< Apostelenes gerninger 27 >
1 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
Nuni Xaallane dere markkaben baana mala geeteti qachchetida gish Phawulossane hara qachcho asatakka kawoo Awugisxxossa ola wotadarata gidoofe gidida Yulliyossa geetettiza xeetu halaqas aththi immida.
2 Vi gik da om Bord paa et adramyttisk Skib, som skulde gaa til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
Issiya abba achan diza dereta biza markkaben gillidi bidos. Tesellonqqen diza issi Maqidonyya asi Arisxxirokossa geetettizadey nunara dees.
3 Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt, tilstedte ham at gaa hen til sine Venner og nyde Pleje.
Wonttetha gallas sidona gizaso gakkidos; Yulliyossay Phawulossas loo7o gidida gish Phawulossay ba laggetakko biidi asay izas koshshiza maado ooththana mala piqade immides.
4 Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.
Heepe danddi nu bishin sinththa baggara carkkoy nu bolla carkkiza gish abba gidoon diza Qophphorosse deren gemmetidi gede sinththe bidos.
5 Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
Killqqiya gizassone Phinhaaththailiya giza dere achchan diza abba pinddi Luqqiya giza deren diza Muura giza kaatama gakkidos.
6 Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.
Heen xeistata hallaqay Xallane dere biza iskkinddiriya dere markkabe demmidi nuna izan gellithides.
7 Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe naaede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
Daroo gallas loddu gi gi biidi daroo wayettidi Qandose geetettiza kaatama achchi gakkidos; Carkkoykka nu sinthth boontta mala diggin Sallimoon achchara adhdhidi Qarxxese geetettiza abba gidoon diza haruro deren gemettidi bidos.
8 Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes „Gode Havne”, nær ved Byen Lasæa.
Daroo wayettidi dira dira oykki nu adhdhidape guye Lasyya giza kaatama achchan diza “Loo7o” geetettiza markabe getetizaso gakkidos.
9 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:
Nu biza oge bolla daroo dabuuran xooma wodey adhdhida gish ha7i abba bolla baanas daroo meeto gidida gish Phawulossay benara diza asay naggettana mala hizzgides.
10 „I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.”
“Aso! hayssafe nu kaallidi baana buussay daroo meetora dizayssi tas beettes; Markkabezan diza caanaza bollanne markkabeza bolla xalala gidoontta asa shemppo bollaka gita qohooy gakkana.”
11 Men Høvedsmanden stolede mere paa Styrmanden og Skipperen end paa det, som Paulus sagde.
Xeistata halaqay qass Phawulossa zoreppe bollara markkabeza lagiza wanazinne marakabeza goday gizayssa siyides.
12 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde naa hen og overvintre i Føniks, en Havn paa Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest.
He markkabey eqqizasoy ballggoy adhdhana gakkanaas markkabes loo7o shempposo gidoontta gish dariza bagga asay “hammutha sinthth gujjanas dandda7ettiko away wullizasope duge baggarane puude baggara diza Pinqqe gizaso Qarxeese markkabe shempposo nu gakkidi ballggo heen aaththos” giidi ba qoofa shishshida.
13 Da der nu blæste en Søndenvind op, mente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
Duge baggara guuththa carkkooy carkkishin beeyidi istti qoppida mala hanana millattin baana kezida; Markkabey eqqizasope baana denddidi qarxxeese achchara dira dira oykkidi adhdhi bida.
14 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den saakaldte „Eurakvilo”.
Gido attin guuththa wodepe guye “Away mokkizasope puude bagara yiza gote carkko” geetettiza iita wolliqama carkkoy abba gidoon diza dereype denddidi isttakko abba gidoo yides.
15 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
Markkabeya carkkoy sugin carkkara eqqeettana dandda7ontta ixxin nu coou giidi carkkoy ehaaththaizaso bidos.
16 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formaaede vi med Nød og næppe at bjærge Baaden.
Qeeda geetettiza abba gidoon diza dere dizarin geemettidi nu bishin daroo wayettidi markkabeza qeeri wogoloyo oykkidi essanas dandda7idos.
17 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig saaledes drive.
Markkabeza laaggizayti qeeri wogoloyo markkabezako goochchi keessidi markkabeza woodorora xaxxida. Markkabezikka Surtese geetettiza abba accey dari dizason kunddontta mala babbidi iza bolla diza shaara woththidi carkkon laageti bida.
18 Og da vi maatte kæmpe haardt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
Gote carkkoy miinni bida gish wonttetha gallas markkkabezan caanettida miishshata issa issa abba gidoo yeggeth oykkida.
19 Og paa den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
Hedzdzanththo gallas markkabezas koshshiza miishshatakka ba kushera kessi kessi yeggida.
20 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os, som ikke var ringe, blev fra nu af alt Haab om Redning os betaget.
Daroo wode gakkanaas awa arsheka xoolintteka beyontta aggida gishinne carkkoyka kasseppe miinni miinni biza gish hayssafe guye nu attana dandda7okko giza qohaaththaan ufays qanxidos.
21 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: „I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
Asay kathth moontta daro gallas uttides. Hessa gish phawulossay asa gidoon eqqidi hizgides “ha asato! Inte ta giza siyidi Qarxxeseppe denddonttako ha qohoyne ha dhayoy inte bolla gakkenakoshin.
