokifā ʻoku ʻikai toe ha mālohi ʻiate au, pea kuo ʻosi foki mo ʻeku mānava.”
18 Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig;
Pea naʻe toe haʻu ha taha ʻo hangē ko ha tangata, ʻo ala mai kiate au, ʻo ne fakamālohi au,
19 og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.
Pea ne pehē mai ʻe ia, “ʻE tangata ʻofeina lahi, ʻOua naʻa ke manavahē: fiemālie pe koe, pea ke mālohi, ʻio, ke ke mālohi.” Pea ʻi heʻene lea kiate au ne u mālohi, pea ne u pehē, “Ke lea pe ʻa hoku ʻEiki, he kuo ke fakamālohi au.”
20 Og han sagde: Ved du, hvorfor jeg er kommen til dig? og nu skal jeg vende tilbage for at stride imod Persiens Fyrste; og naar jeg drager ud, da se, saa skal Grækenlands Fyrste komme.
Pea naʻe toki pehē ʻe ia, “ʻOku ke ʻilo hono ʻuhinga ʻo ʻeku haʻu kiate koe; pea ko eni, te u foki atu ke tau mo e tuʻi ʻo Peasia: pea ʻi heʻeku ʻalu atu, vakai ʻe haʻu ʻae ʻeiki ʻo Kalisi.
21 Dog vil jeg kundgøre dig, hvad der er optegnet i Sandheds Bog. — Der er ikke een, som staar mig kraftigt bi imod disse, uden Mikael, eders Fyrste;
Ka te u fakahā kiate koe ʻaia ʻoku tohi ʻi he tohi tapu moʻoni: pea ʻoku ʻikai mo ha niʻihi ʻoku kau mo au ʻi he ngaahi meʻa ni, ka ko Maikeli ko hoʻomou ʻeiki.”
