Apostelenes gerninger 20

1 Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien.

itthaM kalahe nivRtte sati paulaH ziSyagaNam AhUya visarjanaM prApya mAkidaniyAdezaM prasthitavAn|

2 Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

tena sthAnena gacchan taddezIyAn ziSyAn bahUpadizya yUnAnIyadezam upasthitavAn|

3 Der tilbragte han tre Maaneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.

tatra mAsatrayaM sthitvA tasmAt suriyAdezaM yAtum udyataH, kintu yihUdIyAstaM hantuM guptA atiSThan tasmAt sa punarapi mAkidaniyAmArgeNa pratyAgantuM matiM kRtavAn|

4 Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.

birayAnagarIyasopAtraH thiSalanIkIyAristArkhasikundau darbbonagarIyagAyatImathiyau AziyAdezIyatukhikatraphimau ca tena sArddhaM AziyAdezaM yAvad gatavantaH|

5 Disse droge forud og biede paa os i Troas;

ete sarvve 'grasarAH santo 'smAn apekSya troyAnagare sthitavantaH|

6 men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.

kiNvazUnyapUpotsavadine ca gate sati vayaM philipInagarAt toyapathena gatvA paJcabhi rdinaistroyAnagaram upasthAya tatra saptadinAnyavAtiSThAma|

7 Men paa den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.

saptAhasya prathamadine pUpAn bhaMktu ziSyeSu militeSu paulaH paradine tasmAt prasthAtum udyataH san tadahni prAyeNa kSapAyA yAmadvayaM yAvat ziSyebhyo dharmmakathAm akathayat|

8 Men der var mange Lamper i Salen ovenpaa, hvor vi vare samlede.

uparisthe yasmin prakoSThe sabhAM kRtvAsan tatra bahavaH pradIpAH prAjvalan|

9 Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen saa længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op.

utukhanAmA kazcana yuvA ca vAtAyana upavizan ghorataranidrAgrasto 'bhUt tadA paulena bahukSaNaM kathAyAM pracAritAyAM nidrAmagnaH sa tasmAd uparisthatRtIyaprakoSThAd apatat, tato lokAstaM mRtakalpaM dhRtvodatolayan|

10 Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: „Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham.‟

tataH paulo'varuhya tasya gAtre patitvA taM kroDe nidhAya kathitavAn, yUyaM vyAkulA mA bhUta nAyaM prANai rviyuktaH|

11 Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.

pazcAt sa punazcopari gatvA pUpAn bhaMktvA prabhAtaM yAvat kathopakathane kRtvA prasthitavAn|

12 Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

te ca taM jIvantaM yuvAnaM gRhItvA gatvA paramApyAyitA jAtAH|

13 Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi saaledes havde han bestemt det, da han selv vilde gaa til Fods.

anantaraM vayaM potenAgrasarA bhUtvAsmanagaram uttIryya paulaM grahItuM matim akurmma yataH sa tatra padbhyAM vrajituM matiM kRtveti nirUpitavAn|

14 Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene.

tasmAt tatrAsmAbhiH sArddhaM tasmin milite sati vayaM taM nItvA mitulInyupadvIpaM prAptavantaH|

15 Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige ud for Kios; Dagen derpaa lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.

tasmAt potaM mocayitvA pare'hani khIyopadvIpasya sammukhaM labdhavantastasmAd ekenAhnA sAmopadvIpaM gatvA potaM lAgayitvA trogulliye sthitvA parasmin divase milItanagaram upAtiSThAma|

16 Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem paa Pinsedagen, om det var ham muligt.

yataH paula AziyAdeze kAlaM yApayitum nAbhilaSan iphiSanagaraM tyaktvA yAtuM mantraNAM sthirIkRtavAn; yasmAd yadi sAdhyaM bhavati tarhi nistArotsavasya paJcAzattamadine sa yirUzAlamyupasthAtuM matiM kRtavAn|

17 Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.

paulo milItAd iphiSaM prati lokaM prahitya samAjasya prAcInAn AhUyAnItavAn|

18 Og da de kom til ham, sagde han til dem: „I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien,

teSu tasya samIpam upasthiteSu sa tebhya imAM kathAM kathitavAn, aham AziyAdeze prathamAgamanam ArabhyAdya yAvad yuSmAkaM sannidhau sthitvA sarvvasamaye yathAcaritavAn tad yUyaM jAnItha;