22 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgaa, men alene Skibet.
Ha7ikka markkabezi xalla qohettana attin intefe issade shempoykka dhayenna. Hessa gish aykkoy bawa; babbofite gaada intena zorayssl.
23 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde:
Qamma omars ta izas gidida ta goynniza Xoossi kittida kitanchay ta achchan eqqidi
24 „Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.”
(Phawulosa! Babbopa ne Qeessare sinththan eqqana beeses; hekko nenara isfe bizayta wurssi Xoossi ne gish hayqqope ashshana) giidi tas yootides.
25 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske saaledes, som der er blevet talt til mig.
Hessa gish inteno asato aykkoy bawa; Xoossi tas hayssa yootidayssa polanayssa ta ammanayss.
26 Men vi maa strande paa en Ø.”
Gidikokka hayssa gote carkkozi gede issi abba gidoon diza dere achchi ehaaththaidi nuna yeggana.”
27 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.
Taammanne oyddanththo qaamma Mediterane abba gidoon carkkoy nuna wayssishin bishe gidi giddothi markkabeza lagaizaytas abbafe biita bolla gakkida millatides.
28 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.
Hessa gish abba ciimmmateth erranas abban yeggi xeelliza wodoro istti yeggi xeellishin; abba ciimmatethi oyddu taamu mitire keena gidi beettides; gammishe haikka yeggin hedzdzu taamu mitire keena ciimma gididayssa demmida.
29 Og da de frygtede, at vi skulde støde paa Skær, kastede de fire Ankere ud fra Bagstavnen og bade til, at det maatte blive Dag.
Nu diza markkabey abba gaxxan diza zaalla shuchchara gaccetontta mala babbidi markkabezappe guye baggara markkabey qaxxontta mala nagiza dhishshike duge abba gidoo yeggida. Hessafe guye isttas qamay wonttana mala woossa oykida.
30 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg paa at flygte fra Skibet og firede Baaden ned i Søen under Paaskud af, at de vilde lægge Ankere ud fra Forstavnen,
Markabeza lagizayti markkabezape kezidi baqqatana koyda gish markkabezappe sinththa baggara markkabe naggiza dhishshke yegiza millatidi markkabeza bolla diza qeeri wogoloyo duge aabba gidoo yeggida.
31 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: „Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.”
Hessa wode phawulossay xeetu olla asa hallaqane olla asa wotadarata “hayti markkabezan diza asati markkabeza bolla shemppidi uttontta aggiko intekka attana dandda7ekkista” gides.
32 Da kappede Stridsmændene Baadens Tove og lode den falde ned.
Hessa gish olla asati wogoloyo oykkida wodoroza qanxxi yeggin iza abba bolla tookistana mala yeedi aggida.
33 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: „Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
Gadey wonttana gishin wurikka kathth maana mala phawulossay istta hizzgi wossides “inte aazi hananesha giidi hirgan kathth moontta aaggin hachchi taammane oyddanththo gaallaskko.
34 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Haar paa Hovedet skal gaa tabt for nogen af eder.”
Hessa gish inte kathth maana mala ta intena wossayss. Inte miikko miinnana; muleka aykko qohoykka inte bolla gakkena.”
35 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
Izi hessa gidape guye kathth ekkidi xoossu galatidi asa wursso sinththan kaath muussu oykkides.
36 Da bleve de alle frimodige og toge ogsaa Næring til sig.
Hessa wode wurikkka minetidi kaththi mida.
37 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.
Markkabeza gidoon diza asay wuri nam77u xeistane laapun taammanne usupuna.
38 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.
Wurikka mi kaallidape guye markkaben caanetida gistteza duge abba gidoo yeggidi markkabeza deexo kawushshida.
39 Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind paa.
Gadey wonttin ba dizaso erribeytena. Gido attin accEy dizaso abba kirqqunththu demmida. Isttas dandda7etizako markkabeza he sugi shishshana qoppida.
40 Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Raasejlet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
Markkabeza oykkiza dhishike qanxidi aabba gidoo yeggida. He wode markkabe laggiza wodorota birshida. Ha baggara diza shaara carkko bagga dhoqu histtidi kezana abba gaxa bida.
41 Men de stødte paa en Grund med dybt Vand paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
Gido attin markkabeza droo accey koreti uttidayssara iccetidi duge gufaniddes.; Siidhe bolla duge dhishshiketidi qaxxonttayssa giddies. Qass abba dambbalay daroope denddidayssan guye baggara meqqereteth oykkides.
42 Det var nu Stridsmændenes Raad, at man skulde ihjelslaa Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
Qachcho asappe isadeykka abban wodhdhidi kessi ekkontta mala olla asati wodhana qoppida.
43 Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,
Xeistata hallaqay qass Phawulossa ashshanas koyda gish istta qohaaththaa ekkana koybeyna. Gido attin haththe waadhi errizayti markkabezape duge abban guppi guppi woodhdhidi gede biita bolla kezana mala azazides.
44 og de andre bjærge sig, nogle paa Brædder, andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at alle bleve reddede i Land.
Hinkko attidayti qass sanqqata bollane markkabepe meeqqi wodhdhida sanqqa bolla abba pinnanamala azazides; hessaththo handdi wurikka saaron abba gidoofe biita bolla gakkida.