Apostelenes gerninger 23
1 Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: “I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.”
sabhAsadlokAn prati paulo'nanyadRSTyA pazyan akathayat, he bhrAtRgaNA adya yAvat saralena sarvvAntaHkaraNenezvarasya sAkSAd AcarAmi|
2 Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa Munden.
anena hanAnIyanAmA mahAyAjakastaM kapole capeTenAhantuM samIpasthalokAn AdiSTavAn|
3 Da sagde Paulus til ham: “Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slaas.”
tadA paulastamavadat, he bahiSpariSkRta, IzvarastvAM praharttum udyatosti, yato vyavasthAnusAreNa vicArayitum upavizya vyavasthAM laGghitvA mAM praharttum AjJApayasi|
4 Men de, som stode hos, sagde: “Udskælder du Guds Ypperstepræst?”
tato nikaTasthA lokA akathayan, tvaM kim Izvarasya mahAyAjakaM nindasi?
5 Og Paulus sagde: “Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk maa du ikke tale ondt imod.”
tataH paulaH pratibhASitavAn he bhrAtRgaNa mahAyAjaka eSa iti na buddhaM mayA tadanyacca svalokAnAm adhipatiM prati durvvAkyaM mA kathaya, etAdRzI lipirasti|
6 Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, raabte han i Raadet: “I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Haab og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.”
anantaraM paulasteSAm arddhaM sidUkilokA arddhaM phirUzilokA iti dRSTvA proccaiH sabhAsthalokAn avadat he bhrAtRgaNa ahaM phirUzimatAvalambI phirUzinaH satnAnazca, mRtalokAnAm utthAne pratyAzAkaraNAd ahamapavAditosmi|
7 Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
iti kathAyAM kathitAyAM phirUzisidUkinoH parasparaM bhinnavAkyatvAt sabhAyA madhye dvau saMghau jAtau|
8 Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Aand; men Farisæerne hævde begge Dele.
yataH sidUkilokA utthAnaM svargIyadUtA AtmAnazca sarvveSAm eteSAM kamapi na manyante, kintu phirUzinaH sarvvam aGgIkurvvanti|
9 Men der opstod en stærk Raaben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: “Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Aand eller en Engel har talt til ham!”
tataH parasparam atizayakolAhale samupasthite phirUzinAM pakSIyAH sabhAsthA adhyApakAH pratipakSA uttiSThanto 'kathayan, etasya mAnavasya kamapi doSaM na pazyAmaH; yadi kazcid AtmA vA kazcid dUta enaM pratyAdizat tarhi vayam Izvarasya prAtikUlyena na yotsyAmaH|
10 Men da der blev stærk Splid, frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
tasmAd atIva bhinnavAkyatve sati te paulaM khaNDaM khaNDaM kariSyantItyAzaGkayA sahasrasenApatiH senAgaNaM tatsthAnaM yAtuM sabhAto balAt paulaM dhRtvA durgaM netaJcAjJApayat|
11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: “Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom.”
rAtro prabhustasya samIpe tiSThan kathitavAn he paula nirbhayo bhava yathA yirUzAlamnagare mayi sAkSyaM dattavAn tathA romAnagarepi tvayA dAtavyam|
12 Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slaaet Paulus ihjel.
dine samupasthite sati kiyanto yihUdIyalokA ekamantraNAH santaH paulaM na hatvA bhojanapAne kariSyAma iti zapathena svAn abadhnan|
13 Og de, som havde indgaaet denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal.
catvAriMzajjanebhyo'dhikA lokA iti paNam akurvvan|
14 Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: “Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slaaet Paulus ihjel.
te mahAyAjakAnAM prAcInalokAnAJca samIpaM gatvA kathayan, vayaM paulaM na hatvA kimapi na bhokSyAmahe dRDhenAnena zapathena baddhvA abhavAma|
15 Saa giver nu I tillige med Raadet Krigsøversten Meddelelse, for at han maa føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slaa ham ihjel, førend han kommer derhen.”
ataeva sAmprataM sabhAsadlokaiH saha vayaM tasmin kaJcid vizeSavicAraM kariSyAmastadarthaM bhavAn zvo 'smAkaM samIpaM tam Anayatviti sahasrasenApataye nivedanaM kuruta tena yuSmAkaM samIpaM upasthiteH pUrvvaM vayaM taM hantu sajjiSyAma|
16 Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
tadA paulasya bhAgineyasteSAmiti mantraNAM vijJAya durgaM gatvA tAM vArttAM paulam uktavAn|
17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: “Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.”
