Apostelenes gerninger 16

1 Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.

Andin u Dǝrbǝ wǝ Listra xǝⱨǝrlirigimu bardi. Mana, xu yǝrdǝ etiⱪadqi Yǝⱨudiy bir ayalning oƣli, Timotiy isimlik bir muhlis bar idi. Uning atisi bolsa grek idi.

2 Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.

Listra wǝ Konya xǝⱨǝrliridiki ⱪerindaxlarning ⱨǝmmisi uning toƣruluⱪ yahxi guwaⱨliⱪ berǝtti.

3 Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker.

Pawlus uni ɵzi bilǝn billǝ elip mangmaⱪqi boldi. Biraⱪ bu yǝrdiki Yǝⱨudiylarning ⱨǝmmisi [Timotiyning] atisining grek ikǝnlikini bilgǝqkǝ, Pawlus uni elip hǝtnǝ ⱪildurdi.

4 Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem.

Ular xǝⱨǝr-yezilardin ɵtkǝq, Yerusalemdiki rosullar bilǝn aⱪsaⱪallar [yat ǝllǝrgǝ] bekitkǝn bǝlgilimilǝrni ularning riayǝ ⱪilixi üqün tapxurdi.

5 Saa styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.

Xundaⱪ ⱪilip, jamaǝtlǝr etiⱪadta küqǝytilip, sanlirimu kündin-küngǝ kɵpǝydi.

6 Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligaand vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.

Muⱪǝddǝs Roⱨ ularning Asiya ɵlkisidǝ sɵz-kalamni jakarlixiƣa yol ⱪoymiƣan bolup, Pawluslar ǝmdi Frigiyǝ wǝ Galatiya rayonliridin ɵtüp,

7 Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Aand tilstedte dem det ikke.

Misiyǝ rayoniƣa kǝlgǝndin keyin, Bitiniyǝ ɵlkisigǝ kirmǝkqi boldi. Biraⱪ Əysaning Roⱨi ularƣa bundaⱪ ⱪilixiⱪimu yol ⱪoymidi.

8 De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.

Xuning bilǝn ular Misiyǝdin ɵtüp, dengiz boyidiki Troas xǝⱨirigǝ qüxti.

9 Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: „Kom over til Makedonien og hjælp os!‟

Xu küni kǝqtǝ, Pawlusⱪa bir ƣayibanǝ kɵrünüx kɵrünüp, Makedoniyǝlik bir kixi uning aldida ɵrǝ turup: — [Dengizdin] ɵtüp, Makedoniyǝgǝ kelip, bizgǝ yardǝm bǝrgǝysǝn! — dǝp ɵtündi.

10 Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.

U bu kɵrünüxni kɵrgǝndin keyin, Rǝb bizni jǝzmǝn u kixilǝrning ⱪexiƣa berip, ularƣa hux hǝwǝr jakarlaxⱪa qaⱪirƣan, degǝn hulasigǝ kelip, dǝrⱨal Makedoniyǝgǝ berixⱪa tǝyyarlanduⱪ.

11 Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis

Biz kemigǝ qiⱪip, Troastin yolƣa qiⱪip, Samodrak ariliƣa ⱪarap yol alduⱪ wǝ ǝtisi [Makedoniyǝdiki] Neapolis xǝⱨirigǝ yetip barduⱪ.

12 og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.

U yǝrdin Makedoniyǝning xu rayonidiki Filippi degǝn muⱨim xǝⱨirigǝ ɵttuⱪ. Bumu Rimdiki bir mustǝmlikǝ xǝⱨǝr idi. Biz bu yǝrdǝ birnǝqqǝ kün turduⱪ.

13 Og paa Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested, og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen.

Xabat küni, [xǝⱨǝr] dǝrwazisidin qiⱪip dǝrya saⱨiligǝ barduⱪ; qünki biz u yǝrdǝ dua-tilawǝt ⱪilidiƣan bir jay bar dǝp oyliduⱪ; dǝrwǝⱪǝ xundaⱪ boldi. Biz olturup, u yǝrgǝ yiƣilƣan ayallarƣa sɵzlǝxkǝ baxliduⱪ.

14 Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt paa det, som blev talt af Paulus.

