< Apostelenes gerninger 5 >
1 Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
But a certaine man named Ananias, with Sapphira his wife, solde a possession,
2 og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
And kept away part of the price, his wife also being of counsell, and brought a certaine part, and layde it downe at the Apostles feete.
3 Men Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
Then saide Peter, Ananias, why hath Satan filled thine heart, that thou shouldest lye vnto the holy Ghost, and keepe away part of the price of this possession?
4 Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.‟
Whiles it remained, appertained it not vnto thee? and after it was solde, was it not in thine owne power? howe is it that thou hast conceiued this thing in thine heart? thou hast not lyed vnto men, but vnto God.
5 Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
Now when Ananias heard these wordes, he fell downe, and gaue vp the ghost. Then great feare came on all them that heard these things.
6 Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
And the yong men rose vp, and tooke him vp, and caried him out, and buried him.
7 Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
And it came to passe about the space of three houres after, that his wife came in, ignorant of that which was done.
8 Da sagde Peter til hende: „Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?‟ Og hun sagde: „Ja, til den Pris.‟
And Peter sayd vnto her, Tell me, solde ye the land for so much? And she sayd, Yea, for so much.
9 Men Peter sagde til hende: „Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.‟
Then Peter sayde vnto her, Why haue ye agreed together, to tempt the Spirit of the Lord? beholde, the feete of them which haue buried thine husband, are at the doore, and shall carie thee out.
10 Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
Then she fell downe straightway at his feete, and yeelded vp the ghost: and the yong men came in, and found her dead, and caried her out, and buried her by her husband.
11 Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
And great feare came on all the Church, and on as many as heard these things.
12 Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
Thus by the hands of the Apostles were many signes and wonders shewed among the people (and they were all with one accorde in Salomons porche.
13 Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
And of the other durst no man ioyne him selfe to them: neuerthelesse the people magnified them.
14 og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer baade af Mænd og Kvinder,
Also the number of them that beleeued in the Lord, both of men and women, grewe more and more)
15 saa at de endogsaa bare de syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løjbænke, for at naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.
In so much that they brought the sicke into the streetes, and layd them on beds and couches, that at the least way the shadowe of Peter, when he came by, might shadow some of them.
16 Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og saadanne, som vare plagede af urene Aander, og de bleve alle helbredede.
There came also a multitude out of the cities round about vnto Hierusalem, bringing sicke folkes, and them which were vexed with vncleane spirits, who were all healed.
17 Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
Then the chiefe Priest rose vp, and all they that were with him (which was the sect of the Sadduces) and were full of indignation,
18 Og de lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
And laide hands on the Apostles, and put them in the common prison.
19 Men en Herrens Engel aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
But the Angel of the Lord, by night opened the prison doores, and brought them forth, and sayd,
20 „Gaar hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!‟
Go your way, and stand in the Temple, and speake to the people, all the wordes of this life.
21 Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem.
So when they heard it, they entred into the Temple early in the morning, and taught. And the chiefe Priest came, and they that were with him, and called the Councill together, and all the Elders of the children of Israel, and sent to the prison, to cause them to be brought.
22 Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:
But when the officers came, and found them not in the prison, they returned and tolde it,
23 „Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne staaende ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.‟
Saying, Certainely we founde the prison shut as sure as was possible, and the keepers standing without, before the doores: but when we had opened, we found no man within.
24 Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette skulde blive til.
Then when the chiefe Priest, and the captaine of the Temple, and the hie Priestes heard these things, they doubted of them, whereunto this would growe.
25 Men der kom en og meldte dem: „Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, staa i Helligdommen og lære Folket.‟
Then came one and shewed them, saying, Beholde, the men that ye put in prison, are standing in the Temple, and teach the people.
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
Then went the captaine with the officers, and brought them without violence (for they feared the people, lest they should haue bene stoned)
27 Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Raadet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
And when they had brought them, they set them before the Councill, and the chiefe Priest asked them,
28 „Vi bøde eder alvorligt, at I ikke maatte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!‟
Saying, Did not we straightly commaund you, that ye should not teach in this Name? and behold, ye haue filled Hierusale with your doctrine, and ye would bring this mans blood vpon vs.
29 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: „Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
Then Peter and the Apostles answered, and sayd, We ought rather to obey God then men.
30 Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte paa et Træ og sloge ihjel.
The God of our fathers hath raised vp Iesus, whom ye slewe, and hanged on a tree.
31 Ham har Gud ved sin højre Haand ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
Him hath God lift vp with his right hand, to be a Prince and a Sauiour, to giue repentance to Israel, and forgiuenes of sinnes.
32 Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom ogsaa den Helligaand, som Gud har givet dem, der adlyde ham.‟
And we are his witnesses concerning these things which we say: yea, and the holy Ghost, whome God hath giuen to them that obey him.
33 Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de raadsloge om at slaa dem ihjel.
Now when they heard it, they brast for anger, and consulted to slay them.
34 Men der rejste sig i Raadet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.
Then stoode there vp in the Councill a certaine Pharise named Gamaliel, a doctour of the Lawe, honoured of all the people, and commanded to put the Apostles forth a litle space,
35 Og han sagde til dem: „I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.
And sayd vnto them, Men of Israel, take heede to your selues, what ye intende to doe touching these men.
36 Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slaaet ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
For before these times, rose vp Theudas boasting himselfe, to whom resorted a number of men, about a foure hundreth, who was slaine: and they all which obeyed him, were scattered, and brought to nought.
37 Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Ogsaa han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
After this man, arose vp Iudas of Galile, in the dayes of the tribute, and drewe away much people after him: hee also perished, and all that obeyed him, were scattered abroad.
38 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;
And nowe I say vnto you, Refraine your selues from these men, and let them alone: for if this counsell, or this worke be of men, it will come to nought:
39 men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride imod Gud!‟
But if it be of God, ye can not destroy it, lest ye be found euen fighters against God.
40 Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
And to him they agreed, and called the Apostles: and when they had beaten them, they commanded that they should not speake in the Name of Iesus, and let them goe.
41 Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
So they departed from the Councill, reioycing, that they were counted worthy to suffer rebuke for his Name.
42 Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.
And dayly in the Temple, and from house to house they ceased not to teach, and preach Iesus Christ.