< Apostelenes gerninger 5 >
1 Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
Now a certain man named Ananias, with Sapphira his wife, sold a possession
2 og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
and kept back part of the price for himself, his wife also being party to it; bringing a certain part he placed it at the Apostles' feet.
3 Men Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
So Peter said: “Ananias, on what basis has Satan filled your heart to lie to the Holy Spirit and to keep back for yourself part of the price of the land?
4 Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.”
While it remained unsold was it not yours, and once sold was it not in your power? How is it that you have conceived this thing in your heart? You did not lie to men but to God.”
5 Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.
Well upon hearing these words Ananias fell down and expired! (Great fear came on all who heard these things.)
6 Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
So the young men got up and wrapped him, and carrying him out they buried him.
7 Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
Now after an interval of some three hours his wife came in, not knowing what had happened.
8 Da sagde Peter til hende: „Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?” Og hun sagde: „Ja, til den Pris.”
So Peter addressed her, “Tell me whether you sold the land for so much.” So she said, “Yes, for so much.”
9 Men Peter sagde til hende: „Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.”
Peter said to her: “How is it that you have agreed together to test the Spirit of the Lord? Look, the feet of those who buried your husband are at the door, and they will carry you out!”
10 Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
So she immediately fell down at his feet and expired! So upon entering the young men found her dead, and carrying her out they buried her beside her husband.
11 Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
So great fear came on the whole assembly and on all who heard these things.
12 Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
Now many signs and wonders were being performed among the people by the hands of the Apostles; and they were all in Solomon's Porch with one purpose.
13 Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
None of the rest dared to join them, but the people were magnifying them.
14 og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer baade af Mænd og Kvinder,
Believers were increasingly added to the Lord, multitudes of both men and women,
15 saa at de endogsaa bare de syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løjbænke, for at naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.
to the point that they kept carrying the sick into the streets, placing them on cots and pallets, so that as Peter came by at least his shadow might fall on some of them.
16 Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og saadanne, som vare plagede af urene Aander, og de bleve alle helbredede.
Further, the multitude from the surrounding cities also kept coming into Jerusalem, bringing sick people and those who were tormented by unclean spirits, and they were all healed.
17 Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
Then the high priest rose up, and all those with him (being the sect of the Sadducees); they were filled with jealousy
18 Og de lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
and laid their hands on the Apostles and put them in the common prison.
19 Men en Herrens Engel aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
But, during the night an angel of the Lord opened the doors of the prison, and leading them out he said,
20 „Gaar hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!”
“Go, stand in the temple and speak to the people all the words of this Life.”
21 Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem.
So upon hearing it they entered the temple about daybreak and started to teach. Then the high priest and those with him arrived and convened the Sanhedrin, even all the council of elders of the sons of Israel, and sent to the prison to have them brought.
22 Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:
Well, upon arriving the operatives did not find them in the jail, so they returned and reported,
23 „Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne staaende ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.”
saying: “We certainly found the prison securely locked, and the guards standing in front of the doors, but upon opening them we found no one inside!”
24 Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette skulde blive til.
Now when the high priest, the captain of the temple, and the chief priests heard these words, they were really perplexed as to what the implications might be.
25 Men der kom en og meldte dem: „Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, staa i Helligdommen og lære Folket.”
But someone came and told them, “Hey, the men whom you put in the jail are standing in the temple and teaching the people!”
26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
Then the captain went with the operatives and brought them without violence, because they were afraid that the people might stone them.
27 Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Raadet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
So bringing them they set them before the Sanhedrin; and the high priest addressed them
28 „Vi bøde eder alvorligt, at I ikke maatte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!”
saying: “Did we not emphatically command you not to teach in this name? Just look, you have filled Jerusalem with your teaching, and you intend to bring this man's blood on us!”
29 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: „Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
So in answer Peter and the Apostles said: “One must obey God rather than men.
30 Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte paa et Træ og sloge ihjel.
The God of our fathers raised up Jesus, whom you murdered by hanging on a tree.
31 Ham har Gud ved sin højre Haand ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
Him God has exalted to His right hand as Prince and Savior, to give repentance to Israel, and forgiveness of sins.
32 Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom ogsaa den Helligaand, som Gud har givet dem, der adlyde ham.”
And we are witnesses to these statements about Him, as also is the Holy Spirit whom God has given to those obeying Him.”
33 Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de raadsloge om at slaa dem ihjel.
Well upon hearing it they became infuriated and started plotting to kill them.
34 Men der rejste sig i Raadet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.
But someone in the council stood up (a Pharisee named Gamaliel, a teacher of the law respected by all the people) and commanded to put the Apostles out for a bit.
35 Og han sagde til dem: „I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.
He then said to them: “Men, Israelites, take heed to yourselves concerning these men, as to what you are about to do.
36 Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slaaet ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
For some time ago Theudas rose up, claiming to be somebody; with whom about four hundred men joined up; who was killed, and all who obeyed him were scattered and came to nothing.
37 Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Ogsaa han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
Later Judas the Galilean rose up, in the days of the census, and drew away many people after him. He also perished, and all who obeyed him were dispersed.
38 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;
So now I say to you, keep away from these men and leave them alone; because if this counsel or this work should be of men, it will be abolished;
39 men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride imod Gud!”
but if it is of God, you will not be able to overthrow it—lest you even be found to be fighting against God!”
40 Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
Well they were persuaded by him, and summoned the Apostles; after beating them they commanded them not to speak in the name of Jesus, and let them go.
41 Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
So they went out rejoicing from the presence of the council, in that they were counted worthy to suffer dishonor for the name of the Christ.
42 Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.
And every day, in the temple and from house to house, they did not stop teaching and preaching Jesus as the Christ.