Apostelenes gerninger 15
1 Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: „Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste.‟
Mi senkhat Judea ram renga Antioch an juonga, “Moses Balam anghan sertan nin tho nônchu sanminring ni thei no tu nui,” tiin iempungei an minchua.
2 Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmaal.
Paul le Barnabas han ma roia han anni ngei hah an inkhalpui ngei oka, masikin, Paul le Barnaba le an lâia mi senkhat le ha bâiinkhamna chungroia han Jerusalema tîrtonngei le upangei hong intongpui rangin an minsûk zoia.
3 Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
Koiindangin an hong mathâna, anni han Jentailngei Pathien tienga an inlet roi hah misîr tîrin Phoenicia ram le Samaria ram an sir suoa ha an misîr renga han iempungei murdi an râiasân oka.
4 Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem.
Jerusalem an tungin chu koiindangin tîrtonngei le upangeiin an lei modôma ma ngei kôm han Pathien'n anni ngei ma anga sin a tho ngei murdi hah an rila.
5 Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: „Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov.‟
Hannirese Pharisee pâla mi iempungei senkhat an indinga, “Jentailngei sertan ngêta, Moses Balam an jôm rangin tipe ngei rang ani” an tia.
6 Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag.
Tîrtonngei le upangei, ha roi hah jêk rangin an intûpa.
7 Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: „I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro.
Asôt tak an inkhal suo nûkin Peter ândinga, “Sûngsuokngei, Jentailngei Pathien chong an rieta, an iem theina ranga Thurchi Sa misîr pe ngei ranga nin lâi renga tien renga Pathien'n mi zen ani ti hah nin riet.
8 Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligaand lige saa vel som os.
Mitin mindona rietpu Pathien'n ei kôm mi pêk anghan Jentailngei khom Ratha Inthieng pêk sân a khôk tiin ânlanga.
9 Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter.
Eini le anni sensâi loiin, an iem sikin an sietnangei a ngâidam zoia.
10 Hvorfor friste I da nu Gud, saa I lægge et Aag paa Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formaaet at bære?
Masikin, ei richibulngei le eini pêl zoi khâiloi puok hah atûna hin iempungei chunga mokhop pe rang bôkin irang mo Pathien nin minsin hi?
11 Men vi tro, at vi blive frelste ved den Herres Jesu Naade paa samme Maade som ogsaa de.‟
Ni mak! Anni ngei angdênin eini khom Pumapa Jisua iema moroina han Sanminring ei ni,” a tia.
12 Men hele Mængden tav, og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem.
Barnabas le Paul'n anni ngei manga Pathien'n Jentailngei lâia sininkhêlngei le kamâmruoingei a sin roi an misîr kâr chu mipuingei nâm an dâireka.
13 Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: „I Mænd, Brødre, hører mig!
An misîr suole chu Jacob khomin a misîr sa, “Sûngsuokngei, ko chong rangâi ta u!
14 Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn.
Pathien'n ama riming ruput ranga anni ngei lâia ni lâk suok rangin Jentailngei a juong pan phut roi Simon'n a misîr zoia.
15 Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:
Ha chong le dêipungei chong hi ântok thap ani. Pathien lekhabu'n,
16 „Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen,
‘Masuole, Pumapa han kîr nôk ka ta David omna rêngram achim hah minding nôk ki tih. a sietnangei sin nôk ka ta male mindet nôk ki tih.
17 for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette.‟
Male mi murdi ngei le Jentailngei, Ki mi niranga ko koi ngei nâm Jentailngei ko kôm hong an ta.
Rammuol insieng renga hi chong min riet ngâipu Pumapa han a ti,’ ati anghan. (aiōn g165)
19 Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,
“Masikin Jacob'n, mahi ki mindon chu ani. Jentailngei Pathien tienga hong inlet ngei chu minjêl no ila.
20 men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.
Manêkin, lekha muthuonin mirmilngei biekna neinun inthiengloi sâk mo, hur le ngal mo, sâ lei thisai le thisen sâk mo, mong rangin tipe ngei ila ki ti ani.