tasmAt paula ekaM zatasenApatim AhUya vAkyamidam bhASitavAn sahasrasenApateH samIpe'sya yuvamanuSyasya kiJcinnivedanam Aste, tasmAt tatsavidham enaM naya|
18 Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: “Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.”
tataH sa tamAdAya sahasrasenApateH samIpam upasthAya kathitavAn, bhavataH samIpe'sya kimapi nivedanamAste tasmAt bandiH paulo mAmAhUya bhavataH samIpam enam AnetuM prArthitavAn|
19 Men Krigsøversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: “Hvad er det, som du har at melde mig?”
tadA sahasrasenApatistasya hastaM dhRtvA nirjanasthAnaM nItvA pRSThavAn tava kiM nivedanaM? tat kathaya|
20 Men han sagde: “Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Raadet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham.
tataH sokathayat, yihUdIyalAkAH paule kamapi vizeSavicAraM chalaM kRtvA taM sabhAM netuM bhavataH samIpe nivedayituM amantrayan|
21 Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slaaet ham ihjel; og nu ere de rede og vente paa dit Tilsagn.”
kintu mavatA tanna svIkarttavyaM yatasteSAM madhyevarttinazcatvAriMzajjanebhyo 'dhikalokA ekamantraNA bhUtvA paulaM na hatvA bhojanaM pAnaJca na kariSyAma iti zapathena baddhAH santo ghAtakA iva sajjitA idAnIM kevalaM bhavato 'numatim apekSante|
22 Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: “Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.”
yAmimAM kathAM tvaM niveditavAn tAM kasmaicidapi mA kathayetyuktvA sahasrasenApatistaM yuvAnaM visRSTavAn|
23 Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: “Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat;”
anantaraM sahasrasenApati rdvau zatasenApatI AhUyedam Adizat, yuvAM rAtrau praharaikAvaziSTAyAM satyAM kaisariyAnagaraM yAtuM padAtisainyAnAM dve zate ghoTakArohisainyAnAM saptatiM zaktidhArisainyAnAM dve zate ca janAn sajjitAn kurutaM|
24 og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
paulam ArohayituM phIlikSAdhipateH samIpaM nirvvighnaM netuJca vAhanAni samupasthApayataM|
25 Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
aparaM sa patraM likhitvA dattavAn tallikhitametat,
26 “Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
mahAmahimazrIyuktaphIlikSAdhipataye klaudiyaluSiyasya namaskAraH|
27 Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slaaet ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.
yihUdIyalokAH pUrvvam enaM mAnavaM dhRtvA svahastai rhantum udyatA etasminnantare sasainyohaM tatropasthAya eSa jano romIya iti vijJAya taM rakSitavAn|
28 Og da jeg vilde vide Aarsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Raad
kinnimittaM te tamapavadante tajjJAtuM teSA sabhAM tamAnAyitavAn|
29 og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmaal i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel.
tatasteSAM vyavasthAyA viruddhayA kayAcana kathayA so'pavAdito'bhavat, kintu sa zRGkhalabandhanArho vA prANanAzArho bhavatIdRzaH kopyaparAdho mayAsya na dRSTaH|
30 Men da jeg har faaet Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter ogsaa at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham.”
tathApi manuSyasyAsya vadhArthaM yihUdIyA ghAtakAiva sajjitA etAM vArttAM zrutvA tatkSaNAt tava samIpamenaM preSitavAn asyApavAdakAMzca tava samIpaM gatvApavaditum AjJApayam| bhavataH kuzalaM bhUyAt|
31 Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
sainyagaNa AjJAnusAreNa paulaM gRhItvA tasyAM rajanyAm AntipAtrinagaram Anayat|
32 Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen.
pare'hani tena saha yAtuM ghoTakArUDhasainyagaNaM sthApayitvA parAvRtya durgaM gatavAn|
33 Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham.
tataH pare ghoTakArohisainyagaNaH kaisariyAnagaram upasthAya tatpatram adhipateH kare samarpya tasya samIpe paulam upasthApitavAn|
34 Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
tadAdhipatistatpatraM paThitvA pRSThavAn eSa kimpradezIyo janaH? sa kilikiyApradezIya eko jana iti jJAtvA kathitavAn,
35 “Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme til Stede.” Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.
tavApavAdakagaNa Agate tava kathAM zroSyAmi| herodrAjagRhe taM sthApayitum AdiSTavAn|