Ularning iqidǝ sɵsün rǝht sodisi ⱪilidiƣan, Tiyatira xǝⱨirilik, Hudadin ⱪorⱪidiƣan Lidya isimlik bir ayal bar idi. Rǝb uning ⱪǝlbini Pawlusning eytⱪanlirini ⱪobul ⱪilixⱪa aqti.

15 Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: „Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!‟ Og hun nødte os.

U ailisidikilǝr bilǝn qɵmüldürülgǝn bolup bizdin ɵtünüp: — Əgǝr silǝr meni [ⱨǝⱪiⱪǝtǝn] Rǝbgǝ etiⱪad ⱪilƣuqi dǝp bilsǝnglǝr, mening ɵyümgǝ berip turunglar! — dǝp qing turup bizni maⱪullatti.

16 Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaa.

Bir küni biz xu dua ⱪilidiƣan jayƣa ketip barƣinimizda, bir dedǝk bizgǝ yoluⱪti; bu ⱪizƣa pal salƣuqi bir jin qaplixiwalƣanidi; dedǝk hojayinliriƣa pal selix yoli bilǝn nurƣun payda tepip bǝrgǝnidi.

17 Hun fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: „Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej.‟

U yol boyi Pawlus wǝ bizgǝ ǝgixip: — Bu kixilǝr Ⱨǝmmidin aliy Hudaning ⱪulliri, ular silǝrgǝ nijatliⱪ bir yolini jakarlaydu! — dǝp warⱪirap mangdi.

18 Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Aanden: „Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende.‟ Og den for ud i den samme Stund.

U uda kɵp künlǝr xundaⱪ warⱪiridi. Bu ix Pawlusning ⱪǝlbini azablap, u ⱪizƣa burulup, jinƣa: — Əysa Mǝsiⱨning nami bilǝn buyruymǝnki, uningdin qiⱪ! — deyixigila, jin xuan qiⱪip kǝtti.

19 Men da hendes Herrer saa, at deres Haab om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for Øvrigheden.

Dedǝkning hojayinliri uningƣa baƣliƣan pul tepix ümidining yoⱪⱪa qiⱪⱪanliⱪini kɵrüp, Pawlus bilǝn Silasⱪa ⱪol selip, ularni bazar mǝydaniƣa sɵrǝp, ⱨɵkümdarlarning aldiƣa elip bardi.

20 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: „Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By,

Ular ikkiylǝnni soraⱪqi ǝmǝldarlarning aldiƣa qiⱪirip: — Bu adǝmlǝr Yǝⱨudiylar bolup, xǝⱨirimizni ⱪalaymiⱪanlaxturuwǝtmǝktǝ.

21 og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve.‟

Biz bolsaⱪ rimliⱪlarmiz, ular ⱪanunimizƣa hilap bolƣan wǝ ⱪobul ⱪilixⱪa yaki yürgüzüxkǝ bolmaydiƣan ⱪaidǝ-yosunlarni tǝrƣib ⱪiliwatidu! — dǝp xikayǝt ⱪildi.

22 Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem.

Toplanƣan halayiⱪmu ularƣa ⱨujum ⱪilixⱪa ⱪozƣaldi; soraⱪqi ǝmǝldarlar ularning kiyimlirini yirtip yalingaqlap, kaltǝk bilǝn dumbilaxⱪa ǝmr qüxürdi.

23 Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.

Ikkiylǝnni kaltǝk bilǝn kɵp dumbiliƣandin keyin, ularni zindanƣa taxlidi wǝ xundaⱪla gundipayni ⱪattiⱪ kɵzitixkǝ buyrudi.

24 Da han havde faaet saadan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

U buyruⱪni tapxuruwelix bilǝn ularni zindanning iqkiridiki kamerƣa solap, putliriƣa ixkǝl saldi.

25 Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede paa dem.

Tün yerimda, Pawlus bilǝn Silas dua ⱪilip, Hudaƣa mǝdⱨiyǝ küylirini eytiwatatti. Baxⱪa mǝⱨbuslar bolsa ⱪulaⱪ selip anglawatatti.

26 Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, saa at Fængselets Grundvolde rystede, og straks aabnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.

Tuyuⱪsiz ⱪattiⱪ yǝr tǝwrǝx yüz bǝrdi; zindanning ullirimu tǝwrinip kǝtti wǝ zindanning ⱨǝmmǝ ixikliri xuan eqilip, ⱨǝrbir mǝⱨbusning kixǝnlirimu qüxüp kǝtti.