21 Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne.‟
Moses Balam chu tienlâi renga sabbathni rachamin Synagog taka an pore ngâi zoia, a chongngei khom khopui tina an misîr ngâi zoi,” a tia.
22 Da besluttede Apostlene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.
Hanchu, tîrtonngei, upangei le koiindang pumpuiin an lâia mi senkhat an thanga, Paul le Barnabas pâla Antiocha min se rangin an min chukka. An ulien uol inik iempungeiin an mirit, Judas, Barsabass an ti le Silas an thang ngeia.
23 Og de skreve saaledes med dem: „Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien.
Hi anghin miziekin, an min chôi ngeia: “Keini, tîrtonngei le upangei nin sûngsuokngeiin kin iempu champui Jentail ânzir ngei Antioch, Syria le Cilicia rama omngei chibaingei nangni kin mûk.
24 Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os,
Kin pâla mi senkhatin thurchi juong misîrin nangni an minjêla, mulungjîng nangni an shak ti kin rieta; nikhomrese, anni ngei ha kin kôm renga ite rilnangei man mak ngei.
25 saa have vi, endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus,
Masikin kin intûpa, mulung inruol takin kin thanga nin kôm juongtîr rangin kin minsûk ani. Ei ruol moroitak ngei Barnaba le Paul
26 Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.
Jisua Khrista sinthona an ringna phal ngei lehin juong rese ngei kin ti.
27 Vi have derfor sendt Judas og Silas, der ogsaa mundtligt skulle forkynde det samme.
Ha anghan, Judas le Silas kin juongtîr ani, hi ngei hin kin miziek hih mêl inmun nangni misîr pe an tih.
28 Thi det er den Helligaands Beslutning og vor, ingen videre Byrde at paalægge eder uden disse nødvendige Ting:
Ratha Inthieng le inruolin hi balamngei sin om pêna hi chu puok rik dang sin loi rangin kin inruol;
29 At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Naar I holde eder derfra, vil det gaa eder godt. Lever vel!‟
mirmilngei biekna sâkruo sâk no roi, thisen sâk no roi, sâ sômthat sâk no roi, hur le ngal renga inkêm roi. Hi ngei hih tho tet loi rangin nin indîn theiin chu nin ta rangin sa ok atih, chibai” tiin.
30 Saa lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet.
An tîrlâmngei hah an sea, Antioch an tunga; mahan iempungei pâl murdi an koibûma, lekhamuthuon hah an pêk ngeia.
31 Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.
An pore suole chu ma mohôkna chong sika han râisânin an sip zoia.
32 Og Judas og Silas, som ogsaa selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem.
Judas le Silas chu dêipungei khom an ti sa, asôtzan an chongpui ngeia, an mohôk ngeia, an min rât oka.
33 Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem.
Sûn sôtzan an om suole chu a juongtîr ngei kôm kîr nôk rangin an se zoia, iempungeiin rathangamriemin an mathân ngeia.
34 [Men Silas besluttede at blive der.]
35 Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.
Paul le Barnaba chu midang tamtak ngei le Pumapa chong minchu le misîrin Antioch'a han zora sôtzan an la oma.
36 Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: „Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det gaar dem.‟
Zora sôtzan suole chu Paul'n Barnabas kôm, “Tho se nôk ei ta, khopui tina Pumapa chong ei misîrna murdia ei sûngsuokngei pan ei ta, i angin mo an om va en ngei rei,” a tia.
37 Men Barnabas vilde ogsaa tage Johannes, kaldet Markus, med.
Barnabas'n John Mark an kôm tuongsa rang a nuoma.
38 Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet.
Hannirese Paul'n chu nuom maka, abi chu Pamphylia ram tena a kîra, an sin a zoipui loi sikin ani.
39 Der blev da en heftig Strid, saa at de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern.
An inkhal bita, an insen zoia, Barnabas John Mark a tuonga, rukuongin Cyprus tuihuol tieng an sea.
40 Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Herrens Naade.
Paul'n chu Silas a thanga, iempungeiin Pumapa moroina kuta an bâng ngei suole chu a se zoi.
41 Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne.
Koiindangngei mindet tîrin Syria le Cilicia ram a sir zoi.
