Apostelenes gerninger 2
1 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.
Əmdi «orma ⱨeyt» künining waⱪti-saiti toxⱪanda, bularning ⱨǝmmisi Yerusalemda bir yǝrgǝ jǝm bolƣanidi.
2 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.
Asmandin tuyuⱪsiz küqlük xamal soⱪⱪandǝk bir awaz anglinip, ular olturuwatⱪan ɵyni bir aldi.
3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem.
Ot yalⱪunidǝk tillar ularƣa kɵrünüp, ularning ⱨǝrbirining üstigǝ tarⱪilip ⱪondi.
4 Og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de begyndte at tale i andre Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige.
Ularning ⱨǝmmisi Muⱪǝddǝs Roⱨⱪa toldurulup, Roⱨ ularƣa sɵz ata ⱪilixi bilǝn ular namǝlum tillarda sɵzligili turdi.
5 Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.
U qaƣda, asman astidiki barliⱪ ǝllǝrdin kǝlgǝn nurƣun ihlasmǝn Yǝⱨudiy ǝrlǝrmu Yerusalemda turuwatⱪanidi.
6 Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale paa hans eget Maal.
Əmdi [etiⱪadqilarning] bu awazi anglinip, top-top adǝmlǝr xu yǝrgǝ jǝm boluxti ⱨǝmdǝ [etiⱪadqilarning] ɵzliri turuxluⱪ jaydiki tillarda sɵzlixiwatⱪanliⱪini anglap, tengirⱪap ⱪelixti.
7 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: „Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?
Ular ⱨǝyran bolup tǝǝjjüplinip: — Ⱪaranglar, sɵzlixiwatⱪanlarning ⱨǝmmisi Galiliyǝliklǝrƣu?
8 Hvor kunne vi da høre dem tale, hver paa vort eget Maal, hvori vi ere fødte,
Ⱪandaⱪlarqǝ ularning bizning ana yurtimizdiki tillirimizda sɵzlixiwatⱪanliⱪini anglawatⱪandimiz?
9 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien,
Arimizda Partiyalar, Medialar, Elamlar, xundaⱪla Mesopotamiyǝ, Yǝⱨudiyǝ, Kapadokiya, Pontus, Asiya,
10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,
Frigiyǝ ⱨǝm Pamfiliyǝ, Misir, Liwiyǝning Kurinigǝ yeⱪin jayliridin kǝlgǝnlǝr, xuningdǝk muxu yǝrdǝ musapir bolup turuwatⱪan Rim xǝⱨiridin kǝlgǝnlǝr — Yǝⱨudiylar bolsun, Tǝwrat etiⱪadiƣa kirgǝnlǝr bolsun, Kretlar wǝ Ərǝblǝr bolsun, ⱨǝmmimiz ularning Hudaning ⱪilƣan uluƣ ǝmǝllirini bizning ana tillirimizda sɵzlǝwatⱪanliⱪini anglawatimiz! — deyixti.
11 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemaal?‟
12 Og de forbavsedes alle og vare tvivlraadige og sagde den ene til den anden: „Hvad kan dette være?‟
Ular ⱨang-tang ⱪelip alaⱪzadilik bilǝn bir-birigǝ: — Bu zadi ⱪandaⱪ ixtu? — deyixti.
13 Men andre sagde spottende: „De ere fulde af sød Vin.‟
Əmma bǝzilǝr: — Bular yengi xarab bilǝn obdanla mǝst bolup ⱪaptu! — dǝp mǝshirǝ ⱪilixti.
14 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: „I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner Øre til mine Ord!
Əmma Petrus ⱪalƣan on birǝylǝn bilǝn ornidin turup, awazini kɵtürüp kɵpqilikkǝ mundaⱪ dedi: — Əy Yǝⱨudiyǝdikilǝr wǝ Yerusalemda barliⱪ turuwatⱪanlar! Bu ix silǝrgǝ mǝlum bolƣayki, sɵzlirimgǝ ⱪulaⱪ selinglar!
15 Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time paa Dagen;
Bular silǝr oyliƣandǝk mǝst ǝmǝs, qünki ⱨazir pǝⱪǝt ǝtigǝn saǝt toⱪⱪuz boldi.
16 men dette er, hvad der er sagt ved Profeten Joel:
Əmǝliyǝttǝ bu dǝl Yoel pǝyƣǝmbǝr arⱪiliⱪ aldin eytilƣan xu ixtur:
17 „Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.
— «Huda mundaⱪ dedi: «Mǝn ahirⱪi künlǝrdǝ Ɵz Roⱨimni barliⱪ ǝt igiliri üstigǝ ⱪuyimǝn; Silǝrning oƣul-ⱪizliringlar wǝⱨiylik bexarǝt yǝtküzidu, Silǝrning yigitliringlar ƣayibanǝ alamǝt kɵrünüxlǝrni kɵridu; Silǝrning ⱪeriliringlar alamǝt qüxlǝrni kɵridu;
18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle profetere.
