Amos 6
1 Ve de trygge i Zion og de sorgløse paa Samarias Bjerg, de navnkundige iblandt det første af Folkene og dem, til hvilke Israels Hus kommer.
Anunae Zion dongah mongkawt tih Samaria tlang ah aka pangtung rhoek aih. Namtom kah a tanglue a phoei dongah amih taengla Israel imkhui te kun uh van.
2 Gaar over til Kalne og ser, og gaar derfra til det store Hamath, og drager ned til Filisternes Gath! mon de ere lykkeligere end disse Riger? eller mon deres Landemærke er større end eders Landemærke?
Kalneh la cet uh lamtah hmu lah. Te lamloh Khamath Rabbah la cet uh lamtah Philisti kah Gath la suntla uh. Te kah ram tah then ngai tih a khorhi te na khorhi lakah len a?
3 I, som vise den onde Dag bort og bringe Volds Sæde til at komme nærmere!
Yoethae khohnin ham rhoe tih kuthlahnah hmuen la mop uh.
4 Folk, som sove paa Elfenbens Senge og række sig paa deres Leje, og som æde Lam af Hjorden og Kalve fra Fedestalden;
Vueino thingkong dongah yalh uh tih a soengca dongah cawklawih uh. Boiva khui lamkah tuca neh sael-im khui lamkah saelca aka ca rhoek.
5 som fremkunstle Toner efter Psalteren og, som David, optænke sig Strengeleg;
David bangla thangpa ol te a oei uh tih lumlaa tumbael te amamih ham a moeh uh.
6 som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst!
Misurtui te baelcak dongah a ok uh tih situi tanglue neh koelh uh dae Joseph kah pocinah dongah a kothae uh pawh.
7 Derfor skulle de nu bortføres, fremmest iblandt de bortførte, og Frydesangen af dem, som rækkede sig, skal ophøre.
Te dongah boeilu a poelyoe bangla a poelyoe uh pawn vetih cawklawih rhoek kah rhok nong ni.
8 Den Herre, Herre har svoret ved sig selv, siger Herren, Zebaoths Gud: Jeg afskyr Jakobs Stolthed og hader hans Paladser, derfor vil jeg prisgive Staden og dens Fylde.
Ka Boeipa Yahovah loh a hinglu neh a toemngam coeng. He tah caempuei Pathen BOEIPA kah olphong ni. Jakob kah hoemdamnah te ka lok lo tih a impuei khaw ka hmuhuet. Te dongah khopuei neh a cungkuem te ka khaih ni.
9 Og det skal ske, hvis der i eet Hus bliver ti Mænd tilovers, da skulle de dø;
Tedae ana om saeh, im pakhat ah hlang parha sueng mai cakhaw duek uh ni.
10 og en Mands næste Slægtning eller den, der besørger hans Begravelse, skal tage ham for at udbære Benene af Huset; og han skal sige til den, som er i det inderste af Huset: Mon der endnu er flere hos dig? og denne skal svare: Der er ingen! saa skal han sige: Tys! thi det er ikke Tid nu at paakalde Herrens Navn.
Anih te a panoe neh a rhok aka soem loh a khuen tih im lamloh a rhuh a khuen vaengah khaw im thael kah taengah, “Nang taengah om pueng a?” a ti nah ni. Te vaengah, “Lunglilungla la,” a ti vetih, “Saah lah, BOEIPA ming te poek ham moenih,” a ti ni.
11 Thi se, Herren byder, og han slaar det store Hus i Splinter og det lille Hus i Stykker.
BOEIPA loh a uen dongah im len te a pil la, im yit te a nuei la a boh pawn ni ke.
12 Mon Heste løbe paa Klippen? mon man pløjer der med Øksne? thi I have omvendt Retten til Galde og Retfærdighedens Frugt til Malurt.
Thaelpang dongah marhang yong vetih saelhung nen khaw a thoe rhet aya? Te dongah tiktamnah te sue la, duengnah thaihtae te pantong la na poeh sakuh.
13 I som glædes ved det, som intet er, og som sige: Have vi ikke ved vor Styrke taget os Horn?
“Mah thaa neh mah hamla a ki n'loh moenih a?,” aka ti rhoek te Lodebar ah a kohoe uh.
14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus! siger Herren, Zebaoths Gud, og de skulle trænge eder fra Hamath af og indtil Bækken paa den slette Mark.
He tah caempuei Pathen BOEIPA kah olphong ni. Israel imkhui nang taengah namtom ka thoh coeng ne. Te dongah nangmih te Khamath a pawk nah lamloh Arabah soklong duela n'nen uh ni.