27 Men Fangevogteren for op af Søvne, og da han saa Fængselets Døre aabne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.

Gundipay uyⱪudin oyƣinip, zindanning ixiklirining oquⱪ turƣanliⱪini kɵrüp, mǝⱨbuslar ⱪeqip ketiptu dǝp oylap, ⱪiliqini suƣurup elip, ɵzini ɵltürüwalmaⱪqi boldi.

28 Men Paulus raabte med høj Røst og sagde: „Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle.‟

Lekin Pawlus ⱪattiⱪ awazda: — Ɵzünggǝ zǝrǝr yǝtküzmǝ, ⱨǝmmimiz bar! — dǝp warⱪiridi.

29 Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.

Gundipay: Qiraƣlarni kǝltürünglar dǝp towlap iqkirigǝ etilip kirip, titrigǝn ⱨalda Pawlus bilǝn Silasning ayiƣiƣa yiⱪildi.

30 Og han førte dem udenfor og sagde: „Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?‟

Andin ularni taxⱪiriƣa elip qiⱪip: — Ⱪutⱪuzuluxum üqün nemǝ ⱪilixim kerǝk? — dǝp soridi.

31 Men de sagde: „Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du blive frelst, du og dit Hus.‟

Rǝb Əysaƣa etiⱪad ⱪilƣin, wǝ xundaⱪ ⱪilsang, ɵzüng ⱨǝm ailǝngdikilǝrmu ⱪutⱪuzulidu! — dedi ular.

32 Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.

Xuning bilǝn, ikkiylǝn uningƣa wǝ uning barliⱪ ailisidikilǝrgǝ Rǝbning sɵz-kalamini yǝtküzdi.

33 Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv og alle hans bleve straks døbte.

Keqǝ xu saǝtning ɵzidila [gundipay] ularni baxlap qiⱪip, yarilirini yuyup tazilidi; andin u dǝrⱨal ailisidikilǝr bilǝn qɵmüldürüxni ⱪobul ⱪildi;

34 Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen paa Gud.

ikkiylǝnni ɵz ɵyigǝ baxlap kelip, ularning aldiƣa dastihan saldi. U pütkül ailisidikilǝr bilǝn Hudaƣa etiⱪad ⱪilƣanliⱪtin zor xadlandi.

35 Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: „Løslad de Mænd!‟

Ətisi ǝtigǝndǝ, soraⱪqi ǝmǝldarlar yasawullarni zindanƣa ǝwǝtip: — U ikkiylǝnni ⱪoyuwetinglar! — dǝp buyrudi.

36 Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: „Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaar bort med Fred!‟

Gundipay Pawlusⱪa bu sɵzni yǝtküzüp: — Soraⱪqi ǝmǝldarlar ikkinglarni ⱪoyuwetix yarliⱪini qüxürdi. Silǝr ǝmdi zindandin qiⱪip, tinq-aman yolunglarƣa qiⱪinglar, — dedi.

37 Men Paulus sagde til dem: „De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!‟

Biraⱪ Pawlus yasawullarƣa: — Biz Rim puⱪraliri bolsaⱪmu, ǝmǝldarlar bizni soraⱪ ⱪilmayla halayiⱪning aldida kaltǝk bilǝn dumbalap, zindanƣa taxlidi. Əmdi ular ⱨazir bizni yoxurunqǝ ⱪoƣlimaⱪqimu? Yaⱪ, bundaⱪ ⱪilsa bolmaydu! Əmǝldarlar ɵzliri kelip bizni qiⱪarsun! — dedi.

38 Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere.

Yasawullar bu sɵzlǝrni soraⱪqi ǝmǝldarlarƣa yǝtküzdi. Ular ikkiylǝnning Rim puⱪrasi ikǝnlikini anglap ⱪorⱪup kǝtti;

39 Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen.

ularning kɵnglini elixⱪa [zindanƣa] berip, ularni zindandin elip qiⱪⱪandin keyin, xǝⱨǝrdin qiⱪip ketixni ⱪayta-ⱪayta ɵtündi.

40 Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene, formanede de dem og droge bort.

Ikkiylǝn zindandin qiⱪixi bilǝn Lidyaning ɵyigǝ bardi; andin u yǝrdǝ ⱪerindaxliri bilǝn kɵrüxüp, ularni riƣbǝtlǝndürgǝndin keyin, yolƣa qiⱪip kǝtti.