Bǝrⱨǝⱪ, xu künlǝrdǝ ⱪullirim üstigimu, dedǝklirim üstigimu Roⱨimni ⱪuyimǝn, ular bexarǝt yǝtküzidu.
19 Og jeg vil lade ske Undere paa Himmelen oventil og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
Mǝn yuⱪirida asmanlarda karamǝt ixlar, tɵwǝndǝ, zeminda mɵjizilik alamǝtlǝrni, Ⱪan, ot, is-tütǝk tüwrüklirini kɵrsitimǝn.
20 Solen skal forvandles til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.
Rǝbning uluƣ ⱨǝm karamǝt-xǝrǝplik küni bolmiƣuqǝ, Ⱪuyax ⱪarangƣuluⱪⱪa, Ay ⱪanƣa aylandurulidu.
21 Og det skal ske, enhver, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.‟ —
Ⱨǝm xu qaƣda xundaⱪ ǝmǝlgǝ axuruliduki, Rǝbning namini qaⱪirip nida ⱪilƣanlarning ⱨǝmmisi ⱪutⱪuzulidu».
22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,
Əy Israillar, muxu sɵzlǝrni anglanglar. Nasarǝtlik Əysa bolsa, Huda aranglarda u arⱪiliⱪ kɵrsǝtkǝn ⱪudrǝtlik ǝmǝllǝr, karamǝtlǝr wǝ mɵjizilik alamǝtlǝr bilǝn silǝrgǝ tǝstiⱪliƣan bir zat — bu ixlar ⱨǝmminglarƣa mǝlum —
23 ham, som efter Guds bestemte Raadslutning og Forudviden var bleven forraadt, ham have I ved lovløses Haand korsfæstet og ihjelslaaet.
u kixi Hudaning bekitkǝn mǝⱪsiti wǝ aldin’ala bilixi boyiqǝ satⱪunluⱪⱪa uqrap tutup berilgǝndin keyin, silǝr uni Tǝwrat ⱪanunisiz yürgǝn adǝmlǝrning ⱪoli arⱪiliⱪ krestlǝp ɵltürgüzdünglar.
24 Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende paa Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.
Lekin Huda uni ɵlümning azablarning ilkidin azad ⱪilip ⱪayta tirildürdi. Qünki ɵlümning uni tutⱪun ⱪilixi ⱨǝrgiz mumkin ǝmǝs.
25 Thi David siger med Henblik paa ham: „Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Haand, for at jeg ikke skal rokkes.
Dawut [Zǝburda] u toƣruluⱪ mundaⱪ aldin eytⱪan: «Mǝn Pǝrwǝrdigarni ⱨǝrdaim kɵz aldimda kɵrüp keliwatimǝn; U ong yenimda bolƣaqⱪa, Mǝn ⱨǝrgiz tǝwrǝnmǝymǝn.
26 Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, ogsaa mit Kød skal bo i Haab;
Xunga mening ⱪǝlbim huxallandi, Mening tilim xadlinip yayridi; Mening tenim ümid-arzu iqidǝ turidu;
27 thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forraadnelse. (Hadēs g86)
Qünki Sǝn jenimni tǝⱨtisarada ⱪaldurmaysǝn, Xundaⱪla Sening Muⱪǝddǝs Bolƣuqungƣa qirixlǝrni kɵrgüzmǝysǝn. (Hadēs g86)
28 Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Aasyn.‟
Sǝn manga ⱨayat yollirini kɵrsǝtkǝnsǝn; Ⱨuzurung bilǝn meni xad-huramliⱪⱪa tolup taxⱪuzisǝn».
29 I Mænd, Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
Ⱪerindaxlar, mǝn atimiz [padixaⱨ] Dawut toƣruluⱪ ⱨeq ikkilǝnmǝy xuni eytimǝnki, u ɵldi wǝ uning ⱪǝbrisi bügünki küngiqǝ arimizda bar.
30 Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde paa hans Trone,
Əmdi u pǝyƣǝmbǝr bolup, Hudaning uning tǝhtigǝ olturuxⱪa ɵz puxtidin birǝylǝnni turƣuzuxⱪa ⱪǝsǝm bilǝn wǝdǝ bǝrgǝnlikini bilǝtti.
31 talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller saa hans Kød Forraadnelse. (Hadēs g86)
U Mǝsiⱨning [ɵlgǝndin keyin] tirildürülidiƣinini aldin’ala kɵrüp yǝtkǝn wǝ bu munasiwǝt bilǝn Mǝsiⱨning tǝⱨtisarada ⱪaldurulmaydiƣinini wǝ tenining qirimǝydiƣinini tilƣa alƣan. (Hadēs g86)
32 Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.
