Apostelenes gerninger 16
1 Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.
Дође пак у Дерву и у Листру, и гле, онде беше неки ученик, по имену Тимотије, син неке жене Јеврејке која вероваше, а оца Грка;
2 Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.
За њега добро сведочаху браћа која беху у Листри и у Иконији.
3 Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker.
Овог намисли Павле да узме са собом; и узе га, и обреза Јевреја ради који беху у оним местима: јер сви знаху оца његовог да беше Грк.
4 Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem.
И кад пролажаху по градовима, предаваше им да држе уредбе које уредише апостоли и старешине у Јерусалиму.
5 Saa styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.
А цркве се утврђиваху у вери, и сваки дан биваше их више.
6 Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligaand vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.
А кад прођоше Фригију и галатијску земљу, забрани им Дух Свети говорити реч у Азији.
7 Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Aand tilstedte dem det ikke.
А кад дођоше у Мисију хтеше да иду у Витинију, и Дух не даде.
8 De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.
А кад прођоше Мисију, сиђоше у Троаду.
9 Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: „Kom over til Makedonien og hjælp os!”
И Павлу се јави утвара ноћу: беше један човек из Македоније, и стајаше молећи га и говорећи: Дођи у Македонију и помози нам.
10 Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.
А кад виде утвару, одмах гледасмо да изиђемо у Македонију, дознавши да нас Господ позва да им проповедамо јеванђеље.
11 Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis
А кад се одвезосмо из Троаде, дођосмо у Самотрак, и сутрадан у Неапољ,
12 og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.
А оданде у Филибу, које је први град земље Македоније, насеље римско; и у оном граду остасмо неколико дана.
13 Og paa Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested, og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen.
А у дан суботни изиђосмо из града к води где беше богомоља; и седавши говорисмо к женама које се беху сабрале.
14 Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt paa det, som blev talt af Paulus.
И једна богобојазна жена, по имену Лидија, из града тијатирског, која продаваше скерлет, слушаше: и Господ отвори срце њено да пази на речи Павлове.
15 Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: „Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!” Og hun nødte os.
А кад се крсти она и кућа њена, мољаше нас говорећи: Ако мислите да ја верујем Господа, уђите у моју кућу и живите. И натера нас.
16 Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaa.
А догоди се кад иђасмо на молитву да нас срете једна робиња која имаше дух погађачки и врачајући доношаше велики добитак својим господарима.
17 Hun fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: „Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej.”
Ова пође за Павлом и за нама, и викаше говорећи: Ови су људи слуге Бога Највишег, који јављају нама пут спасења.
18 Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Aanden: „Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende.” Og den for ud i den samme Stund.
И овако чињаше много дана. А кад се Павлу досади, окрену се и рече духу: Заповедам ти именом Исуса Христа, изиђи из ње. И изиђе у тај час.
19 Men da hendes Herrer saa, at deres Haab om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for Øvrigheden.
А кад видеше њени господари да изиђе нада њиховог добитка, узеше Павла и Силу и одвукоше их на пазар ка кнезовима.
20 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: „Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By,
И доведавши их к војводама, рекоше: Ови су људи Јевреји, и муте по нашем граду,
21 og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve.”
И проповедају обичаје које нама не ваља примати ни творити, јер смо Римљани.
22 Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem.
И слеже се народ на њих, и војводе издреше им хаљине, и заповедише да их шибају.
23 Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.
И пошто их здраво избише бацише их у тамницу, и заповедише тамничару да их добро чува.
24 Da han havde faaet saadan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.
Примивши такву заповест он их баци у најдоњу тамницу и ноге им метну у кладе.
25 Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede paa dem.
А у поноћи беху Павле и Сила на молитви и хваљаху Бога; а сужњи их слушаху.
26 Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, saa at Fængselets Grundvolde rystede, og straks aabnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.
А уједанпут тако се врло затресе земља да се помести темељ тамнички; и одмах се отворише сва врата и свима спадоше окови.
27 Men Fangevogteren for op af Søvne, og da han saa Fængselets Døre aabne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.
А кад се пробуди тамничар и виде отворена врата тамничка, извади нож и хтеде да се убије, мислећи да су побегли сужњи.
28 Men Paulus raabte med høj Røst og sagde: „Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle.”
А Павле повика здраво говорећи: Не чини себи зло никакво, јер смо ми сви овде.
29 Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.
А он заискавши свећу улете и дрхћући припаде к Павлу и Сили;
30 Og han førte dem udenfor og sagde: „Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?”
И изведавши их напоље рече: Господо! Шта ми треба чинити да се спасем?
31 Men de sagde: „Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du blive frelst, du og dit Hus.”
А они рекоше: Веруј Господа Исуса Христа и спашћеш се ти и сав дом твој.
32 Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.
И казаше му реч Господњу, и свима који су у дому његовом.
33 Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv og alle hans bleve straks døbte.
И узе их у онај сат ноћи и опра им ране; и крсти се он и сви његови одмах.
34 Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen paa Gud.
И уведавши их у свој дом постави трпезу, и радоваше се са свим домом својим што верова Бога.
35 Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: „Løslad de Mænd!”
А кад би дан, послаше војводе пандуре говорећи: Пустите ова два човека.
36 Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: „Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaar bort med Fred!”
А тамничар каза речи ове Павлу: Послаше војводе да се пустите; сад дакле изиђите и идите с миром.
37 Men Paulus sagde til dem: „De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!”
А Павле рече њима: Избивши нас пред народом без суда, људе Римљане, бацише у тамницу: и сад хоће да нас пусте? Није тако, него сами нека дођу и изведу нас.
38 Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere.
А пандури казаше војводама ове речи; и уплашише се кад чуше да су Римљани;
39 Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen.
И дошавши умолише их, и изведоше молећи да изиђу из града.
40 Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene, formanede de dem og droge bort.
А кад изиђоше из тамнице, дођоше к Лидији, и видевши браћу утешише их, и отидоше.
