Apostelenes gerninger 22
1 „I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar over for eder!‟
Људи, браћо и очеви! Чујте сад мој одговор к вама.
2 Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger:
А кад чуше да им јеврејским језиком проговори, још већа тишина поста. И рече:
3 „Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
Ја сам човек Јеврејин, који сам рођен у Тарсу киликијском, и одгајен у овом граду код ногу Гамалиилових, научен управо отачком закону, и бејах ревнитељ Божји као што сте ви сви данас.
4 Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde baade Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
Ја овај пут гоних до саме смрти, везујући и предајући у тамницу и људе и жене,
5 som ogsaa Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsteraadet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for ogsaa at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de maatte blive straffede.
Као што ми сведочи и поглавар свештенички и све старешине; од којих и посланице примих на браћу која живе у Дамаску; и иђах да доведем оне што беху онамо свезане у Јерусалим да се муче.
6 Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstraalede mig.
А кад иђах и приближих се к Дамаску, догоди ми се око подне да ме уједанпут обасја велика светлост с неба.
7 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
И падох на земљу, и чух глас, који ми говори: Савле! Савле! Зашто ме гониш?
8 Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.
А ја одговорих: Ко си Ти, Господе? А Он ми рече: Ја сам Исус Назарећанин, ког ти гониш.
9 Men de, som vare med mig, saa vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.
А који беху са мном видеше светлост и уплашише се; али не чуше глас који ми говораше.
10 Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Staa op og gaa til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
А ја рекох: Шта ћу чинити, Господе? А Господ ми рече: Устани и иди у Дамаск, и тамо ће ти се казати за све шта ти је одређено да чиниш.
11 Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom saaledes ind i Damaskus.
И кад обневидех од силне светлости оне, вођаху ме за руку они који беху са мном, и дођох у Дамаск.
12 Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
А неки Ананија, човек побожан по закону, посведочен од свију Јевреја који живе у Дамаску,
13 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg saa op paa ham i samme Stund.
Дошавши к мени стаде и рече ми: Савле брате! Прогледај. И ја у тај час погледах на њ.
14 Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
А он ми рече: Бог отаца наших изабра те да познаш вољу Његову, и да видиш праведника, и да чујеш глас из уста Његових:
15 Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.
Да Му будеш сведок пред свим људима за ово што си видео и чуо.
16 Og nu, hvorfor tøver du? Staa op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du paakalder hans Navn!
И сад шта оклеваш? Устани и крсти се, и опери се од греха својих, призвавши име Господа Исуса.
17 Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
А догоди се, кад се вратих у Јерусалим и мољах се у цркви Богу, да постадох изван себе,
18 og saa ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gaa hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.
И видех Га где ми говори: Похитај те изађи из Јерусалима, јер неће примити сведочанство твоје за мене.
19 Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede paa dig,
И ја рекох: Господе! Сами знаду да сам ја метао у тамнице и био по зборницама оне који Те верују.
20 og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod ogsaa jeg hos og havde Behag deri og vogtede paa deres Klæder, som sloge ham ihjel.
И кад се проливаше крв Стефана сведока Твог, и ја стајах и пристајах на смрт његову, и чувах хаљине оних који га убијају.
21 Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger.‟
И рече ми: Иди, јер ћу ја далеко да те пошаљем у незнабошце.
22 Men de hørte paa ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: „Bort fra Jorden med en saadan! thi han bør ikke leve.‟
А они га слушаху до ове речи, па подигоше глас свој говорећи: Узми са земље таквог; јер не треба да живи.
23 Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,
А кад они викаху и збациваху хаљине и бацаху прах у небо,
24 befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde faa at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham.
Заповеди војвода да га одведу у логор, и рече да га бојем испитају да дозна за какву кривицу тако викаху на њ.
25 Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: „Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?‟
И кад га притегоше узицама, рече Павле капетану, који стајаше онде: Зар ви можете бити човека Римљанина, и још без суда?
26 Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: „Hvad er det, du er ved at gøre? denne Mand er jo en Romer.‟
А кад чу капетан, приступи к војводи и каза говорећи: Гледај шта ћеш чинити; јер је овај човек Римљанин.
27 Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: „Sig mig, er du en Romer?‟ Han sagde: „Ja.‟
А војвода приступивши рече му: Кажи ми јеси ли ти Римљанин? А он рече: Да.
28 Og Krigsøversten svarede: „Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum.‟ Men Paulus sagde: „Jeg er endog født dertil.‟
А војвода одговори: Ја сам за велику цену име овог грађанства добио. А Павле рече: А ја сам се и родио с њиме.
29 Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev ogsaa han bange, fordi han havde bundet ham.
Онда одступише одмах од њега они што хтеше да га испитују; а војвода се уплаши кад разуме да је Римљанин и што га беше свезао.
30 Men den næste Dag, da han vilde have noget paalideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Raadet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.
А сутрадан, желећи дознати истину зашто га туже Јевреји, пусти га из окова, и заповеди да дођу главари свештенички и сав сабор њихов; и сведавши Павла постави га пред њима.