Huda dǝl bu Əysani ɵlümdin tirildürdi, wǝ ⱨǝmmimiz bu ixning guwaⱨqilirimiz.
33 Efter at nu han ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet den Helligaands Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I baade se og høre.
U Hudaning ong yenida xan-xǝrǝp iqidǝ olturƣuzulup, xundaⱪla Ata wǝdǝ ⱪilƣan Muⱪǝddǝs Roⱨni ⱪobul ⱪilip, ⱨazir kɵrüwatⱪan ⱨǝm anglawatⱪanliringlarni tɵküp [bizlǝrgǝ] qüxürdi.
34 Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: „Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
Qünki Dawut ɵzi ǝrxkǝ qiⱪⱪan ǝmǝs; lekin u munu sǝzlǝrni [Zǝburda] eytⱪan: — «Pǝrwǝrdigar mening Rǝbbimgǝ eyttiki: — «Mǝn sening düxmǝnliringni tǝhtipǝring ⱪilmiƣuqǝ, Mening ong yenimda olturƣin!»».
35 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.‟
36 Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til Herre og til Kristus.‟
Xuning üqün, pütkül Israil jǝmǝtidikilǝr xuni ⱪǝt’iy bilsunki, Huda silǝr krestligǝn dǝl uxbu Əysani ⱨǝm Rǝb ⱨǝm Mǝsiⱨ ⱪilip tiklidi!».
37 Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: „I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?‟
Bu sɵzlǝr angliƣanlarning yürikigǝ sanjilƣandǝk ⱪattiⱪ tǝgkǝn bolup ular Petrus wǝ baxⱪa rosullardin: — I ⱪerindaxlar, undaⱪta biz nemǝ ⱪiliximiz kerǝk? — dǝp soraxti.
38 Men Peter sagde til dem: „Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle faa den Helligaands Gave.
Petrus ularƣa: — Towa ⱪilinglar, ⱨǝrbiringlar Əysa Mǝsiⱨning namida gunaⱨliringlarning kǝqürüm ⱪilinixi üqün qɵmüldürüxni ⱪobul ⱪilinglar wǝ xundaⱪ ⱪilsanglar Hudaning iltipati bolƣan Muⱪǝddǝs Roⱨ silǝrgǝ ata ⱪilinidu.
39 Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, saa mange som Herren vor Gud vil tilkalde.‟
Qünki bu wǝdǝ silǝrgǝ wǝ silǝrning baliliringlarƣa, yiraⱪta turuwatⱪanlarning ⱨǝmmisigǝ, yǝni Pǝrwǝrdigar Hudayimiz ɵzigǝ qaⱪirƣanlarning ⱨǝmmisigǝ ata ⱪilinidu.
40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: „Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!‟
Petrus yǝnǝ nurƣun baxⱪa sɵzlǝr bilǝn ularni agaⱨlandurup ularƣa: — Silǝr ɵzünglarni bu iplas dǝwrdin ⱪutⱪuzunglar! — dǝp jekilidi.
41 De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.
Xuning bilǝn uning sɵzini ⱪobul ⱪilƣanlar qɵmüldürülüxti. Xu küni [jamaǝtkǝ] ⱪoxulƣanlar üq mingqǝ kixi idi.
42 Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.
Ular ɵzlirini izqil ⱨalda rosullarning tǝlimigǝ, [etiⱪadqilarning] birlik-ⱨǝmdǝmlikigǝ, nanni oxtuxⱪa wǝ dualarƣa beƣixlidi.
43 Men der kom Frygt over enhver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.
Wǝ ⱪorⱪunq ularning ⱨǝrbirining üstigǝ qüxti wǝ rosullarning wasitisi bilǝn nurƣun karamǝtlǝr wǝ mɵjizilik alamǝtlǝr yüz bǝrdi.
44 Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.
Pütün etiⱪadqilar dawamliⱪ jǝm bolup billǝ yaxap, barliⱪini ortaⱪ tutuxti.
45 Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.
Ular mal-mülüklirini setip, pulini ⱨǝrkimning eⱨtiyajiƣa ⱪarap ⱨǝmmisigǝ tǝⱪsim ⱪilixatti.
46 Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,
Ular ⱨǝr küni ibadǝthana ⱨoylisiƣa bir niyǝttǝ jǝm boluxatti, ɵy-ɵylǝrdǝ huxal-huramliⱪ wǝ aⱪ kɵngüllük bilǝn ortaⱪ ƣizalinixip, nanni oxtup yeyixip,
47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.
Hudaƣa mǝdⱨiyǝ oⱪuxatti; ular pütkül halayiⱪning izzitigǝ sazawǝr boldi. Rǝb ⱨǝr küni ⱪutⱪuzuluwatⱪanlarni jamaǝtkǝ ⱪoxatti.
