< Apostelenes gerninger 27 >

1 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
Now when it was decided that we should sail for Italy, they delivered Paul and certain other prisoners to a centurion named Julius, of the imperial cohort.
2 Vi gik da om Bord paa et adramyttisk Skib, som skulde gaa til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
So we embarked in a ship of Atramytium, being about to sail to points along the Asian coast, and we put to sea; Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica, was with us.
3 Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt, tilstedte ham at gaa hen til sine Venner og nyde Pleje.
The next day we landed at Sidon; Julius treated Paul kindly and permitted him to go to his friends and receive care.
4 Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.
Putting to sea from there, we sailed under the lee of Cyprus, because the winds were contrary.
5 Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
And when we had sailed across the sea that is off Cilicia and Pamphylia, we landed at Myra in Lycia.
6 Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.
There the centurion found a ship of Alexandria sailing for Italy and put us on board.
7 Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe naaede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
When we had sailed slowly many days and scarcely arrived opposite Cnidus, the wind did not allow us to go forward, so we sailed for the lee of Crete by way of Salmone;
8 Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes „Gode Havne”, nær ved Byen Lasæa.
sailing along it with difficulty we came to a certain place called Fair Havens, near the town of Lasea.
9 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:
Much time had been lost and sailing was already dangerous, because even the Fast had already taken place; Paul repeatedly warned them
10 „I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.”
saying, “Men, I perceive that the voyage is about to be with damage and great loss, not only of the cargo and the ship, but even of our lives.”
11 Men Høvedsmanden stolede mere paa Styrmanden og Skipperen end paa det, som Paulus sagde.
But the centurion was persuaded by the pilot and ship owner rather than by what Paul said.
12 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde naa hen og overvintre i Føniks, en Havn paa Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest.
And since the harbor was not suitable to winter in, the majority advised sailing on, to see if they could get to Phoenix in order to winter, it being a harbor of Crete facing southwest and northwest.
13 Da der nu blæste en Søndenvind op, mente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
So when the south wind blew gently, supposing that they had obtained their purpose, they weighed anchor and sailed along Crete, close to shore.
14 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den saakaldte „Eurakvilo”.
But not long after, a cyclonic wind blasted down from the land (it is called Euroclydon).
15 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
Well the ship was caught and could not head into the wind, so we gave up and were driven along.
16 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formaaede vi med Nød og næppe at bjærge Baaden.
Running under the lee of a small island called Clauda, we barely managed to secure the skiff;
17 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig saaledes drive.
when they had hoisted it aboard, they used cables to undergird the ship; and fearing that they might fall into the Syrtis, they lowered the sea anchor and so were driven along.
18 Og da vi maatte kæmpe haardt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
We were being so violently battered by the storm that the next day they began to jettison things,
19 Og paa den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
and on the third we threw off the ship's tackle with our own hands.
20 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os, som ikke var ringe, blev fra nu af alt Haab om Redning os betaget.
When neither sun nor stars appeared for many days and a major storm was still pounding us, all hope that we would be saved was now taken away.
21 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: „I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
Now after long abstinence from food, Paul stood up in the midst of them and said: “Well men, it would have been better to take my advice and not sail from Crete, only to ‘gain’ this damage and loss.
22 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgaa, men alene Skibet.
But now I urge you to take heart, because there will be no loss of life among you, only of the ship.
23 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde:
This night an angel of the God whose I am and whom I serve stood by me
24 „Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.”
and said: ‘Do not be afraid, Paul; you must stand before Caesar. Furthermore, God has granted you all those who sail with you.’
25 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske saaledes, som der er blevet talt til mig.
So take courage, men, because I believe in God that it will be just as it was told me.
26 Men vi maa strande paa en Ø.”
Also, we must run aground on a certain island.”
27 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.
Now when the fourteenth night had come, as we were being driven here and there in the Adriatic, about midnight the sailors sensed that they were nearing some land.
28 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.
They took a sounding and found twenty fathoms; going on a little they took a sounding again and found fifteen fathoms.
29 Og da de frygtede, at vi skulde støde paa Skær, kastede de fire Ankere ud fra Bagstavnen og bade til, at det maatte blive Dag.
So fearing that we might be driven into a rocky area, they dropped four anchors from the stern and started praying for day to come.
30 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg paa at flygte fra Skibet og firede Baaden ned i Søen under Paaskud af, at de vilde lægge Ankere ud fra Forstavnen,
Now under pretense of putting out anchors from the prow, the sailors lowered the skiff into the sea, intending to flee from the ship;
31 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: „Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.”
so Paul said to the centurion and to the soldiers, “Unless these stay in the ship, you cannot be saved.”
32 Da kappede Stridsmændene Baadens Tove og lode den falde ned.
Then the soldiers severed the ropes of the skiff and let it fall away.
33 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: „Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
While the day was coming on, Paul started urging them all to receive food, saying: “Today is the fourteenth day of waiting—you continue without eating, having taken nothing.
34 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Haar paa Hovedet skal gaa tabt for nogen af eder.”
Therefore I urge you to take nourishment, because this is for our survival, since not a hair will fall from the head of any of you.”
35 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
Upon saying this he picked up some bread and gave thanks to God in front of them all; then he broke it and began to eat.
36 Da bleve de alle frimodige og toge ogsaa Næring til sig.
So they all were encouraged and took food themselves.
37 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.
(In all, we were two hundred seventy-six souls on the ship.)
38 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.
So when they had eaten enough, they started lightening the ship by throwing out the wheat into the sea.
39 Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind paa.
When it was day, they did not recognize the land, but they noticed a bay with a beach, onto which they planned to run the ship, if possible.
40 Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Raasejlet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
Casting off the anchors they left them in the sea, at the same time untying the rudder ropes; and hoisting the foresail to the wind, they made for the beach.
41 Men de stødte paa en Grund med dybt Vand paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
But they fell into a place where two seas met and ran the vessel aground; the prow stuck fast and remained immovable, but the stern began to be broken up by the violence of the waves.
42 Det var nu Stridsmændenes Raad, at man skulde ihjelslaa Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
Now the plan of the soldiers was to kill the prisoners, lest any of them should swim away and escape.
43 Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,
But the centurion, wanting to save Paul, stopped them from doing it and ordered those who could swim to jump in first and go toward the land,
44 og de andre bjærge sig, nogle paa Brædder, andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at alle bleve reddede i Land.
followed by the rest, some on planks and some on things from the ship. And in this way they all escaped safely to the land.

< Apostelenes gerninger 27 >