Apostelenes gerninger 23

1 Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: „I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.”

Da Paulus kom inn, så han medlemmene i rådet rett i øynene og sa:”Brødre, jeg har alltid levd livet mitt med god samvittighet for Gud.”

2 Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa Munden.

Da ga øverstepresten Ananias befaling om at de som sto nærmest Paulus, skulle slå ham over munnen.

3 Da sagde Paulus til ham: „Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slaas.”

Paulus sa til han:”Gud skal slå deg, du som har sunket ned i en slik dobbelmoral! Her sitter du for å dømme meg etter Moseloven, og så bryter du selv loven ved å befale at de skal slå meg.”

4 Men de, som stode hos, sagde: „Udskælder du Guds Ypperstepræst?”

De som sto ved siden av Paulus, sa da til ham:”Hvordan våger du å forulempe Guds øversteprest?”

5 Og Paulus sagde: „Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk maa du ikke tale ondt imod.”

”Tilgi meg brødre”, svarte Paulus,”jeg visste ikke at han var øversteprest. Det står i Skriften:’Du skal ikke forbanne den som er leder for folket ditt.’”

6 Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, raabte han i Raadet: „I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Haab og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.”

Hva Paulus derimot visste, var at noen av medlemmene i rådet var saddukeere, mens andre var fariseere. Derfor ropte han:”Brødre, jeg er fariseer liksom alle mine forfedre. Og jeg blir stilt for retten her i dag fordi jeg tror at de døde står opp igjen.”

7 Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig.

Dette delte straks rådet i to grupper som begynte å krangle med hverandre.

8 Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Aand; men Farisæerne hævde begge Dele.

Saddukeerne tror nemlig ikke at de døde står opp igjen eller at det finnes engler eller ånder. Fariseerne derimot tror på alt dette.

9 Men der opstod en stærk Raaben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: „Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Aand eller en Engel har talt til ham!”

Alle i rådet skrek i munnen på hverandre, og noen av de skriftlærde fra partiet til fariseerne stilte seg opp og forsvarte Paulus.”Vi kan ikke se at denne mannen har gjort noe galt”, protesterte de høylytt.”Kanskje en Ånd eller en engel virkelig har snakket til ham.”

10 Men da der blev stærk Splid, frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.

Krangelen ble bare verre og verre, og mennene rykket og slet i Paulus fra alle kanter. Til slutt fikk kommandanten gitt befaling til soldatene om å ta med Paulus og føre ham til festningsborgen, etter som han var redd for at de skulle slite ham i filler.

11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom.”

Da det seinere var blitt natt, viste Herren Jesus seg for Paulus og sa:”Vær ikke redd! På samme måten som du har fortalt om meg her i Jerusalem, skal du også fortelle om meg i Roma.”

12 Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slaaet Paulus ihjel.

Neste morgen samlet mer enn 40 jødiske menn seg og sverget på at de verken skulle spise eller drikke før de hadde drept Paulus.

13 Og de, som havde indgaaet denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal.

14 Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slaaet Paulus ihjel.

De gikk til øversteprestene og folkets ledere og sa:”Vi har sverget en ed og lovet at vi verken skal spise eller drikke før vi har drept Paulus.

15 Saa giver nu I tillige med Raadet Krigsøversten Meddelelse, for at han maa føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slaa ham ihjel, førend han kommer derhen.”

Be derfor kommandanten om at han lar Paulus bli stilt for rådet igjen. Si til ham at dere vil undersøke tilfellet nærmere, så kan vi drepe ham når han er på vei hit.”

16 Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.

Paulus sin søstersønn fikk greie på planene deres og gikk til festningsborgen og fortalte alt for Paulus.

17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: „Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.”

Straks kalte han til seg en offiser og sa:”Ta med denne unge mannen til kommandanten. Han har noe viktig å fortelle ham.”

18 Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: „Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.”

Offiseren gikk da til kommandanten og forklarte:”Fangen Paulus kalte på meg og ba meg ta med denne unge mannen til deg. Han har visst noe å fortelle deg.”

19 Men Krigsøversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: „Hvad er det, som du har at melde mig?”

Kommandanten tok ham da ved armen og førte ham til siden og spurte:”Hva er det du har å fortelle?”

20 Men han sagde: „Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Raadet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham.

Søstersønnen til Paulus forklarte straks:”Jødene har blitt enige om å be deg sende Paulus ned til deres råd i morgen, slik at de kan undersøke tilfellet nærmere.

21 Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slaaet ham ihjel; og nu ere de rede og vente paa dit Tilsagn.”

Ikke la dem få det som de vil, for mer enn 40 menn ligger gjemt i et bakhold for å drepe Paulus. De har sverget at de verken skal spise eller drikke før han er død. De har allerede gjort seg klare og venter bare på at du skal gi ditt ja.”

22 Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: „Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.”

Kommandanten advarte ham og sa:”Ingen må få vite at du har fortalt meg dette”, og så lot han mannen gå.

23 Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: „Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat;”

Kommandanten kalte på to av offiserene sine og sa:”Kall ut 200 soldater som står klare til å marsjere til Cæsarea klokka ni i kveld sammen med 200 spydkastere og 70 ryttere.

24 og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.

Gi Paulus en hest å ri på og pass på, at han kommer fram til landshøvdingen Feliks i god behold.”

25 Og han skrev et Brev af følgende Indhold:

Han skrev følgende brev til landshøvdingen:

26 „Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.

”Fra Claudius Lysias, til den høyt ærede landshøvdingen Feliks. Beste hilsen!

27 Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slaaet ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.

Denne mannen har blitt arrestert av jødene. De skulle nettopp til å drepe ham da jeg sendte ut soldater for å redde ham. Etterpå har jeg fått vite at han er romersk borger.

28 Og da jeg vilde vide Aarsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Raad

Jeg førte ham ned til Det jødiske rådet for å få greie på hva de anklaget ham for.

29 og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmaal i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel.

Jeg forsto snart at det bare var noen interne stridsspørsmål som hadde med deres religiøse lover å gjøre, og ikke noe som bør bli straffet med fengsel eller døden.

30 Men da jeg har faaet Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter ogsaa at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham.”

Senere fikk jeg ved en anledning greie på at de planla å drepe han, og jeg besluttet derfor å sende ham til deg. Jeg har også formant motstanderne hans til å legge fram anklagene sine for deg.”

31 Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.

Samme natten tok soldatene Paulus og førte ham til den romerske militærforlegningen Antipatris slik de hadde fått befaling om.

32 Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen.

Neste morgen fortsatte de 70 rytterne med ham til Cæsarea, mens de øvrige mennene vendte tilbake til festningsborgen i Jerusalem.

33 Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham.

Da de kom fram til Cæsarea, overlot de brevet til landshøvdingen Feliks og førte Paulus inn til han.

34 Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:

Landshøvdingen leste brevet og spurte Paulus hvilken provins han kom fra.”Fra Kilikia”, svarte Paulus.

35 „Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme til Stede.” Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

”Bra”, sa landshøvdingen,”jeg skal ta opp saken din når de som anklager deg kommer hit.” Så ga han befaling om at Paulus skulle bli anbrakt i fengslet som lå i palasset til kong Herodes.