19 idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Taarer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;

phalataH sarvvathA namramanAH san bahuzrupAtena yihudIyAnAm kumantraNAjAtanAnAparIkSAbhiH prabhoH sevAmakaravaM|

20 hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene,

kAmapi hitakathAM na gopAyitavAn tAM pracAryya saprakAzaM gRhe gRhe samupadizyezvaraM prati manaH parAvarttanIyaM prabhau yIzukhrISTe vizvasanIyaM

21 idet jeg vidnede baade for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen paa vor Herre Jesus Kristus.

yihUdIyAnAm anyadezIyalokAnAJca samIpa etAdRzaM sAkSyaM dadAmi|

22 Og nu se, bunden af Aanden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig,

pazyata sAmpratam AtmanAkRSTaH san yirUzAlamnagare yAtrAM karomi, tatra mAmprati yadyad ghaTiSyate tAnyahaM na jAnAmi;

23 kun, at den Helligaand i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig.

kintu mayA bandhanaM klezazca bhoktavya iti pavitra AtmA nagare nagare pramANaM dadAti|

24 Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har faaet af den Herre Jesus, at vidne om Guds Naades Evangelium.

tathApi taM klezamahaM tRNAya na manye; IzvarasyAnugrahaviSayakasya susaMvAdasya pramANaM dAtuM, prabho ryIzoH sakAzAda yasyAH sevAyAH bhAraM prApnavaM tAM sevAM sAdhayituM sAnandaM svamArgaM samApayituJca nijaprANAnapi priyAn na manye|

25 Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.

adhunA pazyata yeSAM samIpe'ham IzvarIyarAjyasya susaMvAdaM pracAryya bhramaNaM kRtavAn etAdRzA yUyaM mama vadanaM puna rdraSTuM na prApsyatha etadapyahaM jAnAmi|

26 Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er ren for alles Blod;

yuSmabhyam aham Izvarasya sarvvAn AdezAn prakAzayituM na nyavartte|

27 thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Raad.

ahaM sarvveSAM lokAnAM raktapAtadoSAd yannirdoSa Ase tasyAdya yuSmAn sAkSiNaH karomi|

28 Saa giver Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligaand satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.

yUyaM sveSu tathA yasya vrajasyAdhyakSan AtmA yuSmAn vidhAya nyayuGkta tatsarvvasmin sAvadhAnA bhavata, ya samAjaJca prabhu rnijaraktamUlyena krItavAna tam avata,

29 Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.

yato mayA gamane kRtaeva durjayA vRkA yuSmAkaM madhyaM pravizya vrajaM prati nirdayatAm AcariSyanti,

30 Og af eders egen Midte skal der opstaa Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.

yuSmAkameva madhyAdapi lokA utthAya ziSyagaNam apahantuM viparItam upadekSyantItyahaM jAnAmi|

31 Derfor vaager og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde hver enkelt med Taarer.

iti heto ryUyaM sacaitanyAH santastiSTata, ahaJca sAzrupAtaH san vatsaratrayaM yAvad divAnizaM pratijanaM bodhayituM na nyavartte tadapi smarata|

32 Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Naades Ord, som formaar at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.

idAnIM he bhrAtaro yuSmAkaM niSThAM janayituM pavitrIkRtalokAnAM madhye'dhikAraJca dAtuM samartho ya IzvarastasyAnugrahasya yo vAdazca tayorubhayo ryuSmAn samArpayam|

33 Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.

kasyApi svarNaM rUpyaM vastraM vA prati mayA lobho na kRtaH|

34 I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig.

kintu mama matsahacaralokAnAJcAvazyakavyayAya madIyamidaM karadvayam azrAmyad etad yUyaM jAnItha|

35 Jeg viste eder i alle Ting, at saaledes bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: „Det er saligere at give end at tage.‟

anena prakAreNa grahaNad dAnaM bhadramiti yadvAkyaM prabhu ryIzuH kathitavAn tat smarttuM daridralokAnAmupakArArthaM zramaM karttuJca yuSmAkam ucitam etatsarvvaM yuSmAnaham upadiSTavAn|

36 Og da han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

etAM kathAM kathayitvA sa jAnunI pAtayitvA sarvaiH saha prArthayata|

37 Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.

tena te krandrantaH

38 Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Saa ledsagede de ham til Skibet.

puna rmama mukhaM na drakSyatha vizeSata eSA yA kathA tenAkathi tatkAraNAt zokaM vilApaJca kRtvA kaNThaM dhRtvA cumbitavantaH| pazcAt te taM potaM nItavantaH|